Kan drømmen om en ranch i Montana udleves på en mark i Holland?

Indrømmet. Den primære grund til, at jeg ser den soapede westernserie Yellowstone, er, fordi jeg går med en hemmelig drøm om at flytte til Montana.

Du ved, vågne op på en ranch i det vilde naturlandskab, sætte mig ud på verandaen med en kop kaffe og se solen stå op i horisonten hver morgen. Det gode, simple (?) liv.

Men ville jeg overhovedet have, hvad der skulle til, for at blive en god cowboy?

Det fik jeg mulighed for at teste, da SkyShowtime, som er streamingtjenesten bag Yellowstone, inviterede mig på en såkaldt cowboy camp tidligere på måneden. I Holland af alle steder.

Howdy, Holland!

Jeg var en anelse skeptisk ved tanken, for som bekendt er Holland jo ca. lige så fladt og bjergfattigt som Danmark, og nok er Amsterdam en cool by, men meget Montana er der immervæk ikke over den.

Nu er jeg dog ikke typen, der giver op, før jeg kommer i gang, så når nogen siger cowboy camp, så skal jeg nok tage hat, støvler og jakke på, så jeg matcher konceptet.

Og der var da også gjort alt for at skabe cowboy-stemning i bedste

Yellowstone

-ånd med BBQ på verandaen, dyreskind og tæpper i ægte ranch-stil og hestefolde så langt øjet rakte.

I øvrigt lod jeg mig fortælle, at skuespillerne fra Yellowstone også havde været på en lignende cowboy camp som forberedelse til rollerne.

Taylor Sheridan, som er manden bag serien, ejer selv alle kvæg og heste, der bliver brugt i serien, og han gider ikke sådan noget ”laden som om”. Skuespillerne skulle derfor lære at ride ordentligt, fange kvæg med lasso og generelt tilpasse sig det ægte ranch-liv.

Jeg har min hest, jeg har min lasso

Og netop det her med at fange kvæg var også et element, vi – og her mener jeg undertegnede og mit hold af wannabe-cowboy-journalister – fik lov til at teste sværhedsgraden af på ranchen i Holland.

Dog skulle vi fange store Y-formede træfigurer i stedte for ægte kvæg (øv), og vi stod med cowboystøvlerne solidt plantet på jorden i stedet for at sidde på en hest (dobbelt-øv).

Tricket til en god fangst med lasso ligger i håndleddet, skulle jeg hilse og sige, tilført rigelige mængder swung. Ikke noget med at stå der og svinge halvhjertet med rebet. Man skal føle, hvordan kvæget (læs: Det store Yellowstone-Y) trækker så meget i én, at man til sidst ikke kan andet end at give slip, imens rebet flyver i høj fart over ens hoved og fremad.

Jeg klarede mig hæderligt, vil jeg vurdere. Kevin Costner ville have godkendt det.

Hestehviskeren Beau

Foruden at have styr på lassoen (tjek!), er et vigtigt element som cowboy naturligvis at kunne håndtere en hest.

Jeg er ikke – og har aldrig været – en hestepige. Men min mormor og morfar havde engang en hest på deres gård, som jeg red på sammen med mine fætre og kusiner. Hestens udfordring var dog, at den led af astma (ærgerlig sygdom, når man står i hø til halsen), og derfor kunne den ikke løbe mere end 50 meter uden at begynde at hoste.

Hvorom alting er, så har jeg ikke redet på en hest siden 1994. Og desværre må jeg meddele, at det har jeg stadig ikke efter at have været på cowboy camp.

Og nu skal I ikke tro, at det var, fordi jeg ikke turde, eller blev smidt af, inden hesten havde taget to skridt. Vi fik ganske enkelt ikke lov til at ride på de heste, der ellers var linet flot op på ranchen.

Ikke at det decideret overraskede mig. Jeg har selv arbejdet for en stor, amerikansk virksomhed som SkyShowtime en gang, og hvis der noget, de ikke kan have siddende på sig, så er det, at nogle kluntede skrivebordsnussere fra Skandinavien ryger af en hest til et presse-event.

Så den heste-action, det kunne blive til, var – igen – med cowboystøvlerne plantet på jorden. Vi fik dog lov til at prøve at få en hest til at gå, stå og løbe. Uh, hvor svært kan det være, tænker I. Og her må jeg bare sige: Svært.

For heste er byttedyr. Og når der står et dumt rovdyr (læs: menneske) foran dem, som de tilmed ikke kender, er de konstant på vagt. De reagerer 100% på kropssprog og er en slags spejl på dig selv.

Det var i hvert fald, hvad den kyndige Robert Redford-lignende hestehvisker af en cowboy, Beau, fortalte os på ranchen. Beau skulle hjælpe os med hestene og havde selvfølgelig selv boet mange år på en ranch i Texas. Han vidste derfor, hvad han talte om.

Efter nogle mere eller mindre vellykkede forsøg på at få hestene til at makke ret, måtte vi erkende, at det nok var meget godt, vi ikke var blevet smidt op på ryggen af dem alligevel.

Dygtige skuespillere, inkompetente journalister

Beau fortalte mig, at han kendte ham, der havde lært skuespillerne op i Yellowstone-serien, og at han var meget imponeret over, hvor virkelighedsnære scenerne med diverse kvægfangster, rodeo og heste var. Hvis ikke han vidste bedre, ville han tro, skuespillerne var ægte cowboys.

Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var en slet skjult reference til, hvor inkompetente vi journalister var til sammenligning. Men igen, hvad kan man forlange af os, når kulissen er en pløjemark lige udenfor Amsterdam, og Kevin Costner er nowhere to be seen?

Konklusionen på cowboy camp'ens strabadser er derfor nok, at jeg ikke er helt klar til ranch-livet endnu. Men drømmen om Montana lever videre.

Yellowstone vender tilbage på SkyShowtime 14. november med nye episoder af 5. sæson.

SkyShowtime har inviteret journalist Signe Bjørg Granberg til Amsterdam for at deltage i cowboy camp'en.