Rejser
7. september 2009

Guernsey – masser af ferie for pengene

Vil du have meget ferie for pengene på en skøn ø med flot natur og havepragt langs alle de krogede småveje, skal du tage til Guernsey i England.
Af: Sus Falch
https://imgix.femina.dk/media/b0473841e01b4eeeb6cea12bb1d6d85c.jpg

Foto: Sus Falch

Du støder ikke på pakkeferierejser til Guernsey hos de danske rejsearrangører.

Men det er både nemt og nærmest billigt selv at arrangere en rejse dertil - eller få et rejsebureau til at gøre det.

De bedste kvindetips:

  • Pas spisetiderne
    Køkkenerne afslutter ofte frokosten kl. 14, og restauranterne lukker kl. 22.

  • Husk at pakke
    Badetøj og vind- og bygetæt tøj, vandresko, lille rygsæk, solbeskyttelse, adapter til stikkontakter, kamera.

  • Info før rejsen
    www.visitbritain.dk og www.visitguernsey.com. Her ligger også en digital brochure "A visitors's guide to Guernsey".

  • Info på stedet
    Byens turistkontor på St. Peter Ports havnepromenade, gratis brochurer og kort, som fås på hoteller og attraktioner.

  • Cykelleje
    Billigst hos Guernsey Cycle Hire. 1 dag 70 kr. ved 2 dage eller flere 53 kr. og 265 kr. pr. uge.

  • Værd at købe
    Perler fra Guernsey Pearl, der har butik i St. Peter Port og stor butik på sydvestkysten ved Fort Grey. Fresia-løg fra Guernsey Freesia Centre, Route Carre på nordøen. Elektronik er billigt.

  • Duftende blomsterattraktion
    På Guernsey Freesia Centre, Route Carre kan du lade dig overrumple af den duftstærke oplevelse det er, at besøge et drivhus, hvor fresierne står tæt i rækker.

  • Parfume-fund
    Parfume og kosmetik er meget billigere end herhjemme, og St. Peter Port har store butikker med enormt udvalg.

  • Forfatterpragt
    Victor Hugo boede på Guernsey i to perioder, først i eksil hvor han skrev bl.a. Les Miserables, og hans bolig, Hauteville House, er nu museum med megen pomp og pragt samt en indbydende have.

  • Folklore-museum
    Folkemuseum med skønne klædedragter finder du på Saumarez Park, Castel nordøst for St. Peter Port.

Guernsey er den næststørste af kanaløerne i den engelske kanal og der er både en afslappet stemning, vandre- og cykelstier på kryds og tværs samt smalle snoede landeveje gennem ærkeengelske småbyer med kampestenshuse og farvestrålende blomster gør Guernsey til et hyggeligt og imødekommende feriested.

Toldfri bonus

Øen er også toldfri, hvilket bringer priserne på shopping, overnatning og restaurantbesøg ned på et niveau, der i den grad er med til at øge ferieglæden.

Man kan med andre ord få en førsteklasses ferie til økonomipris på alle punkter.

Cykling er en fornøjelse

Vi kan stærkt anbefale at leje cykler frem for bil, selvom sidstnævnte er billigt.

Der er så mange skønne småveje og deciderede cykelveje, hvor du ikke kan komme med bil, at det er en fornøjelse at træde i pedalerne.

Ydermere er afstandene korte, og du kan gøre holdt og snuppe en dukkert, når stranden dukker op, spise frokost, når sulten melder sig, og nyde en kold øl, når udsigten og tørsten taler for det.

Kvik cykelservice

Cyklerne lejes billigst hos Guernsey Cycle Hire Company lige bag turistkontoret ved havnefronten i hovedbyen St. Peter Port. Bestil evt. i forvejen, så kan de stå klar ved dit logi. Det er gratis. Og skulle du komme ud for et punktering, er reparatøren på pletten i løbet af en halv time.

Kortlagte cykelruter

Der er kortlagt 11 forskellige tur-ruter og brochuren får du på byens turistkontor. Selvom Guernsey ikke er større end 24 kvadratkilometer er der mere fladt nogle steder og mere bakket andre steder, så det betaler sig at lægge ud med en flad strækning langs østkysten og op på den nordlige del af øen.

Værd at se og spise

St. Peter Port er skøn at daske rundt i, og holder du af havets goder, vil vi anbefale to spisesteder i St. Peter Port.

Den traditionelle Fish & chips, som ikke har svarer til vores fiskefilet og pomfritter, men er indbagt torsk og pomfritter, får du veltillavet med udsigt over havnen på The Boathouse til den ikke helt billige sum af 85 kr. pr. næse.

Luksusmiddag til fantasipris

Til aftensmåltidet, kan vi stærkt anbefale La Nautique en af Storbritanniens 100 bedste restauranter, på modsatte side af havnepromenaden. Ka' du li' østers, så snup en portion a seks, som er så store, at de er lige på nippet til at udgøre en hovedret. De er fisket lokalt og smager skønt. Det samme gør en krabbecocktail, og så kan hovedmåltidet passende være den lokale Brill-fisk, tilberedt på én af mange måder.

Forret og hovedret sniger sig kun op på lige godt 200 kr. og hertil kan du så lægge drikkevarer og evt. dessert og kaffe.

En udmærket rødvin beløb sig til mindre end 200 kr.

Hele vejen rundt langs kysten er der enten hoteller eller strandcafeer, som serverer mad, kaffe, øl, læskedrikke, kage eller lokalproduceret is.

Og så har engelske museer - hvor små de end måtte være - altid et såkaldt tea room, hvor du kan drikke og spise - bl.a. hjemmebagte kager.

Et hus med sjæl

Guernsey byder på mange kulinariske oplevelser, men der er også mange gode seværdigheder uden at det bliver uoverskueligt.

En af de rigtig fine er Sausmarez Manor. Ikke blot en herskabelig villa med en spændende historie, du kun får på en guidet tur, men en hel institution med unik skulpturrute i haven, tea room, kobbersmedje og en pudsig butik, der favner alt fra genbrug til ærkeengelsk husflid.

Snup færgen til Herm

Selv om Guernsey har meget at byde på, vil vi anbefale et lille ø-hop med færgen fra St. Peter Port til den lille bilfrie ø Herm. Sejlturen varer blot 20 minutter og koster 80 kr. pr. næse.

Tag både badetøj og vandresko med til Herm, for her er både skøn strand og vandreruter.

De gode pakketilbud

Når du skal planlægge ferien på Guernsey, er det en rigtig god ide, at klikke dig frem på internettet til nogle af hotellernes mange pakketilbud. Begynd evt. med Guernseys turistwebside, eller gå den direkte vej via adresserne i denne artikel.

Mange af pakketilbuddene gælder året rundt, men varierer i pris efter sæsonen. Når du har fundet et tilbud, der passer i dit kram, kan du så bestille flybilletter fra Danmark via London. Nogle af hotellernes pakkeløsninger indeholder nemlig fly fra London til Guernsey og retur.

Gode og billige flybilletter

Det ikke er noget problem at få en både kort og økonomisk flyrejse fra Danmark til Guernsey.

Norwegian, tlf. 70 70 78 80, har nogle optimale afgange først og sidst på dagen, så du får længst mulig tid på Guernsey. Men der er rigtig mange afgange fra danske lufthavne til London Stansted og London Gatwick, hvorfra der igen er et hav af afgange til Guernsey.

Hotel tæt på det hele

Fermain Valley Hotel, er et firestjernet hotel sydøst på øen, som er værd at fremhæve for mange ting. Det er kun få år gammelt, ligger med en skøn udsigt over havet, har en fantastisk prisbelønnet have omkring sig og den prismæssigt overkommelige Michenlinstjerne-restaurant Christophe's under samme tag. Hotellet har også pakketilbud med Michelin-middag inkluderet.

Det ligger ikke langt fra lufthavnen, du kan gå til stranden til hovedbyen St. Peter Port samt til det skønne Sausmarez Manor.

Michelinstjerne-mad

En middag på Michelinstjerne restauranten Christophe's er en stor oplevelse til en pris, du meget sjældent får den slags til andre steder i verden. Og slet ikke herhjemme. Vælg endelig den dyre af de to vinmenuer, hvis du vil forkæle dig selv.
Pakketilbud får også på fx The Farmhouse, der ligger lidt længere inde på øen. Men kig endelig på øens turistwebside for at finde lige det, der passer dig.

Få flere rejseguider her

Læs mere om:

Læs også