Derfor ignorede han Lissa ved roseceremonien
Foto: Lotta Lemche/TV 2
Det er ikke en fejl, at Peter kun krammer Sofie ved torsdagens roseceremoni. Bejleren havde nemlig en plan med at efterlade Lissa uden et knus.
Det fortæller Peter Vesterager til Se og Hør.
– Det er lidt for at skabe nogle følelser i hende. At hun lægger mærke til det. At hun tænker på mig, forklarer "Bachelorette"-deltageren, som dagen før blev afvist, da han på date med Lissa forsøgte at kysse hende.
Nu må Lissa så undvære et kram, selv om det ved roseceremonierne er kutyme, at mændene krammer begge kvinder. Og det er altså for at plante nogle tanker i hende om Peter.
– Det prøver jeg på, og det er måske en måde at gøre det på, siger han i dag efter at have set afsnittet, hvor Lissa ligner et stort spørgsmålstegn.
I teaseren for næste uge ser man Peter Vesterager læse i bogen "Art of seduction", som handler om, hvordan mennesker agerer i romantiske relationer, og hvorfor de bliver interesserede i hinanden.
The Art of seduction er tidligere blevet kritiseret for at være manipulerende. Bogen beskriver nemlig, hvordan man bør spotte det rette "offer" og hvordan, man får gjort personen usikker, så de bliver nemmere at score. Det skriver TV 2.
Men selv om Peter har bogen med og fortæller, at det er en af hans favoritbøger, har det udeladte kram intet med den at gøre.
– Det er ikke noget specifikt trick, det er bare mig, der analyserer situationen og tænker: Hvordan kan jeg skabe følelser i hende. Og det er så en måde, jeg selv er kreativ på, siger han til Se og Hør.
Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.