Ferie i Cognac
Der er masser at se i Cognac-området, der byder på både vild og skøn natur og en lang række seværdigheder og romansk kunst og arkitektur. Man kan f.eks. besøge områdets største by, Angouléme, en spændende fæstningsby fra 1100-tallet, eller byerne Jarnac og Cognac, som også er fulde af charme med et livligt markeds- og forretningsliv.
50 km mod vest ligger Atlanterhavskysten med blandt andet havnebyen La Rochelle. Her finder man Atlanterhavskystens største center for lystbåde og utallige restauranter, der serverer alt godt fra havet. Østers fra de omkringliggende østersbanker er blandt de bedste i verden. Indlogeringsmulighederne kan tilpasses enhver pengepung. I alle de lidt større byer i området er der hyggelige hoteller, og der er også flere muligheder for at leje sit eget hus eller landsted eller måske nyde livet som slotsherre f.eks. på familien Braaastads eget vinslot, Chateau de Triac, der ligger få kilometer fra den hyggelige by, Jarnac. I sommerperioden kan man leje en husbåd, kano eller kajak og udforske floden Charente på egen hånd. Tag eventuelt mad og drikke med og lav picnic ved flodbredden.
- Man kan få gode råd i Frankrigs Turistråd på tlf. 11 11 49 12 og på www.france-guide.com, hvorfra man kan læse mere om området, downloade brochurer og finde hoteller eller feriehuse.
- Læs mere om Cognac på
www.holidays-france-atlantic.com/Cognac-Country
Gode adresser
Restaurant la Ribaudière, 16200 Bourg-Charente, bordbestilling tlf. +33 0545 813 054, www.laribaudiere.com Restaurant du Chateau, 15, Place du Château, 16200 Jarnac, France, tlf. +33 0545 810 717
Braastad Cognac, 16200 Triac, tlf. +33 0545 368 700, email: cognac-tiffon@wannadoo.fr, www.braastad.com. Få en virtuel rundvisning på hjemmesiden.