Bornholm – guide til ferie på solskinsøen
Lad Bornholm være målet for din næste ferie. Solskinsøen bugner af lækre ø-oplevelser for både øjet og ganen. Vi har samlet vores bedste tips i en guide til Bornholm.
Se også: 10 tips til en dag på Hven
Bornholms oversete Restaurant Æblehaven
Kadeau, Melsted og Stammershalle er Bornholms kendte gourmetrestauranter, og dem, alle madører valfarter til. En glemt perle er Restaurant Æblehaven i Snogebæk. Stedet ejes af Henrik, der er uddannet sommelier og hans thailandske kone, Sopha, der er uddannet kok. Maden er dansk/fransk med et eksotisk touch og helt fantastisk. Alt laves fra bunden og primært af bornholmske råvarer. Læs mere om Restaurant Æblehaven her!
Bornholms bedste antik og loppemarked
Antik & Retro i Nylars er det bedste loppemarked på Bornholm. Den gamle møbelfabrik har alt, hvad hjertet begærer af kvalitetslopper fra designmøbler, godt håndværk til rigtig flot retro. Sæt god tid af! Stedet er kæmpe stort og meget inspirerende - og så er det fremfor alt ordentligt og samlet i kategorier, farver, tidsaldre m.m. Virkelig et besøg værd! Læs mere her!
God kaffe på Bornholm
Sæt 2-3 timer af og gå Hammeren rundt. Du vil ikke fortryde det! Parker bilen i Sandvig ved campingpladsen og gå hele vejen rundt. Det er en fantastisk smuk tur. Hold pause i Hammeren havn, hvor man både får god kaffe og is eller en sandwich.
Læs også: De bedste kaffebarer i Malmø
Autentiske Christiansø
Hvis vejret er i top, så tag en tur til Christiansø. Øen er et lille velfungerende samfund, og i højsæsonen kan man købe en lokalguidet tur og få et unikt indblik i det lille ø-samfund. Båden sejler fra havnen i Allinge. Tag afsted en varm sommerdag med fladt vand og husk badetøj. På molen er der en fantastisk platform, man kan bade fra. Hos Købmanden på havnen kan man købe rugbrød og smør, og på kajen finder du Ruths uforglemmelige sild.
Læs også: 5 gode apps til ferien
Kun bornholmske råvarer
Har du lyst til at blive 100% bornholmer for en aften, så beslut dig for at lave mad kun med bornholmske råvarer. Det kan sagtens lade sig gøre:
• Grøntsagerne køber du ved vejkanten
• Kødet hos Halle-slagteren
• Fisk på havnen, fx Nordbornholms røgeri, der er særlig kendt og eksporterer meget til fastlandet
• Vin fra den lokale vinbonde i Aakirkeby
• Øl fra Svaneke Bryghus samt snaps fra Den Bornholmske spritfabrik.
• I Netto finder du rigtig mange bornholmske råvarer; både mel fra Valsemøllen og alle slags mejeriprodukter er fast sortiment.