Lars Løvendahls kæreste indrømmer: Svært at se ”Gift ved første blik”
Foto: Gregers Overvad
I efteråret kunne danskerne følge med i Lars Løvendahls ihærdige, men forgæves forsøg på at gøre kur til sin tv-hustru Lone i DR’s seermagnet ”Gift ved første blik”.
Mens den stormende forelskelse i den grad udeblev mellem dem, så spirede kærligheden dog uden for skærmen.
I sensommeren mødte han 47-årige Matilde, der ligesom Lars bor i Faaborg. Det var på den lokale padelbane, magien opstod.
Matilde har tidligere fortalt til SE og HØR, at hun syntes, det var sjovt, at hendes kæreste var med i ægteskabseksperimentet, men over for TV2Fyn fortæller hun nu, at det ikke kun var sjovt at se Lars folde sig ud i fjernsynet.
- Jeg kunne godt more mig over det, men under programmet syntes jeg også, det var lidt svært nogle gange, siger hun og tilføjer:
- Så kunne jeg blive mega irriteret på ham over, at han prøvede at flirte med en anden kvinde.
Der er ikke et bryllup i sigte i den nærmeste fremtid, men de er ikke kategorisk afvisende over for idéen, da journalisten spørger, fordi tredje gang som bekendt er lykkens gang.
Matilde er efterskolelærer og var lige kommet ud af et forhold, da hun mødte Lars til padeltennis. Derfor måtte parrets fælles veninder også skubbe på, for at de to spillere gjorde noget ved den gensidige interesse i hinanden.
- De prøvede at hooke os op. Ret kraftigt endda. Så efter padel skulle vi have en kaffe for at lukke munden på de damer. Og efter det var det bare ”wow”, fortalte Matilde i forrige måned til SE og HØR.
Foto: Privat
Det er især Lars’ omsorgsgen, Matilde er faldet for.
- Han er bare ufatteligt sød og nem at snakke med, og så er han meget opmærksom og lækker.
Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.