Popkultur
31. oktober 2024

Kendte kvinder har fået nok: "Min sikkerhed er i fare"

En ny tendens blandt kvindelige stjerner sætter fokus på grænser for privatlivet - og udfordrer samtidigt vores forventninger til kendte.
Af: Kamilla Kilias
Sydney Sweeney

Foto: Xavier Collin/Image Press Agency

Forestil dig, at du aldrig kan være helt alene – ikke engang derhjemme.

At der altid er nogen, som holder øje med dig, skriger dit navn og forlanger noget af dig.

Uden for din dør står en paparazzo klar med sit kamera, og når du går på gaden, forventes det, at du smiler, poserer og tager dig tid til fans.

For mange kendte er det en del af jobbet. "Sådan er det at være kendt," har man ofte hørt.

Men nu begynder flere kvindelige stjerner at sige fra.

Skuespiller Sydney Sweeney, kendt fra ‘Euphoria’ og ‘White Lotus’, har for nylig delt sine oplevelser med paparazzier og fortalt, hvordan hendes hjem ikke længere er en tryg base, men i stedet er blevet en scene for andres behov.

- Når de billeder (paparazzi-billeder red.) bliver publiceret, så er min sikkerhed i fare. Alle vil vide, hvor jeg befinder mig. (…) Det bliver en rundvisning i min forhave, siger hun til Glamour.

Sweeney kræver derfor - i kor med andre stjerner som Chappel Roan - tydeligere grænser for fans og medier.

- Hvis du som kvinde ikke altid er tilgængelig og smiler, så falder der kommentarer om, at du er vred og uhøflig. Kvinder er ofte ansvarlige for den gode stemning, og det er det, de kendte kvinder siger fra overfor nu. De skylder ikke nogen at være glade, kramme og posere for billeder hele tiden, siger journalist Signe Larsen i ugens femina update.

Selvom der i mange år har været en opfattelse af, at stjerner “selv beder om det" ved at være i rampelyset, er der alligevel opstået en ny forståelse for kendtes ønske om privatliv.

Især blandt Generation Z, der er kendt for at sætte grænser, er det blevet mere accepteret at sige fra.

- Det er særligt yngre kvinder, der siger fra. Der er en anden bevidsthed og et andet sprog for det, end der tidligere har været, forklarer Signe og tilføjer, at det hænger sammen med, at de har set, hvordan tidligere kvindelige kendte som Britney Spears og prinsesse Diana, har været ofre for en brutal mediekultur og lidt under det.

Men hvad betyder den nye tendens for vores forhold til de idoliseret kendte?

Hvilke forventninger, kan vi tillade os at have til dem, og hvad sker der, når de ikke længere står til rådighed 24/7?

Det taler vi om i ugens afsnit af podcast femina update, som du kan lytte til lige her.

Kvindelige kendte har fået nok

Kvindelige kendte har fået nok

Femina update | 32 min


Du kan også lytte eller genlytte andre afsnit af podcasten her.

Læs mere om:

Læs også