Der er 48 ting, Niels Overgaard ville ønske, han havde vidst som ung: Men særligt ét råd skiller sig ud

Druk, dates og dårlig dømmekraft. For mange er det nok cirka sådan, at ungdomsårene i et eller andet omfang kan opsummeres. I hvert fald er det ikke langt fra Niels Overgaards erindringer om teenageårene og 20’erne. Han ser mest af alt tilbage på en ungdom, der gav skrammer på sjælen, og som tog lang tid om at hele.

Netop det har den 44-årige forfatter, filosofi-formidler og kommunikationschef skrevet en bog om. Den hedder ‘Det skal nok gå’, og den er bygget op omkring 48 ting, som Overgaard ville ønske, at han selv vidste, da han rendte rundt og slog sin ungdoms folder.

“Tal aldrig dårligt om dig selv”, “tid kan kun bruges én gang” og “verden er uretfærdig” er bare nogle af de råd, som Niels Overgaard uddyber i sin bog.

Den er skrevet med ønsket om, at dem, der er i fuld gang med at leve deres ungdom, kan få nogle bedre år, end forfatteren selv havde. Og med det ærinde for øje deler Niels Overgaard også generøst ud af sine egne fejltrin.

Depression og hashmisbrug var nogle af de brutale sider af livet, som han selv stiftede bekendtskab med.

Men med sin nye bog stiller han sig altså op på ølkassen for at sige, at det hele ikke behøver være så svært. At vi er gode nok, at vi skal aflive talent-myten og arbejde hårdt for det, der betyder noget for os.

På en bænk i Kongens Have møder Heartbeats Niels Overgaard for at forstå, hvad der er så vidunderligt ved at overgive sig til det “rigtige” voksenliv og sætte et definitivt punktum i ungdommens kapitel. Og hvad det er for en generation, der udgør ungdommen i dag.

Hvad er det, der er så dejligt ved at være trådt ud af ungdommen?

- Når jeg husker tilbage på min ungdomstid, tænker jeg mest: “Ej, hvor er jeg glad for, at jeg ikke længere er usikker, hvor er jeg glad for, at jeg ikke tåger rundt i livet, at jeg godt kan lide mig selv, og at jeg er nogenlunde tilfreds og ikke så bange for, om folk kan lide mig.” Så jeg synes virkelig, det er en befrielse ikke at være ung længere.

Personligt elsker jeg at have krydset 30-års-grænsen, men jeg kender da mange, der stadig længselsfuldt drømmer om at gå i byen til klokken fem om morgenen. Var det måske egentlig meget fedt?

- Jeg er fraskilt, så jeg kan rent faktisk tage den der aften i byen til klokken fem om morgenen engang imellem. Og jeg kan sige, at nej, det er det ikke. Jeg har prøvet det nok gange i mit liv nu. Der sker sjældent noget godt på den anden side af midnat. Det er ikke, fordi jeg siger, at de unge skal lade være med at gøre det. De skal prøve ting af og gøre deres egne erfaringer.

Hvad er det for nogle usikkerheder fra din egen ungdom, som du er glad for, at du er sluppet fra?

- Næsten alt. Jeg ville for eksempel rigtig gerne gå på Falkonergården Gymnasium ude på Frederiksberg, hvor alle de seje var. Men når jeg gik gennem kantinen, følte jeg, at alle kiggede på mig. Jeg kunne ikke slappe af. Den følelse husker jeg stærkt. At være så usikker over en tur gennem kantinen. Sandheden er jo, at der ikke var nogen, der kiggede på mig. De var da pisseligeglade med en tyndbenet 1.G’er. Samtidig var måden, man var en “rigtig” mand på, sådan noget med at ryge smøger og drikke en masse bajere. Men når jeg tænker tilbage på mig selv stå der og ryge smøger, ser jeg en tynd 15-årig, ikke en mand. Jeg prøvede på alle måder at påtage mig den nye rolle med at træde ud af barndommen.

Ja, når man bliver ældre, finder man ligesom ud af, at man bare er en lille myg i en stor skov, og at de fleste faktisk ikke lægger mærke til en…

- Når man bliver ældre, skal der gerne ske den forskydning, at man finder ud af, at man ikke selv er særlig vigtig. Det kan nogle gange være en meget befriende tanke, at folk går rundt i deres eget drama, og ofte har det ikke noget med dig at gøre, hvis de behandler dig dårligt – de har bare deres eget lort at slås med. Ens indre overtænker vil måske sige: “Hvad har jeg gjort?” Men det handler sandsynligvis ikke om dig. Når man er ung, føles alting bare så vigtigt og afgørende. Hvis en kæreste slår op, er det jordens undergang. Lige indtil man finder ud af, at tingene har det med at løse sig.

Hvad var dit første møde med det? At du slog dig, men fandt ud af, at det faktisk ordnede sig.

- Det er fandme et godt spørgsmål. Jeg synes, der er så mangenederlag. Men jeg husker bare sådan noget med at være på studietur og drikke sig alt for fuld, vågne op med en bilantenne i næsen, være fuldstændig overmalet på kroppen med sprittusch og have en snickers siddende i underbukserne. Selvfølgelig er der nogen, der har taget et billede af det, og det er jo ikke super fedt for at sige det mildt. Man kan godt grine lidt med, men inderst inde sidder man med en kæmpe frygt for, at det ene foto lever et sted derude. Angsten for at gå i skole dagene efter…

Hvilket råd fra din bog tror du, du selv havde allermest brug for, da du var ung?

- Det ville jo være genialt, hvis jeg havde haft et godt selvværd. Det er det allervigtigste, og det er også det, jeg håber for mine børn. At de, når de kommer i den alder, hvor de ikke gider lytte til mig, alligevel har fået noget med sig inden, der gør, at de godt selv kan navigere. Desværre får man ikke selvværd af et godt råd. Men der er et råd i bogen, der hedder: “Du har værdi”. Det vil jeg gerne sige, for hvis man ikke føler, at man grundlæggende har en værdi som menneske til at starte med, så ændrer det ikke noget som sådan at læse et kapitel i en bog, men måske får det en til at tænke, at man skal gøre noget ved det. Om så det er at tale med sine forældre eller en psykolog. Erkendelsen er det første sted, man skal hen. I mit liv har det også været det vigtigste sted at komme hen. Jeg har brugt mange timer hos en psykolog for at slippe mit selvhad.

Havde du et godt selvværd som ung?

- Nej. Jeg havde et virkelig dårligt selvværd, når jeg tænker tilbage. Grundlæggende skulle jeg bekræftes udefra hele tiden. Jeg havde selvtillid på nogle områder, men ikke noget selvværd, og det gør sjovt nok, at man bliver lidt grandios i tanken om sig selv på sådan en måde, som folk, der har et godt selvværd, slet ikke behøver. De har det jo bare godt. Jeg havde sådan nogle tanker om, at jeg var et ukendt geni, men at en dag skulle alle nok se, hvor genial jeg var. Samtidig var jeg så usikker, at jeg ikke turde gå igennem kantinen.

Hvorfor havde du et dårligt selvværd?

- Det er et virkelig godt spørgsmål, som jeg ikke er sikker på, at jeg kender svaret på. Men i min tidlige barndom så jeg ikke min far i nogle år. Måske har de dårlige oplevelser fra min barndom noget med at gøre, at jeg ikke følte, jeg kunne gå til mine forældre. Jeg følte, jeg skulle gå med tingene selv. Noget af det gode, der er sket siden dengang, er, at man generelt er blevet meget bedre til at tale om følelser. Det var ikke noget, der kom på bordet, hvor jeg voksede op. Overhovedet. Og det gør, at det bliver ensomt, og at nogle ting vokser sig store, selvom de ikke behøvede at være det. De blev bare aldrig afmonteret, og så bliver alting jo farligt. I mine ungdomsår talte vi heller ikke om følelser. Vi kunne godt snakke om, hvem der var lækker, men det var først, da vi blev omkring de 30, at det forandrede sig. Det er jo lidt fattigt på en måde.

Hvad fik det til at lande et mere naturligt sted i dig, da du blev ældre – at tale om, hvordan du havde det?

- Jeg tror, at det var, at jeg kom ind i voksenlivet og blev ved med at gøre ting, der sårede mig selv og andre. Jeg var blandt andet en kæreste utro, så jeg begyndte at gå til psykolog. Jeg havde noget, jeg skulle have styr på, og det tog utroligt lang tid. Det var ikke noget hurtigt fix, men der var en beslutning om at gøre noget ved de ting, hvor jeg stod i vejen for mig selv. Det har været en lang og bøvlet rejse for mig, og det tilskriver jeg, at min ungdom gik så galt. Det hele kom for langt ud. Hvis jeg havde været lidt mere indenfor normalen dengang, kunne det have været meget nemmere at få styr på det. Jeg tænker tilbage på min ungdom med meget skam over, hvordan jeg har opført mig. Derfor var det faktisk rensende for mig at skrive den her bog og komme tilbage og genbesøge nogle af episoderne fra et senere sted i livet. For i dag ser jeg en dysfunktionel stor dreng, men som også var meget sød og egentlig bare havde brug for et kram.

Kan du godt tilgive dig selv i dag?

- Ja. Det var en ung mand, der gjorde sit bedste, og meget af det var ikke specielt godt, men det var heller ikke specielt ondt. Det er jo et formildende træk, når man ikke står op om morgenen for at gøre noget dårligt. Så i dag ser jeg en ung mand, der i virkeligheden havde det utroligt dårligt med sig selv, og som havde brug for at få at vide: “Du er god nok.” Min interaktion med omverdenen var, at de grinede, når jeg gjorde noget fucked up. Det var der, jeg mødte en reaktion. I stedet havde jeg brug for at snakke stille og roligt med nogen.

Hvad observerer du som ungdommens største udfordring i dag?

- Jeg var glad, da Trivselskommissionen kom ud med sine anbefalinger. De bekræftede mig nemlig i, at der bliver talt alt for meget om mistrivsel i dag. Der er en lille procentdel, der har alvorlige psykiatriske problemer, og de skal have al den opmærksomhed og støtte, de kan få både i hjemmet og af systemet. Men det efterlader en ret stor masse, som er indenfor normalen. Når jeg har været ude og holde foredrag på gymnasierne, har jeg selv oplevet en generation af unge, der er enormt fremme i skoene mentalt. De virker modne, super ambitiøse, intelligente og meget mere opmærksomme på verden, end min generation var. Så set på alle mulige måder, er det en super imponerende generation af unge mennesker. De unge, der kommer ind og arbejder hos os (Gyldendal, red.) direkte fra uddannelserne, er meget dygtigere, end vi selv var. Det, jeg selv har mødt, og det jeg har læst om i medierne, er to vidt forskellige ting. Derfor har jeg lyst til at sige, at vi ikke behøver tale mere ned til de unge nu. Min opfattelse er faktisk, at de unge burde være lidt mindre disciplinerede, sænke skuldrene, nyde livet og lave fejl. De skal ikke føle, at de som 15-årige skal vide, hvad de vil med resten af deres liv.

Der læner du dig måske lidt ind i Svend Brinkmann? Han argumenterer også for, at det er en del af at være ung og at være menneske, at man har det svært sommetider, og at det ikke skal sidestilles med mistrivsel og diagnoser.

- Det er jeg helt enig i, og det er også hele det sprog, vi skal væk fra: Al den selvdiagnosticering, der finder sted på Instagram blandt andet. Det går op og ned i livet, og det er også det, jeg har brug for at skrive i bogen. Målet er ikke, at man skal lade være med at falde, men at man øver sig i at rejse sig igen. Når jeg kigger tilbage på mit liv nu, kan jeg se, at der, hvor tingene har forandret sig til det bedre for mig, er der, hvor jeg er blevet ved, selvom det har været svært. Hvor jeg har rejst mig, selvom jeg har fejlet. Hvis der er noget, der er vigtigt for en, skal man øve sig i at komme tilbage. Hvis der er noget, man kæmper med, skal man insistere på at fikse det.

I hvilke situationer har du selv erfaret, at det er godt at blive ved?

- Jeg brugte for eksempel et år på at skrive et helt bogmanuskript, som ingen ville udgive. Jeg brugte vildt lang tid på at være rundt ved forskellige forlag, og de ville bare ikke have det. Til sidst skrottede jeg det. Jeg skulle selvfølgelig lige slikke sårene, men så begyndte jeg på et nyt projekt, der blev til min bog ‘Det hele handler ikke om dig’. Den solgte utroligt mange eksemplarer og blev en kæmpe succes for mig. Folk sagde til mig, at det var da fantastisk med sådan en overnight-succes. Men jeg havde jo brugt mere end et år på noget, der kunne anses som spildt arbejde efterfulgt af to år, hvor jeg arbejdede benhårdt på den anden bog.

Deraf kommer også rådet om, at talent ikke findes?

- I ungdommen følte jeg mig selv som et talent, som bare lige skulle opdages, og den tanke, tror jeg, at mange unge stadig har i dag. Måske fordi det stadigvæk er en fortælling i tiden. Berlingskes Top 100-liste, X Factor og DR’s Talenthold. Jeg gik selv og ventede på, at der ville ske mig noget godt, samtidig med jeg lavede en minimal indsats. Da jeg endelig kom væk fra den tanke og hen til, at det bare kræver hårdt arbejde, begyndte ting at ske for mig. Talentmyten er dum, fordi den bliver en undskyldning for en selv for slet ikke at prøve. Det gælder i alle aspekter af livet. Jeg har simpelthen aldrig set nogen i mit liv eller i min karriere, der bare stod op om morgenen og var dygtige. Det kræver altid en eller anden form for hårdt arbejde, og det gælder også kunstnerlivet. De møder også op ved lærredet, tastaturet eller guitaren og øver sig helt enormt meget.

Hvad fik dig til at skrive lige præcis den her bog?

- Når jeg holder foredrag, er det første spørgsmål, der kommer, næsten altid: “Hvad skal vi gøre med de unge?” Der er enormt mange voksne, der er bekymrede for de unge på grund af al den snak, der har været. For mig har det været svært at finde den rette form til bogen. Unge læser for det første ikke særlig meget, og hvordan skriver man i øvrigt en bog fuld af gode råd uden at blive en irriterende gammelklog og bedrevidende type? Det gik op for mig, at jeg skulle skrive bogen til mig selv og ikke til de unge. For jeg kender ikke ungdommen i dag godt nok til at kunne sige noget meningsfuldt om dem. Men jeg kan huske ret tydeligt, hvordan jeg selv havde det, så jeg skrev bogen til den unge mand, jeg kender, nemlig mig selv. Man kan bladre i den, tage lidt til sig og lade resten være. Jeg håber, at Philip Ytournels illustrationer kan give nogle andre indgangsvinkler til den store gruppe, der ikke gider sidde og læse om filosofi, men som gerne vil bladre og kigge lidt. Og så havde jeg bare lyst til at sige noget positivt til de unge – at det nok skal gå.

Hvad var trods alt det bedste ved at være ung?

- Det bedste var noget af det, der også førte til noget af det dårligste for mig. Nemlig følelsen af at være fuldstændig til stede. At være fuldstændig ligeglad, føle sig udødelig og drikke otte øl og køre ræs på cykel ned ad Købmagergade og falde og slå sig ad helvedes til. Selvfølgelig uden cykelhjelm. Det er helt hjernedødt, men der er også noget fedt ved at opføre sig så hjernedødt. Jeg kunne også godt lide at spille fodbold dengang, fordi jeg var fuldstændig frygtløs og ligeglad med mit eget helbred – nogle gange også lidt med de andres. Der var ingen tanke for noget. Og den der følelse af at høre sin yndlingssang og bare synes, at det er det fedeste i hele verden.

Hvad var din yndlingssang?

- Der var flere, men det kunne være ‘Whatever’ med Oasis. Den sang var min første telefonsvarer på min fastnettelefon. Det var det sjoveste og fedeste i hele verden lige der.

Hvad er det bedste ved at være voksen?

- Roen. At alting ikke er på spil hele tiden. At det hele ikke behøver være så ekstremt, men at der i stedet er en mere stille tilfredshed i det simple. Jeg føler mig enormt tilfreds – også når jeg går glip af alle mulige sjove fester, fordi jeg laver noget andet og har det fint med det. Der er en mere grundlæggende ro og hvilen i sig selv. Den der ro, synes jeg, er det fedeste. At slappe lidt af og vide, at alting ikke er så vigtigt og farligt. Med årene finder man jo ud af, at det hele ordner sig.