Her er 10 bud på en firkantet pakke under juletræet
Foto: PR & Unsplash
Drengeliv
Hvis du har en teenager eller et ungt menneske med til jul, kan du med fordel komme ”Drengestreger” af Kim Fupz Aakeson under juletræet. Novellesamlingen tager tråden op fra bogen ”Jeg begyndte sådan set bare at gå” fra 2011 og handler om drenge, der er for meget. For lidt. Velopdragne eller ubehøvlede. Kort sagt drenge i alle afskygninger og deres liv, når de gør alt lige fra at ridse biler til at tage en tur i Disneyland. I år har Kim Fupz Aakeson 40-års jubilæum som forfatter, og hans repertoire rummer mere end 100 billedbøger og en stor mængde ungdomsromaner, tegneserier og voksenromaner.
Kim Fupz Aakeson: Drengestreger. Gyldendal. 270 kr.
En særlig historie fra Vietnam
Hvad med at komme en stor slægtsroman under juletræet – og så endda fra Vietnam? ”Når bjergene synger” af vietnamesiske Nguyèn Phan Què Mai begynder i Hanoi i 1972, hvor amerikanske bomber falder over byen. Den 12-årige Huong må flygte i sikkerhed med sin bedstemor, men de er forskellige i krigen – for bedstemoren føles krigen velkendt, men for den 12-årige Huong er den ny, og hun må lære at holde sammen på en familie i et land i opløsning. ”Når bjergene synger” handler om to generationer af kvinder, men den er også en kærlighedserklæring til Vietnam, der som land har været igennem så meget.
Nguyén Phan Qué Mai: Når bjergene synger. Lindhardt og Ringhof. 300 kr.
En levende bog
Der er gang i den, når man læser ”Bogen der ABSOLUT ikke ville læses" med sine børn, børnebørn eller venners børn. Det er nemlig ikke en højtlæsningsbog, som man kender den, for her skal man som voksen også i spil. Bogen skal vendes og drejes, giver pludselig stød eller får lillebitte skrift, og det kan være lidt af en prøvelse som voksen at kaste sig ud i en læseoplevelse, hvor der bestemt ikke er noget, der hedder at læne sig tilbage. Til gengæld er børnene altid flade af grin, og bogen er også en oplagt julegave til det barn, der ellers kan have svært ved at sidde stille med en bog.
David Sundin: Bogen der ABSOLUT ikke ville læses. Gutkind. 150 kr.
Kvinder bag lås og slå
De fylder ikke meget i mediebilledet: Kvinderne i de danske fængsler. Men de er der! Og i Maria Hirses bog ”Kvinde værst” får man et hudløst portræt af det liv, der leves på kvindeafdelingerne i landets fængsler. Maria Hirse er tidligere blevet kåret til ”Miss Danmark" og lever et ret almindeligt liv, da hun en morgen i september 2020 bliver anholdt af to betjente og sigtet for hærværk, forsøg på røveri og for at have opfordret til vold mod en ekskæreste. Maria erkender sin skyld, og hun ender i fængsel i to år. Her ulmer volden lige under overfladen, hakkeordenen er svær at rykke på, og alt kan være et våben. ”Kvinde værst” er en brutal og ærlig bog, men den er simpelthen også så medrivende og giver et indblik i en del af Danmark, de færreste kender til.
Maria Hirse: Kvinde værst. People’s. 200 kr.
En gøglers fortælling
Skuespiller, komiker, gøgler, smadremand og cirkusdirektør! Søren Østergaard har haft mange hatte på i løbet af sin lange karriere, som han fortæller åbenhjertigt om i bogen “Så grin dog!”. En fortælling om at være både romantisk drømmer og et viljestærk menneske, om at drømme stort og ende med sit eget cirkus – inklusive verdens eneste cirkusvogn med varme i badeværelsesgulvet, kunst på væggene, et hus i Italien, en hund, der hedder Bob, og en hustru, der gør ham lykkelig. Om livets op- og nedture, om sygdom som følgesvend og livsvilkår. Og om at dele livet med så markante karakterer som Smadremanden, Bager-Jørgen og Målermanden – der i øvrigt også får ordet i bogen, hvor de fortæller deres uforbeholdne mening om direktøren for det hele. Bogen er skrevet i samarbejde med Søren Dahl.
Søren Østergaard og Søren Dahl: Så grin dog! Gyldendal. 300 kr.
En skæbnesvanger forvandling
Tænk at vågne en dag og være forvandlet til et ynkeligt kryb! Det er virkeligheden for Gregor Samsa i den ikoniske lille bog ”Forvandlingen" af Franz Kafka, som netop er udkommet i en ny, flot og (jule)rød udgave. Bogen er fra 1915, men den er alligevel en oplagt julegave til ham eller hende, der elsker at få rusket sin verdensopfattelse. Alt vendes nemlig op og ned i ”Forvandlingen”, når Gregor Samsa og hans familie skal omstille sig til den nye situation, hvor Samsa kravler på væggene, spiser fordærvet mad og sover under sengen. Det er både sjovt, utrolig tragisk og ikke mindst tankevækkende. Her får du med andre ord stor litteratur – og så endda til en rigtig fin pris.
Franz Kafka: Forvandlingen. Gyldendal. 150 kr.
Et ikke helt almindeligt forstadsliv
På en villavej i Virum lever Sara og hendes mand, Michael, sammen med deres to børn. De har en rimelig almindelig tilværelse, selv om Michael kan være både dominerende og manipulerende. Da han tager til en konference i USA om det ydre rum, begynder Saras liv at tilte lidt efter lidt. Dagene bliver mere og mere besynderlige, noget må være på vej, men det er ikke lige til at sige hvad. Samtidig kan Sara ikke få fat på Michael. Hvad foregår der egentlig? Da Sara begynder at undersøge Michaels gøren og laden op til afrejsen, ser hun pludselig sit ret klassiske forstadsliv i et nyt lys. ”Den sidste sol" af Christina Englund er lige dele forstadsdrama og thriller tilsat et skvæt konspirationsteori. Det er den perfekte gave til ham eller hende, der gerne vil læse noget af den nyeste (og bedste) danske litteratur.
Christina Englund: Den sidste sol. Lindhardt og Ringhof. 250 kr.
Mad, der gør glad
Findes der noget bedre end mad, der bare er dejligt at spise? Den såkaldte comfort food er omdrejningspunktet i madelskeren Yotam Ottolenghis nye kogebog med navnet ”Ottolenghi Comfort – Mad, der gør dig glad”. Bogen er en hyldest til lækker, hjemmelavet mad og de minder, vi knytter til det, vi spiser. Mon ikke du husker barndommens mad? Eller maden, du lavede med din første kæreste? I den nye kogebog opgraderes hverdagens mad til et nyt niveau, og samtidig er den nem at lave. ”Ottolenghi Comfort – Mad, der gør dig glad” er den oplagte julegave til ham eller hende, der sætter pris på en inspirerende kogebog. Og som du måske endda gerne vil have flere (mad) minder med.
Yotam Ottolenghi, Helen Goh, Verena Lochmuller og Tara Wigley: Ottolenghi Comfort – Mad, der gør dig glad. Lindhardt og Ringhof. 370 kr.
Et farligt Lolland
Der er spænding for alle pengene i Tonny Vorms seneste historiske krimi "De navnløse": Bogen finder sted i 1897 på Lolland, der hærges af både gårdbrande og spædbørnsdrab. En dag dukker endnu et lig af et nyfødt barn op i en sø, og nu beslutter Georg Rosenkrantz sig for at opklare sagen – og snart får han hjælp af Karen Sjællænder, der som tidligere sexarbejder kender det hårde miljø i havnebyen tæt på søen indefra. ”De navnløse” er en hæsblæsende og dirrende fortælling om drab og magt, ja, men det er også en fortælling om samfundets skel og om, hvor langt man vil gå i den gode sags tjeneste. I sidste ende må efterforsker Georg nemlig spørge sig selv: Vil jeg opgive mit liv på samfundets top for at ændre på forholdene i samfundets bund?
Tonny Vorm: De navnløse. Gutkind, 300 kr.
Det usynlige magtspil
I Mikkel Blaabjergs thriller ”Den 6. magt" har Theis Kirkeby en hemmelig plan. Han arbejder nemlig på et fingeret terrorangreb, der kan omstyrte magten ved næste folketingsvalg. Egentlig er Theis Kirkeby filmproducer, reklamemand og rådgiver for statsministeren – men så er han også virkelig træt af hele tiden at arbejde på andres nåde. Derfor er han nu parat til at angribe demokratiet og gøre skade på hele det danske samfund og ikke mindst de mennesker, han er tæt på. Ingen kender Theis Kirkebys planer, før en journalist kommer på sporet af ham. Man kan hun nå at afsløre hans planer, inden det er for sent? "Den 6. magt" er oplagt spænding at komme under juletræet!
Mikkel Blaabjerg: Den 6. magt. People's. 280 kr.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 48/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version