
Nu er 'The Fab Four' fundet: Disse fire skuespillere skal spille 'The Beatles'

Foto: John/Backgrid/Ritzau Scanpix
Allerede i løbet af 2024 begyndte rygterne at florere om, hvem der skulle spille de fire hovedroller i Sam Mendes store 'Beatles'-projekt.
Og nu er det så netop blevet konfirmeret på film-eventen CinemaCon i Las Vegas, at det bliver Paul Mescal, Joseph Quinn, Barry Keoghan og Harris Dickinson, der skal løfte den store opgave.
Paul Mescal skal spille Paul McCartney, Harris Dickinson John Lennon, Barry Keoghan Ringo Starr og Joseph Quinn George Harrison.
Paul Mescal har været her, der og alle vegne de seneste år med store roller i såvel 'Gladiator II', 'All Of Us Strangers' og 'Normal People'.
Harris Dickenson har senest gjort sig bemærket overfor Nicole Kidman i 'Babygirl', og har inden da blandt andet medvirket i 'Triangle of Sadness' og ''The Iron Claw'.
Barry Keoghan tog alle med storm i hitfilmen 'Saltburn' fra 2023, men inden da var han allerede et etableret navn med film som 'The Banshees of Inisherin' og 'The Killing of a Sacred Deer'.
Joseph Quinn er kendt af serieelskere fra Netflix-hittet 'Stranger Things', og foruden 'Beatles'-filmene har han et travlt år i vente. Han er nemlig snart aktuel i både 'Warfare' og 'The Fantastic Four: First Steps'.
Derudover blev det også afsløret på CinemaCon, at vi skal vente en rum tid på at få filmene at se. Til gengæld bliver de alle tilgængelig inden for den samme måned - nemlig i april 2028. Filmene får titlen 'The Beatles – A Four-Film Cinematic Event'.
Manden bag det storslåede projekt er den Oscarvindende instruktør, Sam Mendes ('American Beauty', 'Skyfall', '1917'), og for første gang har Apple Corps Ltd., der ejer rettighederne til livshistorien om The Beatles, og The Beatles selv – Paul McCartney, Ringo Starr og familierne til afdøde John Lennon og George Harrisons – solgt de samlede rettigheder til filmene.
Alle fire film tager udgangspunkt i hver sit medlem af gruppen, og således bliver deres individuelle historier fortalt og bundet sammen på tværs af filmene.
Udover at instruere skal Mendes også producere de fire film sammen med partnerne i Neal Street Productions, Pippa Harris og Julie Pastor.
'The Beatles – A Four-Film Cinematic Event' får premiere i april 2028.
