Drømmer du om en enestående rejseoplevelse? Så er et trek til bjerggorillaerne i Uganda et oplagt bud

Gorillaer nyser, når de lugter te. De er allergiske over for tebuske, og derfor er der plantet et bredt bælte rundt om bjerget, der ligger som en beskyttende ring mod landsbyerne nedenfor.

Hernede skal de store menneskeaber helst ikke komme, for nok bor landsbyfolket i Uganda i pagt med flora og fauna, de har bare hver deres behov for fred og ro. I morgen har vi dog tænkt os at bryde roen kortvarigt for at stå ansigt til ansigt med de korpulente dyr.

Oplevelsen er en af de allerstørste grunde til at tage til det østafrikanske land. Uganda kan præstere en del af det samme som Kenya og Tanzania og noget helt andet.

Her er både savanne, regnskov, bjerge, kratersøer og en frodighed så smuk, så smuk.

Fra hovedstaden i Kampala er vores lille delegation kørt vestpå mod Rwanda ad bumpede, røde jordveje, hvor regnvandet har udhulet rabatten og blotlagt store sten, der ligger som skarpe tænder og hvæsser mod bilernes dæk.

I timevis har vi passeret barfodede og sandalbærende mænd og kvinder med bagagebærerne læsset med bananklaser, hovederne knejsende med kurve, fade, grene og kroppen klædt i farverige nederdele og forrevne T-shirts.

Et virvar af motorcykler, geder, boder, vinkende unger og jordhuse med reklameskilte er suset forbi jeepens bilrude, sågar ækvator er krydset, og vi har ved selvsyn set vandet rotere først den ene vej og så den næste ved at træde et par skridt til siden.

At Uganda ligger lige midt på jordens talje og i en kilometers højde gør vejret ganske rart. Her er hverken for varmt eller koldt, men som en dansk sommer med spredte byger i regntiden, der hurtigt fordamper fra de bare arme, men ofte efterlader vejene udpinte.

Dag og nat er lige lange, og det er da også næsten blevet mørkt, da bjerget efter mange timers rumlen forbi landsbyer og gennem skov endelig slipper sit tag i os, og vi kan trille ind på lodgen og gå til køjs efter lokal danseoptræden og en tiltrængt omgang græskarsuppe på græsset udenfor.

Efter et par timers søvn kryber vi ud af myggenettets vinger, mens morgenen stadig er begsort, småkold og opfyldt af naturens lyde.

Efter en mættende morgenmad med vandmelonjuice, omelet og bananer gør vi klar til turens højdepunkt i Bwindi Impenetrable Forest.

At vandre i regnskov op ad et mindre bjerg lyder en smule anstrengende, og ikke blot trekkingstøvler, lange sokker og let tøj men også havehandsker et must.

De er gode, hvis det bliver nødvendigt at hive fat i nælder, torne og grene med giftige svampesporer, for turen kan vare op til fire timer hver vej og gå gennem tæt natur. Impenetrable – altså uigennemtrængelig – hedder skoven jo netop.

Jeg pakker sætter mig ud i jeepen, mens tågen ligger bølgende og svalt om de stejle skrænter. Forhåbentlig letter tågen, så vi i tørvejr, gerne sol, kan komme helt tæt på dyrene.

Vi krydser de småbladede tebuske med sartgrønne topskud på vej til nationalparken og ankommer til en mødeplads, hvor lokale portører står klar til at hjælpe med at slæbe vores grej – og hive og skubbe på, hvis turen bliver for strabadserende.

En masse flasker vand, madpakke, overtræk til skoene og en vandrestok kommer oven i udstyrslisten, og så er det afsted på opdagelse.

Vi er inddelt i mindre grupper, der har fået udpeget hver vores gorillafamilie. Vi må højst være hos den en time, og vi ved ikke, om vores familie bor højt eller lavt på bjerget – forhåbentlig lavt.

Forrest og bagerst går rangere med geværer og macheter, og på forhånd er spejdere sendt afsted for at finde de forskellige grupperinger, så vi ikke selv skal lede i den omslyngende skov, der er 25.000 år gammel.

Stien er ujævn, og hurtigt drejer vi fra den og balancerer over våde træstammer og glatte trædesten et trin ad gangen med fuld koncentration for at holde balancen. Jeg kan mærke mit forpustede åndedræt og sveden på ryggen, og det går op, op, op.

Efter tre timer standser gruppen på et lidt fladere plateau, og vi får besked på at tage mundbind på. Gorillaer og mennesker er så ens, at vi kan smittes med de samme sygdomme, og vi må heller ikke komme tættere på end syv meter af samme grund.

Vores ranger udstøder en dyb brummelyd for at fortælle, vi er kommet, og langsomt træder vi gennem en buskads for at nå sidste del hen til gorillafamilien.

Vi sniger os hen og sætter os på hug foran moren og hendes unger, der hænger på hovedet fra lianer og møffer lidt omkring.

Bark, frugter, rødder og grene er på menuen hos en bjerggorilla, og barken på det store træ, familien sidder under, gnaver hunnen flittigt i.

Den mindste unge er klatret et godt stykke op, men bliver straks pillet ned af storebror, der med let bid og et dask får ham tilbage på jorden. Ikke længe efter forsøger den lille sig igen.

Nu fra et endnu højere træ, hvor han dingler frem og tilbage med udstrakt arm for at nå lianen lidt derfra. Han giver ikke op, men svinger sig ihærdigt frem og tilbage mellem stamme og gren i en akrobatisk leg.

Vi griner lydløst, men bliver så gennet et par skridt tilbage. Bag os er endnu en hun kommet til syne i det grønne løv, og vi blokerer hendes passage.

Hun vandrer forbi os, tilslutter sig flokken, men bliver hurtigt jaget væk i en smule tumult, der får gorillaflokken til at spjætte. Der er kun plads til én hun.

Og én han. Han sidder og gemmer sig lidt neden for stien. Silverback kaldes den dominerende hangorilla, der er stor som en kæmpe med sølvagtige aftegninger på pelsen på ryggen og et blik på sin familie, selv om han tilsyneladende ligger og sover i det grønne løv.

Vi er så tæt på, som man må komme, og det føles ganske tæt. En fuldvoksen gorilla kan veje op til 165 kilo, og jeg har ikke lyst til at mærke dens vrede. Rangeren brummer igen, så dyrene kan mærke vores venligsind, og vi vender tilbage til gruppen af unger.

De er i konstant bevægelse, mens den store mor vender ryggen til os – hun har nok i at se efter de små og pille lidt i pelsen, der er som en plysbamses.

Jeg prøver at huske at sænke kameraet og blot observere deres leg og færden, de næsten velkendte fingre, vommen, øjnene i det furede ansigt og kropsbevægelsernes smidighed, der er anderledes end hos de træsvingende aber såsom chimpanserne, som vi også skal møde om et par dage.

En gorilla kan blive mellem 30 og 50 år, og det underfundigt at tænke på, at vi måske er lige gamle. Aber og mennesker er ikke ens, men her i lysningen er det tydeligt at se vores fortidige slægtskab, og jeg hæfter mig ved lighederne.

Så er tiden gået. Alt for stærkt, for det er fascinerende og nærmest magisk at sidde her på bjerget i denne tætte regnskov blandt insekter, pattedyr og tusind års evolution.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 4/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.