Hun voksede op med sin mors version af historien. Så hørte hun sin fars, og hendes hjerne eksploderede

Klokken 09:00 sidder jeg helt klar ved computeren. Spændt. Meget spændt. Både fordi jeg ser op til Claudia Durastantis forfatterskab, hendes sprøde, nøgterne og – for mig – ret nye måde at skrive autofiktion på. Og så har hun – blandt utroligt meget andet – portrætteret Nick Cave i Rolling Stone Magazine.

Med andre ord har hun altså på nordjysk et stille og roligt cv, der bliver toppet med, at hun har skrevet en af de bedste bøger, jeg har læst i år, nemlig romanen med den danske titel ‘Fremmede jeg kender’.

Alt det til side bunder nerverne nok allermest i, at interviewet skal foregå på engelsk. Og det er ikke min spidskompetence. Kommer det til at blive akavet? Kan jeg gøre mig forståelig? Spørgsmålene står i kø.

Hun er italiener, jeg er dansker, og der er ingen vej udenom.

Men på slaget 09:00 skriver Claudia Durastanti en besked. Hun er forsinket – kan vi gøre det om et kvarter i stedet for?

Naturligvis, men nissen på min skulder, der gør mig selvbevidst og forlegen på forhånd over min sproglige formåen og de potentielle misforståelser, der ligger forude, vokser.

Efter et kvarter rykker hun Zoom-opkaldet igen. Og igen. “It’s been a long night – grazie,” skriver hun. Mine nerver er efterhånden flossede. Er det tilmed en diva, der sidder i den anden ende?

Klokken 10:00 præcis lykkes det. Claudia Durastanti toner frem på min skærm.

Hendes smil får mine nerver til samle sig igen på et øjeblik. Der er nul diva-vibes fra forfatteren, som i dette nu taler på en forbindelse fra et skrive-retreat i Sydspanien.

“Jeg kunne virkelig ikke sove i nat, så den her ekstra time var guld værd. Tak,” siger hun med en kop kaffe og søvndrukne øjne.

“Det er første gang, jeg er på et skriveophold uden en deadline. Hvor jeg bare skriver for at skrive,” siger hun på et engelsk, der afslører, at hun har frekventeret Brooklyn og resten af New York en hel del siden sin tidlige barndom.

Hendes mormor og morfar emigrerede nemlig til USA, da hendes mor, som er døv, var teenager, vel at mærke uden hende, fordi de mente, hun havde godt af at komme på kostskole.

For Claudia Durastanti betød det, at hun de fleste somre fløj tværs over Atlanten med sin mor og sin bror for at holde sommerferie i New York.

Det virker jo sådan set banalt. At udtrykke ord gennem lyd er naturligvis bare én ud af mange forskellige måder at udtrykke sig på. Undervejs gennem interviewet kommer jeg også til kort.

Mit engelske strækker sig kun så langt, og jeg kan mærke, hvordan visse refleksioner, perspektiveringer og forsøg på at være sjov mislykkes, hvilket fremkalder en selvbevidsthed, der uundgåeligt er ubehagelig.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dén følelse er en evig følgesvend, når man er døv.

Følelsen af ikke at kunne udtrykke sig fyldestgørende eller at være i stand til at få andre til at forstå, hvad man egentlig mener, eller hvordan man egentlig har det?

Det er netop den barriere og den følelse, som Claudia Durastantis seneste roman handler om. Den selvbiografiske ‘Fremmede jeg kender’ handler i høj grad om forfatterens forældre, der begge – blandt meget andet – er døve.

Både moren og faren har været kreative sjæle, der har levet et turbulent liv. Deres ulykkelighed og frustration nærmest lyste ud af dem.

De var rastløse, og de kæmpede begge med psykisk sygdom. Alt det tilsammen fik kærligheden til at briste mellem dem.

Moren brugte Claudia Durastanti som sin nærmeste fortrolige, fra hun var helt lille, og på et tidspunkt kidnappede faren hende for at statuere et eksempel over for moren.

Det er blot nogle nedslag i den italienske forfatters opvækst, og hun forklarer, at romanen ‘Fremmede jeg kender’ på en måde har været undervejs hele hendes liv.

Men der er noget med, at det lige skal gå op for en, at man faktisk har haft en usædvanlig barndom, før man kan skrive om den.

Børn tilpasser sig de mest utrolige ting, så det er deres gradvise møder med omverdenen. Og at man i øvrigt skal være det helt rigtige sted i sit liv, før det giver mening at se sig tilbage og tilmed skrive om det.

“Når du er så viklet ind i noget, om så det er en by eller en familie, så bliver selv de mest usædvanlige omstændigheder banaliteter for dig,” siger Claudia Durastanti og forklarer, at man ikke skriver om det træ, man kigger på hver evig eneste dag, fordi det står lige udenfor ens vindue.

Ens familie er i årevis ens blinde vinkel, og det var først, da Claudia Durastanti var 34 år, at hun begyndte at kunne se konturerne af en roman for sig. Hun blev nysgerrig på, hvem hendes mor egentlig var. Hvad for en kvinde var hun, hvis man tog moderskabet ud af ligningen?

Hendes alder gjorde, at hun trods alt var så gammel, at 20’ernes raseri og stærke følelser havde lagt sig, men hun var stadig en datter, der kunne skrive et brev til sin mor. Hun var heller ikke ‘så gammel’, at hun selv var gledet over i en moderrolle.

“Det gik op for mig, at min familie bestod af døve outcasts,” siger hun og forklarer, at det var den historie, hun gerne ville skrive frem. Naturligvis med afsæt i forældrenes historie – og det uden, at hun selv og hendes følelser skulle gøres til epicentret for fortællingen.

Noget, der ellers efterhånden er ret sjældent i autofiktionen, hvor blikket generelt centrerer omkring fortællerens navle og følelser.

Ens erindring er ofte en selv mest nådig. Den er på én gang elastisk og upålidelig. Mere eller mindre ubevidst finder vi på det narrativ, som vi synes mest om.

Tænk på, hvor mange autobiografiske bøger, der har skabt så meget furore i en familie, at det er endt med et brud.

Claudia Durastanti ville så vidt muligt gerne have mellemregningerne og de forskellige perspektiver med.

For eksempel sagde hendes mor, at hun reddede hendes far fra at hoppe ud fra en bro og begå selvmord i Trastevere i Rom.

Faren sagde imidlertid, at han havde reddet moren fra et overfald. Begge snakkede de om deres allerførste møde med hinanden.

Da hun fandt ud af, at de historier eksisterede side om side med hinanden, eksploderede hendes hjerne.

Hun var nemlig kun vokset op med sin mors version af historien. Da forældrene blev skilt, flyttede moren på landet med hende og hendes bror. Nærmere præcist landsbyen Basilicata i det sydlige Italien.

“Min mor havde ikke nogen venner i byen, så jeg var hendes vidne, hendes fortrolige, selvom jeg var seks år. Jeg var en levende båndoptager,” siger Claudia Durastanti og forklarer, at det var en helt anden sag med hendes far.

“Min far er mere en mand af handling end af ord, så da han fortalte mig sin side af historien, kom det totalt bag på mig. Det var det modsatte af, hvad jeg havde troet hele mit liv. Det var lidt den samme følelse, som når det går op for en, at Julemanden ikke findes.”

Hun forklarer, at mødre for de fleste børn er en nærmest bibelsk figur, når de vokser op.

Men på et tidspunkt går det altså op for en, at mødre også bare er mennesker fulde af fejl, mangler, sorger og glæder.

Og det virker måske åbenlyst, at to personer med ret stor sandsynlighed husker en specifik episode med forskellige detaljer.

Ikke desto mindre giver det faktum anledning til at stille spørgsmålet: Hvor ‘hårde’ skal vi være i autofiktionen? Hvor meget suppe og sympati kan vi tillade os at koge på vores egne minder?

“Jeg deler ikke nødvendigvis idéen om, at når man skriver om traumer, så skal man bare være ligeglad med, hvad ens familie tænker. Jeg synes, oprigtighed er det allervigtigste, og det tror jeg ikke, man udelukkende kan opnå ved at være ligeglad med den andens følelser og perspektiver. Sommetider føler jeg lidt, at folk læser en autobiografi på samme måde, som de læser true crime. Det er din smerte, men det er også andres smerte, og der er ingen grund til at være ‘bloody’,” siger Claudia Durastanti.

“Hvis man skriver med oprigtighed for øje, skal man have respekt for, at der findes forskellige perspektiver i en historie. Og det er faktisk også en lettelse ikke at centrere alt omkring sig selv.”

Claudia Durastantis ‘Fremmede jeg kender’ er en bog om klasse, om fysiske handicap, om mentale lidelser, om migration, om forskellige forventninger til drenge og piger, om forskellen på by og land.

Med andre ord en smeltedigel af nogle af tidens – og livets – største og vigtigste emner.

Ambitionen var, at bogen ikke kun skulle handle om en familie, men at den skulle løfte sig op og være relevant på et samfundsmæssigt plan.

Hun tøver lidt, da hun siger det, bange for, om det lyder kynisk, men det gode ved hendes forældres handicap er, at det har gjort hende til et politisk menneske.

Og gennem udforskningen af sine forældres historie, gik det op for forfatteren, at deres døvhed på mange måder har været en sekundær del af deres liv – modsat af, hvad mange nok ville tro.

“Det er nemmere at sige, at de er døve, end at de er direkte skøre,” siger Claudia Durastanti og forklarer, at selvom vi har brudt mange tabuer – eller i hvert fald forsøgt – de senere år, så er der stadigvæk et hierarki i de forskellige handicap og sygdomme.

Hendes forældre var både døve, kæmpede med psykisk sårbarhed, og når de i perioder boede i USA, var de tilmed ‘fremmede’. Men i realiteten er vi alle sammen fremmed på et eller andet tidspunkt i løbet af livet. Eller blot en dag.

Da dette interview begyndte, var vi eksempelvis to fremmede på hver sin side af en skærm, der skulle prøve at mønstre en meningsfuld samtale.

“Jeg tror, at det, jeg prøver at sige, er, at hvis du tænker på, at det at være en fremmed er en del af at være et menneske, så kan man måske også tillade sig selv at være mindre bange for det,” siger Claudia Durastanti og refererer til James Baldwin, der engang har sagt om racisme, at der lige bag hadet er et oprigtigt øjeblik af frygt.

“Da mine onkler i USA stemte på Donald Trump for første gang, var det endnu et chokerende øjeblik for mig,” fortæller hun. Men man er nødt til at have en velvilje til at forstå alle de fremmede. Både følelserne og menneskene.

Durastanti har imidlertid skrevet om alle de emner uden at miste sin familie i svinget. Hendes far har godt nok ikke læst hendes roman, mens hendes mor fandt den underholdende, hvilket var tæt på ‘euforisk’ for Durastanti.

Hvornår opdagede du egentlig, at dine forældre ikke var ligesom alle andre? At de var døve?

“Det er sjovt, for jeg har ikke tænkt over det, før der var en blandt publikum på en bogturné i Spanien i 2022, der spurgte mig om det. Og jeg svarede, at det var, da der var en, der fortalte mig det,” siger Claudia Durastanti.

Det var altså først, da der var en udenfor hendes familie, der sagde, at hendes forældre var døve, at hun gik ud i verden med en bevidsthed om, at hendes forældre var ‘ukonventionelle talere’, at de var anderledes.

Indtil da havde de bare – ganske umærkeligt – haft deres eget sprog at kommunikere på.

“Min mor har lært mig at tale og læse, selvom hun er døv, og jeg tror, at hun har gjort mig virkelig multisproget. Hun talte italiensk, hun brugte ikke tegnsprog, men talte også lidt engelsk. Jeg var bare omringet af det her meget polyfoniske og kaotiske lingvistiske miljø,” siger Claudia Durastanti.

Hendes barndomshjem var altså rent ud sagt fuld af larm, og det stod i skarp kontrast til, hvad folk omkring hende troede. De troede, at hun voksede op i en stille verden, der var sat på mute. Og det kunne ikke være mere forkert.

“Min mor er en ‘snakker’, det er min far egentlig ikke, til gengæld har han den her typiske ‘døv mand’-stemme, hvor lydene er meget gutturale og grotte-agtige. Altså, det larmer meget, når han taler. Så for mig var det virkelig sjovt, at folk i byen kaldte min mor ‘den stumme’. I wish, haha,” forklarer forfatteren, der faktisk opfattede sine venners hjem som ‘de stille’.

De fleste af dem var helt almindelige middelklassehjem, hvor tv’et ofte var centrum, og kommunikationen ikke fyldte særlig meget. Som barn forsøgte Durastanti konstant at gøre sine forældre opmærksomme på lyde, at oversætte dem og indvie dem i verden omkring dem.

Hun forklarer, at hun således altid har gestikuleret meget, talt meget med hænderne, og da hun boede i England, sagde folk, at det var, fordi hun var italiener. Og det er måske også rigtigt. Men hun er i tillæg også datter af en døv italiensk kvinde.

Har været nødt til at gøre sig forståelig på flere forskellige planer hele sit liv. Den fysiske kommunikation har været ekstremt væsentlig i hendes barndomshjem.

Der skal måske ikke den store freudianske analyse til for at nå frem til, hvorfor Claudia Durastanti endte med det professionelle erhverv som oversætter. Sproget, og det at gøre sig forståelig, har været og er stadigvæk den indre motor, også i hendes forfatterskab.

Hun ville gerne gøre op med den måde, som folk perciperer døve på. Hvis man læser hendes bog, så lykkes hun med det. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg efter det her interview er forvisset om, at døve mennesker formentlig er en hel del bedre til at gøre sig forståelige, end jeg er.