3 keramikeres insidertips til Bornholm
eger du med tanken om at holde ferie i Danmark? Så er Bornholm en oplagt destination. Lange gåture, skøn natur og frisk havvand er en garanti når du besøger solskinskinsøen, hvilket ikke kun gør sig gældende i løbet af sommeren men også udenfor sæsonen.
Nedenfor fortæller tre keramikere, som alle er flyttet til bornholm, hvad man skal opleve, når man besøger øen.
Keramiker, Charlotte Thorup
Charlotte Thorup er født i 1973 i Hornbæk og uddannet fra Glas og Keramikskolen på Bornholm i 2000.
Hun faldt for øens smukke natur og roen og blev boende med sin daværende kæreste.
Senere mødte hun sin nuværende kæreste, som boede i Svaneke, og de byggede et værksted med en lille sommerbutik, der de sidste 10 år har fungeret som arbejdsplads.
Charlotte thorups insider-tips til bornholm
Gå fra Svaneke til Listed langs kyststien. Den tur er så smuk. Brug en dag eller aften på klipperne.
Klipperne er fantastiske at bade fra, fordi de er så varme, og så får man ikke sand i tøjet. Alternativt skal du tage aftensmad med på klipperne og mærke varmen fra dagens sol og nyde en smuk solnedgang.
Besøg Bornholm udenfor sæsonen i august eller september, hvor der er helt magisk herover.
Øen er ikke så overrendt af besøgende, og så gror der figner mange steder, som på det tidspunkt er modne, så man kan plukke dem direkte fra træerne.
Keramiker, Mette Duedahl
Mette Duedahl er født i 1976 i Herning, hvor hun oprindeligt blev uddannet til fotograf.
Herefter arbejdede Mette Duedahl som fotograf i København, men flyttede i 2011 til Bornholm, hvor hun er uddannet keramiker fra Kunstakademiets Designskole i Nexø.
Hendes afgangsprojekt, en stempelkande i stentøj, blev sat i produktion af designfirmaet Muuto, og herefter designede hun serien Land, som stadig kan købes, i eget navn.
Efter uddannelse flyttede familien tilbage til København, men efter fem år blev pladsen for trang, og de besluttede derfor at bosætte sig i Svaneke.
Mette Duedahls bedste insider-tips til Bornholm
De fleste forbinder Bornholm med solskin og sommer, men prøv at opleve øen uden for sæson, hvor alt er lukket, og naturen derfor får lov at fylde endnu mere, end den gør om sommeren.
Ture langs øens kyststier er gratis og helt vidunderlige.
Tag båden til Christiansø, og bliv der mindst én overnatning. Det er det mest eksotiske Danmark, der overhovedet findes.
Keramiker, Sarah Oakman
Sarah Oakman er født i 1985 på Frederiksberg og flyttede til Bornholm i 2012 for at starte på studiet på KADK Bornholm.
Hun hev mand og søn med, og efter endt uddannelse i 2016 har hun drevet virksomheden Oh Oak i Nexø, hvor hendes keramik kan købes. Derudover kan du finde hendes brugsting i udvalgte butikker og på Kunstmuseet Louisiana.
Sarah Oakmans Insider-tips til Bornholm
Syd for Hasle ligger Kultippen, som er et stykke strand, hvor man i gamle dage kørte affald fra kulindustrien ud.
Det lyder voldsomt, men i dag har stedet forvandlet sig til et smukt månelandskab i grå og blålige toner.
Øens suverænt bedste badested ligger på strækningen mellem Nexø og Årsdale og hedder Gammel Sjølle.
Det er ikke så kendt blandt turister, så man kan ofte have det for sig selv – selv i højsæsonen. Der er etableret en lille trappe, der leder direkte fra klipperne ned i den skvulpende Østersø.
På havnen i Nexø ligger en af øens bedste restauranter, Restaurant Molen. Den syner ikke af meget udefra, men de laver de lækreste delikate retter med fisk og lokale råvarer.
Du kan nyde udsigten over Nexøs rå havnemiljø, mens du spiser af mine tallerkener, da det er en af de lokale restauranter, jeg har leveret keramik til.