Lea "Burger" bryder tavsheden efter tab: Vores livs største krise og sorg
Foto: Hanne Juul
Siden den 3. november har livet stået stille for Lea "Burger" Engelhardt Jakobsen, hvor hun og kæresten Mark mistede deres nyfødte søn.
"Burger" kender du måske fra "Familien fra Bryggen", hvor hun som bekendt er Stephanie "Geggo" Salvarlis bedste veninde. De to følger hinanden i tykt og tyndt, og også Geggo har været knust over venindens tab.
For første gang, siden den tragiske nyhed kom ud, bryder Lea tavsheden.
Det gør hun i et opslag på sin Instagram-profil, som i den grad får tårerne til at trille.
- Vi blev forældre, vi er en familie, og her er vi alle tre. Lige som det burde være, indleder Lea sit opslag, som er et billede af hende, kæresten Mark og deres afdøde søn skjult af en hjerte-emoji.
- Vi nåede aldrig at lære ham at kende, alligevel kender vi ham. Jeg bar ham i ni måneder, alt imens hans far kyssede maven i alle ni måneder og fortalte, hvor meget han glædede sig til at have ham i sine arme, fortsætter hun.
Foto: Mikael Rieck
- Jeg fødte ham, og mærkede ham og fra dét sekund, var vi forældre. Det er uanset hvad det smukkeste, vi har oplevet. Nu forstår vi følelsen af at se sit barn for første gang. Han er vores SØN, og vi vil ALTID være hans forældre. Vi vil ALTID elske ham højere end livet, og hvis vi kunne, ville vi give ham HELE verden. Han fortjente livet, og livet fortjente ham.
Vores livs største sorg
Man behøver ikke læse mange af opslagets linjer, før man mærker den smerte, som har været Lea og Marks virkelighed siden den 3. november.
Lea beskriver det fuldstændig, som det er.
- Vi har fået verdens fineste dreng, guderne skal vide, at vi ALDRIG har set noget så smukt og perfekt. Vi er så stolte af ham. Vi har lavet noget så smukt og perfekt! Store, perfekte, smukke, dejlige dreng, skriver hun og fortsætter:
- Vi er et forældrepar midt i vores livs største krise og vores livs største sorg. Der er ingen ord, der kan beskrive, hvordan vi har det. Vi har det, som man har det, når man skal leve videre uden sit barn.
Tak til vores mennesker
Midt i den største sorg, et menneske kan være i, har Lea og Mark dog også oplevet, hvor meget det betyder, at have venner og familie, som elsker en.
Lige nu lever de to i en bobbel, hvor de har dårlig samvittighed over at tage ned at handle uden at bryde sammen.
Hvor de vader rundt i følelser som frustration og afmagt, og hvor det ikke bliver til mange timers søvn på et døgn.
Alligevel har parret overskud til at takke venner og familie, som har været der for dem i denne tragiske tid.
- Vi vil lade jer vide, at vi er blevet grebet af vores mennesker, de har samlet sig i en ring om os. De var med os på hospitalet hver dag i processen uden at vige fra vores side, og de viger fortsat ikke fra vores side. De er i sorgen sammen med os. De så ham, de holdt ham, de nussede ham, og de elsker ham, skriver Lea.
Til sidst kommer "Burger" med en sidste hilsen til sin lille engel i himlen.
- Lille P, vores store kærlighed, vores dreng. Vi elsker dig ubetinget, og vi savner dig med alt i vores kroppe og sjæle, slutter hun af med at skrive.
Se hele opslaget her:
Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.