Besøg fascinerende og farverige Dublin
Foto: Tourism Ireland
Rejsesitet Lonely Planet udnævnt Dublin som en af de toptre-byer, man skal besøge i 2016. Så derfor: Dublin, here I come.
Mit hotel ligger på en sidegade til O’Connell Street kun ti minutters gang fra floden og seværdighederne mod syd. Så det er oplagt at iføre sig et par gode sneakers, bevæbne sig med et bykort og begynde at gå.
Efter at have passeret Liffey-floden går jeg først gennem Temple Bars netværk af smalle gader med skæve huse i glade farver, hvor der ikke bare er pubber, men også restauranter, gallerier
og butikker med turistgøgl. I formiddagstimerne en afdæmpet affære. Men kom om aftenen, og gaderne bobler af liv.
Læs også: 5 tips til at planlægge vandreferien
Skatten på universitetet
Jeg tager når frem til det prestigefyldte Trinity College. Universitetet blev grundlagt tilbage i 1592, har omkring 10.000 studerende og dækker et kæmpemæssigt areal i klassisk college-stil. Bare dét
at gå ind gennem porten og spadsere en tur i parken mellem de majestætiske bygninger er egentlig nok. Hvis man da ikke er i humør til at stille sig i den lange kø foran biblioteket. Både for at opleve synet af de fem millioner bøger og den helt specielle Harry Potteragtige stemning mellem brune læderindbundne bogrygge. Og selvfølgelig få et glimt af en af Irlands nationalskatte, The Book of Kells. Bogen med de fire evangelier fra Det nye Testamente blev skrevet af keltiske munke for 1200 år siden og er utrolig velbevaret.
Læs også: Tag på afslappende flodferie i Irland
Frokost og shopping
Således beriget trænger jeg til frokost og bevæger mig mod den lille travle Exchequer Street og The Green Hen, der er kendt for sit fransk-irske køkken. Rødbeder med spinat og gedeost fulgt
af røget laks og laksetatar serveret med syltet fennikel og mørkt brød bagt med Guiness. The Green Hen bruges også af lokale forretningsfolk, så serveringen er effektiv, og der er altid dagens frokostmenu med en, to eller tre retter.
Eftermiddagen har jeg afsat til at kigge i butikker. Her er det nærliggende at begynde rundt om hjørnet i Drury Street, hvor Irish Design Shop i nr. 41 byder på håndlavede skåle af genbrugstræ,
fin keramik og en anderledes irsk cafékogebog, der bare må med hjem. Overfor i nr. 30 frister Cocoa Atelier med lækre håndlavede chokoladepraliner, mens Avoka rundt om endnu et par
hjørner i Suffolk Street 11-13 er et mekka af irsk livsstil. Med rødder i et uldspinderi fra 1723 har Avoka i dag egen produktion af alt – fra sæber til de blødeste kashmirplaider. Plus café og take-away i kælderen.
Læs også: 7 ting du ikke vidste om vandreferier
Perfekt afslutning
Det kan godt være, at Dublin er synonym med den verdensberømte begsorte Guinness, der stadig brygges i byen. Men når man ikke er så vild med smagen af tjære, er der heldigvis alternativer.
For eksempel på det historiske J.W. Sweetman på Burgh Quay med udsigt over Liffey. Her kan jeg vælge mellem fem forskellige typer øl brygget på stedet. Et glas af typen Blonde udgør den perfekte afslutning på min eftermiddag i storbyen.
Læs også: Tag med Jane Austin til Hampshire