Gypsy Rose Blanchard har født. Og datoen markerer en særlig dag
Foto: Planet Photos/Ritzau Scanpix
Kort før nytåret blev amerikanske Gypsy Rose Blanchard mor for første gang.
28. december fødte den i dag 33-årige kvinde en velskabt datter, bekræfter Gypsy Rose Blanchards kæreste Ken Urker overfor det amerikanske medie TMZ.
Datteren har fået navnet Aurora Urker, røber kæresten.
- Aurora er sund, og vi er så glade, tilføjer Ken Urker.
Gypsy Rose Blanchard fødte datteren på en ganske særlig mærkedag: Den 28. december var det således præcis et år siden, at hun blev løsladt fra fængslet.
Her nåede hun at afsone syv år ud af en ti år lang fængselsdom, som hun fik for at have medvirket til at slå sin mor ihjel tilbage i 2015.
Den dengang 23-årige kvinde havde på bestialsk vis overtalt sin daværende kæreste til at stikke moderen ihjel i hjemmet i Springfield, Missouri.
Den opsigtsvækkende historie blev udrullet i den rystende HBO-dokumentar ”Mommy dead and dearest”, der fortæller historien om, hvordan Gypsy gennemgik utallige pinefulde undersøgelser, fordi moderen havde det sjældne lidelse Münchausens syndrom by proxy.
Foto: Nipi/Backgrid/Ritzau Scanpix
Syndromet betød, at moderen opdigtede sygdomme hos sin datter for selv at få anerkendelse og opmærksomhed. Efter flere års pinefulde undersøgelser og operationer opdagede Gypsy, at hun slet ikke var syg, og herefter overtalte hun sin daværende kæreste til at stikke moderen ihjel.
Gypsy Rose Blanchard fik 10 års fængsel for sin rolle i mordet, mens hendes daværende kæreste blev idømt livstid.
Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.