Emma Paaske om helt særligt sted i Danmark: "Der kan jeg godt stå i flere minutter og stirre"
Foto: Tine Christensen
Med kolossal viden og en sprudlende formidling lærer Emma Paaske os i øjeblikket om danmarkshistoriens glemte dronninger. Det gør hun i serien ‘Dronningeriget’ på DR sammen med kollegaen Cecilie Nielsen. Her viser hun, hvordan dronningerne Louise, Dorothea og Sophie var meget mere end bare pæn pynt til kongen.
Emma Paaske er nemlig historiker, og så arbejder hun som arkivar på Rigsarkivet. Desuden er hun fagansvarlig for emnet ‘kongelige efter 1849’ på Lex, der er hele Danmarks Nationalleksikon.
På denne dag tager hun imod vores spørgsmål om kulturforbrug med store smil og overskud. Hvem skulle have troet, at et dybdegående videbegær efter fortidens konger og dronninger gik hånd i hånd med Vestegns-rapperne fra Suspekt?
Hvad er det første, du læser hver dag?
Nyheder på dr.dk.
Hvad er din favorit-avis?
Jeg har ikke en favorit-avis. Jeg forsøger at læse flere af dem for at holde mig orienteret og for at få de forskellige perspektiver, så jeg læser Berlingske, Information, Weekendavisen og Politiken. Jeg kunne jo sagtens opsøge et ekkokammer på sociale medier, men når jeg læser forskellige aviser, er det svært at opretholde det ekkokammer.
Hvad er den vigtigste bog, du har læst?
‘Tess of the D’Urbervilles’ af Thomas Hardy fra 1891. Det er en af de første bøger, hvor jeg forelskede mig i bare at sidde og læse. Og så er det historien om en kvinde, der bliver udsat for så utroligt meget, og uanset hvad hun gør, er det forkert i samfundets øjne. Bogen er også blevet censureret ad flere omgang. Jeg har den i flere udgaver, og sommetider har den også en undertitel. Det er sjovt at se. Det fortæller både noget om litteratur og historie, men også noget om psykologi og kvinder.
Hvad gør du for at finde ro?
Går på museum. Jeg slapper simpelthen af, når jeg er på museum. Det kan både være alene eller sammen med andre. Jeg elsker at tage på Thorvaldsens, fordi der bare er rart og flot. Og jeg tror stadigvæk ikke, at jeg har set alt derinde. Københavns Museum, Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling er også blandt mine favoritter.
Hvad er din største last?
Is. Hvis jeg kunne spise det hver dag, så gjorde jeg det. Hjemmelavet eller Ben & Jerry’s.
Emma Paaske
Historiker og arkivar på Rigsarkivet. Bor i Albertslund. Uddannet fra Københavns Universitet. Kan lige nu opleves som vært og ekspert i DR-serien ‘Dronningeriget’. Står bag en podcast på DR Lyd af samme navn sammen med kollegaen Cecilie Nielsen.
Hvad spiser du, når ingen kigger?
Mochier. Som er en japansk dessert. Dampede riskager med noget inden, som for eksempel matcha. Og de deler vandene lidt. Enten synes folk, at de er mega klamme eller mega lækre. Jeg har ikke rigtig lyst til at høre på folks forhold til dem, så derfor holder jeg dem for mig selv, haha.
Hvad spiser du rigtig tit?
Jeg spiser næsten altid hjemmelavet müsli til morgenmad. Det er min mand, der laver det. Det er også ham, der laver isen.
Hvad er din underlige besættelse?
Jeg har sikkert mange underlige besættelser, men for mig er de jo ikke underlige. En stor besættelse for mig er for eksempel Monty Python, som jeg ser, når jeg kan. Ellers er jeg også ret besat af gammel couture-tøj og popkultur. Såsom ‘The Kardashians’.
Hvilken kunstner har du senest lyttet til?
Chappell Roan og et dansk band, der hedder Døtre.
Hvilken film/serie kan du se igen og igen?
De første tre ‘Indiana Jones’-film. De er sjove og gode, og så er der jo rigtig meget historie i dem også.
Hvilken ting gør dit liv lettere?
Min robotstøvsuger, der også kan vaske gulvet. Med to børn, et hus og ting, der skal ordnes hele tiden… det er den bedste investering.
Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?
Liv Thomsen, Gry Jexen og Jeanette Varberg. Der er en række kvindelige historikere, som bare har inspireret mig rigtig meget. Også Suzannah Lipscomb fra England. De er gået forud og har turdet lave lidt om på formidlingen. Det kan jeg rigtig godt lide.
Hvor får man det bedste måltid i København?
Torvehallerne. Enten køber jeg lækre ting, som jeg tager hjem og tilbereder, eller også køber jeg empanadas, som jeg kan spise udenfor. Inden jeg går på museum.
Hvor er dit yndlingssted i byen?
Det er ude i Frederiksstaden. Der er et specifikt punkt inde på Amalienborg Plads, hvorfra man kan se både Marmorkirken, Operaen og Amalienborg. Der kan jeg godt stå i flere minutter og stirre.
Hvad gør du for lidt?
Træner. Jeg synes, det er svært at finde tiden til det, og så synes jeg bare ikke, at det er særlig spændende, haha.
Hvad er dit motto?
Det har jeg ikke.
Hvilken podcast lytter du til?
‘The Rest is Politics’, en britisk podcast, der handler om, hvad der foregår indenfor politik lige nu. Jeg lytter også til ‘Stjerner og striber’.
Hvor er dit happy place på internettet?
TikTok. Jeg bruger det både til at lure nye tendenser og ny musik, men også til at holde mig lidt orienteret udenfor det danske mediebillede. Der kan godt være nogle andre ting på TikTok nemlig – som jeg selvfølgelig slår op bagefter.
Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
Suspekt. Jeg kommer selv fra Vestegnen, jeg bor på Vestegnen, og jeg føler lidt, at de er et talerør for Vestegnen sammen med Tessa og efterhånden også Helle Thorning-Schmidt. Der er bare noget ved deres tekster. Noget vrede, indignation og deres samfundskritik. Og det elsker jeg.
Hvad var din seneste søgning på Google?
‘Protester i Berlin’. Jeg så på TikTok, at der var en masse protester i Berlin mod højrefløjen, og jeg kunne ikke forstå, at der ikke stod noget om det i de danske medier. Så jeg slog det op og fandt historien på et fransk medie. Det undrer mig lidt.
Hvad ville du ønske, flere kendte til?
Lex.dk. Jeg bruger det selv rigtig meget til at slå basic ting op. På det danske Wikipedia er der mange fejl, hvor på Lex kan man være sikker på, at der har været forskere eller fagpersoner inde over. Og hvis flere kendte det til det, ville det være en måde at gøre op med fake news, fordi man rent faktisk finder pålidelige kilder og skrifter derinde.
Hvad er det sidste, du gør hver dag?
Jeg er ikke det store ritualmenneske. Men jeg forsøger at tage min makeup af. Det lykkes nogle gange.