Debatten om den personlige fortælling: Hvor går grænsen for, hvem og hvad man kan skrive om?

De er overalt lige nu – de personlige fortællinger. Autofiktionen, erindringsromanerne og de litterære vidnesbyrd, der med afsæt i det levede liv trækker overskrifter og skaber debat. Grænserne for, hvad man kan skrive om andre, når man fortæller sin historie, har aldrig været mere omdiskuterede.

For et år siden satte Katherine Dies’ selvbiografiske ”I egen barm” ild til spørgsmålet: Hvem kan man skrive om, og hvordan? Senere fulgte romanerne ”Insula” af Thomas Boberg og ”Jeg giver alt væk” af Emma Rozensweig, som igen antændte debatten, da der var mennesker, som følte sig genkendelige og udstillede i bøgerne.

Mens debatten raser, vokser vidnesbyrdlitteraturen i disse år.

– Der er rigtig meget vidnesbyrdlitteratur lige nu, og den udvikler sig på stadig nye måder, siger Lise Vandborg, der er redaktør på Det Digitale Folkebibliotek og tidligere chefredaktør på Litteratursiden.

Derfor er det værd at følge med i genren, for med sit personlige udgangspunkt bringer den stribevis af ømtålelige emner frem i lyset – emner, som ellers ofte mødes med berøringsangst.

– De seneste 10-15 år er flere og flere tabuer blevet belyst og brudt ned gennem litteraturen med de her bøger. I 2010’erne blev autofiktionen identitetspolitisk og satte bl.a. fokus på sorg, psykisk sårbarhed og mørke sider af moderskabet. Emner, der er skrevet om før, men ikke så hudløst, siger Lise.

For hende står eksempelvis Naja Marie Aidts ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” som den ultimative bog om sorg.

– Ikke fordi forfattere, der ikke selv har mistet et barn, ikke også kan skrive om det, men fordi Naja Marie Aidt har kunnet beskrive det med større autenticitet og sproglig præcision. Forfattere kan naturligvis altid researche, men når det handler om så specifikke og følsomme erfaringer forbundet med personlige smertepunkter, vil der for mange læsere være en større spejling og identifikation, når de ved, at forfatteren har oplevet det samme, siger hun og tilføjer, at det samme gælder Caspar Erics digte om at være handicappet og Karen Fastrups beskrivelse af psykisk sygdom i romanen ”Hungerhjerte”.

– Jeg vil ikke være talsmand for, at man som forfatter kun kan skrive om det selvoplevede, for det mener jeg ikke. Men med f.eks. MeToo har vi set forfattere som Linn Ullmann, Ulrikka Gernes og Hilde Rød-Larsen, der har tilføjet flere nuancer til debatten ved med afsæt i egne erfaringer at beskrive komplekse forhold og ulige magtrelationer mellem purunge piger og modne mænd. Tag bare den nylige debat om grænseoverskridende adfærd i forlagsbranchen – det beskrev Leonora Christina Skov i ’Hvis vi ikke taler om det’ tilbage i 2021. Der kom litteraturen forud for debatten, fortæller Lise.

Dele af genren tiltrækker sig opmærksomhed, fordi bøgerne går i lag med tunge tabuer. Andre fordi fortællingerne kommer meget tæt på forfatterens familie eller omgangskreds.

Og det sætter gang i diskussionen om retten til at fortælle sin egen historie – og på, hvad man stiller op med de mennesker, som også spiller en rolle i historien, men måske har oplevet den anderledes eller ikke ønsker at dele den med andre. Det spørgsmål deler vandene i debatspalterne og blandt læserne, påpeger Lise.

– Der er mange, som læser meget, der er lidt trætte af autofiktion, og man hører ofte folk i læseklubber sige, at de gerne vil have den gode historie med fængende karakterer, og at det ikke ”bare” skal handle om forfatteren. For andre læsere skaber det større interesse og gør det muligt at spejle sig i – særligt fordi den personlige litteratur de seneste år har været med til at stille skarpt på problematikker og strukturer i samfundet, som vi ikke ellers har haft blik for. Det er Glenn Bech og Éduard Louis glimrende eksempler på som mønstrebrydere, der har skrevet om klassesamfundet, maskulinitet og homofobi på nye måder, siger Lise Vandborg.

Det er ikke nyt, understreger hun, at romaner tager afsæt i forfatterens eget liv – det gjorde Amalie Skram i 1800-tallet og Sylvia Plath i 1900-tallet, hvor de begge beskrev egne erfaringer med psykisk sygdom – men der er kommet flere af dem.

– Det eksploderede med Karl Ove Knausgaard midt i 00’erne, og for fem år siden tænkte mange, at nu havde det toppet. Men det er der ikke noget, der tyder på. Det er, som om der kommer flere og flere tabuer, som med afsæt i egne smertepunkter vendes i litteraturen, siger Lise og peger på Jonas Erikssons autofiktive ”Af stumper og skår” om en søn, der udelukkes af familien, da hans far møder en ny kvinde og får børn med hende.

– Jonas Eriksson berører et tabu, der ikke er skrevet så meget om, men som jeg forventer at se meget mere af, for der er mange svære relationer mellem forældre og bonusbørn i de mange nye familier derude, siger hun.

Mange af de mere identitetspolitiske temaer som køn, krop og moderskab trækker på linjer fra 70’ernes politiske litteratur, hvor man reagerede på samfundet og dets strukturer.

– Nogle af de forfattere, der ikke blev anerkendt dengang, er blevet det nu – f.eks. Tove Ditlevsen med ”Gift”, fortæller Lise.

Selv om der vil blive ved med at komme romaner med personlige perspektiver, er det værd at huske på, at ikke alle ville kunne skrive om det.

– Det er ikke alle, der kan beskrive, hvordan det føles at være mønsterbryder, så vi andre kan spejle os i det, selv om vi ikke selv har oplevet det. Det har vi også set med Morten Pape og Thomas Korsgaard, der begge skriver, så vi andre får indsigt i en svær opvækst. Det er den sproglige nerve, indlevelse og originalitet, der adskiller den gode forfatter fra den mindre gode forfatter, siger Lise.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 14/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.