Det er ikke altid så eventyrligt at være en bad bitch: DR-dokumentar går tæt på Tessa der, hvor det gør ondt

“Man græder”. Ikke umiddelbart en reaktion, man forbinder med dronningen af dansk rap. Men sådan har det nu alligevel lydt gentagende gange, når snakken i min omgangskreds er faldet på ‘Tessas Succes’.

Når hun synger ’Engletårer’, så græder man.

Og det gjorde jeg også. Mere end forventet.

Dokumentarserien er efterfølgeren til ’Tessas Hævn’ fra 2020, hvor seerne for første gange mødte den 21-årige no-bullshit-agtige rapspire fra Hundige. Nu er det fire år senere. Tessa er på toppen og bevæger sig gennem rap-verdenen som en dronning blandt branchens mange mænd.

Men selvom det ser ud til, at Tessas succes er guldbelagt og har ført hende langt væk fra gadelivet, ændrer det ikke på hendes mentale shit. Og netop det er omdrejningspunkt for dokumentarens første scener.

Tessa sidder backstage kort før årets største koncert på Smukfest, mens en horde af forventningsfulde fans står klar foran Bøgescenen. Livet er selvfølgelig blevet nemmere, fortæller Tessa, men hun kæmper med gamle traumer, mareridt og paranoide tanker.

Hendes manager og Tessas mest fortrolige, Jesper Livid, er for en gang skyld iklædt en ‘Boss-Bitch’-Tessa-T-shirt, og han vil gennemgå setlisten, som primært skal bestå af hits. Men det bliver ikke et problem, for Tessa har utallige. Alligevel har hendes hjerne svært ved at følge med i alle de gode ting, der sker.

Måske fordi de dårlige stadig spøger.

‘Engletårer’

En stor del af dokumentaren kredser om nummeret ’Engletårer’, der handler om overgreb. Tessa har valgt, at hun vil fremføre den live til hver koncert under sin Tessa Tour 2023, hvor hun på en måned skal spille 19 forskellige shows. Det har hun aldrig gjort før.

Og det er så her, man græder. For når hun sidder der helt alene på scenen badet i en enkelt grønlig lyskegle i sin hjemby og med anstrengt stemme rapper om overgreb og skam, går det altså direkte i tårekanalerne. Både for Tessa, publikum og mig.

I løbet dokumentaren kommer man som seer flere gange med op på scenen under ‘Engletårer’, og det er hjerteskærende og rørende hver gang. Men det er også Tessas hævn. Den bedste hævn er nemlig succes.

Man kommer også med backstage, hvor joints rulles og smilet, som Tessa har indøvet, falmer. Rapstjerne-eventyret er hårdt arbejde og langt fra altid glamourøst eller ‘Boss-Bitch’-agtig. Tessa savner at hænge ud på Københavns Hovedbanegård og vågne op uden at vide, hvor hun er. Eller hvordan hun kommer hjem.

Men den del af tilværelsen er et afsluttet kapitel, fortæller hun. Nu skal hun være en rollemodel for alle sine fans – især de tætteste, de såkaldte sjakalinas.

Som en prinsesse

I Disneyland har de efter sigende den regel, at det er gæsterne, som bestemmer, hvornår et kram er slut. Samme regel gælder for Tessa og hendes sjakalinas. Men i modsætning til prinsesserne i Disneyland, findes Tessa i den virkelige verden, og dermed bliver det tydeligt, at hendes regel kommer med en pris.

Som seer sidder man under hele dokumentaren tilbage med en oplevelse af, at det her er et fan-forhold langt ud over det sædvanlige. Tessa inviterer også sin sjakalinas til fødselsdagsfest på Arch, når hun ikke har venner nok til at fylde klubben. Og hvis de har særligt brug for hende, så sender de signalet, “Hey, bitch. Fucking important. Please answer.”

Da et par af hendes mest trofaste fans oplever, at en fotograf under en koncert går for tæt på, stopper hun selvfølgelig musikken for at få styr på situationen.

“Jeg fucking knepper hans ansigt”, ringer hun efterfølgende tydeligt oprevet og fortæller til sine sjakalinas. “Jeg skal nok tage mig af det”.

Men kan det virkelig passe, at det er Tessa, som skal være deres nærværende voksen?

Den tanke kommer ofte snigende, særligt når de meget unge fans betror hende deres dybeste tanker og traumer og fortæller, at de også har grædt engletårer. De deler deres tunge byrde med Tessa, som både skal bære en del af den og sin egen videre.

Det gensidige afhængighedsforhold man fornemmer, de har, må være enormt emotionelt drænende. Men Tessa har også selv samme form for intense og parasociale forhold til sit største idol: Nicki Minaj, som dog aldrig svarer. Så måske er det derfor. Hun forstår deres længsel.

Dokumentaren er ikke dybdegående på samme måde som for eksempel DR’s podcast ‘Hvem er Tessa?’. Der sker ikke banebrydende store skridt karrieremæssigt. Men så kan den noget helt andet.

Som dokumentar giver den et langt fra eventyrligt indblik i bagsiden af medaljen. Med lidt for lange koncertmontager går den tæt på der, hvor det gør ondt. Og selvom den har titlen ‘Tessas Succes’, er det ikke berømmelsen positive sider, man tager med videre.

De negative personlige konsekvenser overskygger, og derfor bliver det i stedet ansvaret, empatien og det ualmindeligt stærke sjakalina-sammenhold, som fylder.

Som hun siger, når hun beder publikum om at lægge telefonen væk under ‘Engletårer’: Hun vil se øjne og ikke blitz.