“Inshallah!” sagde pæredanske Birthe på 70+ til sin veninde – og det er kun godt for det danske sprog

De nøgne kroppe damper. Kvinder og piger i alle aldre sænker skuldrene og bliver gennemstrømmet af saunaens varme i svømmehallen på Frederiksberg. På forreste række sidder to veninder i deres bedste alder.

Lad os kalde dem Birthe og Bente. Begge er de nok på den gode side af 75 år. Deres sølvgrå hår er sat nydeligt op med klemmer. De snakker og griner.

– Vi ses i næste uge, Birthe, siger Bente og rejser sig for at gå ud i omklædningsrummet, mens hun vinker.

– Det gør vi! Inshallah, som man siger, svarer Birthe sin veninde.

Lige præcis det scenarie udspillede sig i går eftermiddags. Jeg var selv en af de dampende kroppe i saunaen. Og ordudvekslingen mellem de to veninder falder meget pudsigt sammen med, at Birthes hilsen har vakt en del debat.

7. marts blev Den Danske Ordbog beriget med 351 nye ord. Heriblandt alt fra ‘dåsebajer’ til ‘OMG’ og ‘klimabistand’. Ikke overraskende er der flere engelske gloser, der har fundet vej til retskrivningssiderne, men der er også et arabisk ord iblandt. Netop det ord, som Birthe sendte af sted til sin veninde.

‘Inshallah’, der direkte oversat til dansk betyder “om Gud vil”, og som af muslimer historisk er blevet brugt til at udtrykke et håb, et ønske eller en forventning. Altså et ord, der i sagens natur udtrykker en kærlig hilsen.

Men optagelsen af ‘inshallah’ i Den Danske Ordbog har fået flere til at skumme. Blandt andre Peter Skaarup, gruppeformand for Danmarksdemokraterne, der fandt vej til tasterne for at udtrykke sin frustration.

På det sociale medie X skriver han: “‘Inshallah’ er simpelthen blevet optaget i den danske ordbog. Tænk sig, at vi er nået dertil.”

Han er bange for, hvad der skal blive af det danske sprog, udtalte han denne tirsdag morgen i P1. At det er en glidebane, en yderligere islamisering af vores samfund.

Men er det virkelig en glidebane, at vi kontinuerligt udvider ordbogen med de ord, vi som befolkning rent faktisk bruger, når vi taler?

Forsker og professor i sprogpolitik på Københavns Universitet, Janus Mortensen, medvirkede tidligere på året i episoden ‘Mothersmål’ i nyhedspodcasten ‘Genstart’. Udsendelsen handlede om den store indoptagning af engelske ord og vendinger i det danske hverdagssprog.

Her manede professoren imidlertid til besindighed i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt alle de engelske gloser kommer til at erodere vores danske modersmål. Han syntes hellere, vi skulle tænke det som, at vores sprog blev beriget og udvidet, snarere end indskrænket, når der kom nye ord til.

Og hvis pæredanske Birthe på 70 plus bruger ‘inshallah’ som det mest naturlige i en kærlig hilsen til sin veninde i en sauna på Frederiksberg, hvad er det så egentlig, Peter Skaarup er så bange for? Vi må konstatere, at det langt fra er første gang, vi har taget fremmedord til os.

Min bedstefar har fortalt mig, at hans forældres generation reagerede med frygt og foragt, da jazzmusikken fra det afroamerikanske USA bragede ud fra ungdommens grammofonafspillere. Det var uskøn larm.

Hvis vi spoler frem til i dag, virker det ikke til, at hverken ordet ‘jazz’ eller den musik, der har fulgt med genrebetegnelsen, støder nogen.

Men forandring kan unægteligt være en svær størrelse, og jeg forklejner ikke Peter Skaarups frygt for en islamisering af samfundet. Jeg har bare svært ved at tro på, at der bliver skubbet på en negativ udvikling, hvis vi af og til hilser på hinanden med et ‘inshallah’ med ordbogen i ryggen. Tværtimod.

Sproget udvikler sig. Heldigvis for det. For nye ord og vendinger giver sproget nuancer, og de kan være med til at udvide vores horisont, vores forståelse for andre kulturer og ikke mindst vores evne til at beskrive det, vi oplever, tænker og føler.

Se alle de 351 nye ord her.