Jeg kan ikke huske, at ‘pigethed’ nogensinde har været i så høj kurs, som det er lige nu

I weekenden inviterede jeg 25 piger til feprinsessefest i min gård. Der var similisten, midlertidige sommerfugletatoveringer som røvgevir og meget korte nederdele. Og ingen skammede sig over det.

Tanken om, at det kunne være skamfuldt, har nok strejfet mig, fordi sandheden er, at jeg engang rent faktisk ville have skammet mig over at gå all in på glimmer. Jeg har da i hvert fald en lang historik med at afvise min egen (og andres) femininitet.

Det havde jeg jo lært af alt fra popkultur til politik, var den eneste måde, man kunne blive taget seriøst på. Inden en eksamen i folkeskolen, blev vi for eksempel pænt bedt om at overveje vores tøjvalg, hvis vi gerne ville være sikre på at blive taget alvorligt af censor.

Men nu er det endelig blevet både moderne og acceptabelt at omfavne sin indre pige. Og jeg kan med mine 22 år ikke huske, at ‘pigethed’ nogensinde har været i så høj kurs, som det er lige nu. Det giver mig håbet om, at vi måske endelig er helt færdige med at devaluere femininitet. Jeg vil i hvert fald meget gerne holde sleepover med mine veninder og gå i røde ballerinasko.

Engang var det ellers virkelig vigtigt for mig ikke at være som ‘alle de andre’ piger. Jeg boykottede alt fra makeup til ’Hannah Montana’ i et desperat forsøg på ikke at fremstå overfladisk. Desuden føltes det mere respektabelt hverken at være for dramatisk eller for sensitiv, og jeg tog kraftigt afstand fra alt, hvad der faldt i kategorien ’piget’. Jeg synes, at det feminine virkede dumt, naivt og rimeligt fjollet.

I stedet ville jeg hellere spille fodbold og gå i lange bukser – det vil jeg sådan set stadigvæk gerne, nu behøver det bare ikke længere være på bekostning af min lyst til også at have glimmereyeliner på i byen. Det er jo ikke enten eller.

I dag ser jeg det pigede udtryk overalt. Jeg ser det i det køkken, som min veninde lige har malet pink. I diamantnøgleringe og i venindefælleskaber, som virkelig dyrkes. Jeg ser det både på klubben og på kontoret. Og der er virkelig noget frigørende i at give efter for den meget lyserøde længsel, jeg har indeni. For den er hverken dum, naiv eller fjollet.

Særligt på internettet og i popkulturen fylder den pigede energi. For eksempel bliver udtrykket ‘I’m just a girl’ flittigt brugt til at gøre grin med ideen om, at pigethed skulle være useriøst og uintelligent. Sidste år var det Greta Gerwigs Barbie-film, som definerede sommerens æstetik. Denne sommer er det Charli XCX, som giver et lidt mere kantet bud med albummet ‘Brat’. Det nyeste skud på stammen er ‘demure’-trenden, som er eksploderet den seneste uges tid. Vi lever virkelig i mikrotendensernes tid.

Fælles for disse tendenser er, at de omfavner forskellige aspekter af femininitet. Men de virker også lidt som en form for rettesnor, der dikterer, hvad femininitet nu skal være. Det rejser spørgsmålet: Er hyldesten og accepten i høj grad bundet op på kortvarige æstetikker? Det håber jeg virkelig ikke. Så får jeg i hvert fald et stort problem med at afsætte alle de similisten, jeg har liggende hjemme i skuffen.

Den stigende accept af feminitet er heldigvis også en del af en større samfundstendens. Forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt har blandt andet taget et kæmpe opgør med fortællingen om, at det feminine udtryk skulle have nogen form for indflydelse på din intelligens. Og hun er bestemt ikke alene om at bane for vejen for alle os, som bare gerne vil have det lidt lyserødt nogle gange.

Uanset om femininitet blot er en trend eller ej, så jeg for evigt færdig med at synes, at det er pinligt at være pige. Og jeg synes helt ærligt også, at vi burde være færdige med at prøve at diktere, hvordan man er feminin på den helt rigtige måde.

Det må være op til den enkelte.