Popkultur
22. november 2024

Husker du bananen med gaffatape? Nu er kunstværket solgt for et astronomisk beløb

Muligvis et af verdens dyreste stykker frugt.
Af: Thea Rytter
File - A woman looks at artist Maurizio Cattelan's piece of art "Comedian" during an auction preview at Sotheby's in New York, Monday, Nov. 11, 2024. (AP Photo/Eduardo Munoz Alvarez, File)

Foto: Eduardo Munoz Alvarez/AP/Ritzau Scanpix

Den italienske billedkunstner Maurizio Cattelan skabte stor furore i kunstverdenen, da han i 2019 tapede en banan til væggen under Art Basel i Miami og kaldte værket for ’Comedian’.

Bananen gik hurtigt viralt og satte gang i en heftig debat om, hvad der egentlig kan betegnes som kunst.

Onsdag vendte bananen så tilbage i rampelyset, da den blev solgt på auktionshuset Sotheby’s i New York. Og prisen? Den nette sum af 6,2 millioner dollars – altså knap 44 millioner danske kroner.

Den nye ejer er den kinesiske kryptovaluta-entreprenør Justin Sun, som overgik de øvrige seks bydere, der også prøvede at få fingrene i værket ’Comedian’. Ifølge BBC har Sun udtalt, at han i de kommende dage planlægger at spise bananen som en del af sin ”unikke, kunstneriske oplevelse.”

Det er dog ikke første gang, at bananen er blevet fortæret. I 2023 på Leeum Kunstmuseum i Seoul, tog en sydkoreansk studerende sagen i egne hænder, da han, sulten efter at have sprunget morgenmaden over, gav sig i kast med værket.

Installationen leveres med instruktioner til, hvordan man udskifter bananen, når den begynder at rådne, så værket kan bevares intakt.

Læs mere om:

Læs også