Popkultur
19. juli 2024

Lily Collins forsøger sig med dansk blindbagning

Den danske designer Stine Goyas bageevner imponerede Lily Collins og Mary Steenburgen i en sådan grad, at de selv forsøgte sig med dansk bagning.
Af: Af Nikolaj Kesting
Lily Collins

Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix

At Lily Collins elsker Danmark er bestemt ingen hemmelighed.

"Emily in Paris"-skuespilleren, der er datter af Phil Collins, slog sig sidste år ned i kartoffelrækkerne i den danske hovedstad, da hun købte ikke blot et, men to huse.

Og noget tyder på, at Collins ikke kun er lykkedes med at finde vej til den danske elite rent materielt.

I en video på sin Instagram-profil fortæller hun, at hun i sidste uge var hjemme hos designeren Stine Goya og hendes mand Thomas Hertz.

Her var hun blandt andet sammen med skuespilleren Mary Steenburgen, og besøget, og det der blev serveret, gjorde så stort et indtryk, at hollywoodstjernerne dagen efterforsøgte sig med at skabe en replika.

Helt sikre på, hvad de spiste, er skuespillerne dog ikke i videoen, for beskrivelsen lyder på noget mellem en kage og et brød.

– Helt ærligt og uden at overdrive, var det den bedste kage, jeg nogensinde har fået, fortæller Mary Steenburgen, der er gift med Ted Danson.

Det står dog hurtigt klart, at det ikke er voldsomt let at bage uden opskrift – specielt ikke, når man ikke kan læse, hvad der står på de danske produkter.

Studerer man videoen står det dog klart, at bagværket i hvert fald kræver rabarber, citron og birkes.

Sidstnævnte ingrediens bliver leveret af ingen andre end netop Ted Danson.

Slutresultatet virker på Lily Colins ikke overvældende, da det er langt fra Stine Goyas værk, men en eventuel titel til et fremtidigt bageprogram lykkedes det i det mindste den danskerglade skuespiller at finde på.

”Baking Blind but Destined to be Danish” lyder det umiddelbare bud på den noget tvivlsomme programidé, som Lily Collins har delt med sine 28 millioner følgere.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også