Popkultur
11. marts 2025

Guinness melder udsolgt, og det er der særligt én grund til

Ifølge Carlsberg har en ny målgruppe fået øjnene op for den irske øl gennem TikTok-trenden ‘Split the G’ og såkaldte Guinnfluencere.
Af: Signe Bækkelund
Guiness øl

Foto: Carlsberg

Har du også prøvet at få fingrene i en pint Guinness i løbet af den sidste måneds tid uden held?

Så er du bestemt ikke den eneste.

Carlsberg, som distribuerer Guinness i Danmark, har netop offentliggjort, at de er løbet tør for den mørke, irske stout.

De eneste steder, man kan være heldig at få en slurk af den mørke øl, er hos barer og restauranter, som endnu ikke har solgt ud af deres lager, og enkelte butikker, der har været de heldige modtagere af de sidste leveringer.

Sidste levering til bryggeriets kunder fandt sted i uge 8, og tørsten kan ikke slukkes lige foreløbig.

– Produktionen i Irland har svært ved at følge med den globale efterspørgsel, og der er fortsat begrænsninger i kapaciteten. Vi arbejder hårdt på at sikre en stabil forsyning, men vi forventer kun mindre leverancer fra starten af april. En fuld lageropbygning ser vi først ske i løbet af de kommende måneder, siger Pernille Gade Laursen, der er kommerciel chef for Guinness i Carlsberg, i en pressemeddelelse.

Det er ifølge bryggeriet især en global TikTok-trend med den 265 år gamle Guinness-øl i hovedrollen, der har været med til at give øllen et comeback.

Her prøver TikTok-brugere at drikke første tår af den mørke øl og stoppe præcist i midten af G’et i logoet på de ikoniske glas, Guinness-øllen serveres i.

Tidligere One Direction-medlem Niall Horan og popsanger Ed Sheeran er allerede hoppet med på trenden, som kaldes ‘Split the G’.

Også realitystjernen Kim Kardashian er blevet spottet med en Guinness-øl i hånden og kan altså føje titlen ‘Guinnfluencer’ til sit CV, som er betegnelsen for influencere, der er med til at promovere den mørke stout.

Ifølge Carlsberg har en ny målgruppe fået øjnene op for den irske øl gennem netop Guinnfluencere og trends som ‘Split the G.

Vi har oplevet en vækst i salget af Guinness, som vi ikke har set før. Sammenlignet med sidste år er volumen steget med hele 44 procent i 2024, og i barer og restauranter er stigningen på 70 procent. Guinness har fået fat i en helt ny målgruppe, hvor især unge og kvinder vælger øllen til, siger Pernille Gade Laursen.

Læs mere om:

Læs også