Her bestemmer naturen

Da jeg vågner i det tynde lys ved sekstiden, er der kun ét at gøre: På med shorts og klipklappere og ud på opdagelse.

Til den skrigende, skrattende lyd fra terner i titusindvis går jeg de få skridt ned på den kridhvide strand. Efter få minutter støder jeg på et spor som fra et kæmpe traktorhjul tværs over stranden.

Wauuw… det er det her, jeg har ledt efter: Sporet efter en skildpadde, der har været oppe og lægge æg engang i nat.

Heron Island, 23 grader syd for ækvator ud for Queenslands kyst i det østlige Australien, er et ganske særligt sjældent sted, hvis man er fascineret af naturen - over og under vandet.

Her er fugle overalt, faktisk skal man passe på, hvor man går, for ikke at snuble i et af de huller, som de klumpede mutton birds bruger som rede.

Der er 20.000 af dem på øen, og selv om det aldrig lykkes mig at se fuglen, der er i familie med vores skråper, skærer dens barnegrådsagtige skrig gennem natten.

Af samme grund er der ørepropper på værelserne.

Der er selvfølgelig også hejrer, som har givet øen sit navn. Og så er der skildpadderne, som netop kommer, fordi Heron Island ligger så isoleret.

Modsat mange af de andre øer i det over 2300 km lange Great Barrier Reef, som strækker sig fra Cape York i nord til Gladstone i syd, er Heron Island i bogstaveligste forstand et isoleret tropeparadis.

En lille grøn klat af en ø med kridhvid sandkant. Præcis som jeg har forestillet mig, en koralø skal se ud.

Med 72 kilometer ind til fastlandet er øen helt fri for endagsturister. Vi, som er på øen i flere dage, er fløjet hertil i helikopter.

Der er kun et eneste resort, Voyages Heron Island, og et researchcenter under Queensland University, som undersøger miljøets indvirkning på koralrevet.

Øen er del af en nationalpark, og resortet har modtaget »Advanced Ecotourism Certification« for tiltag, der bl.a. indebærer, at alt drikkevand kommer fra et afsaltningsanlæg, spildevand genbruges, mens affaldet fryses ned og sejles til fastlandet.

I frivillig isolation

Heron Island har også sin egen tids-zone, en time foran staten Queensland på fastlandet.

Og man kan godt glemme alt om mobiltelefonen. Der er ganske enkelt ingen dækning.

Til gengæld har resortet et par internetopkoblinger til brug for gæsterne. Hvis de altså virker.

Jeg opdager hurtigt, hvor befriende det er at slippe for den kommunikation med omverdenen, der efterhånden fylder mere og mere i vores hverdag.

Tre dages isolation er sundt for sjælen og skærper sanserne for at begejstres over naturen, f.eks. et spor fra en skildpadde.

I slutningen af november går karetteskildpadderne og de grønne havskildpadder på land for at lægge op mod 120 æg i et hul, de graver i sandet.

Fra januar til april klækkes de, og biologerne fra researchcenteret regner med, at kun én ud af 1000 overlever. Resten bliver spist af terner og hajer, når skildpaddeungerne kvabber sig fra reden ned til vandet.

Det sker som regel om natten, og man kan overvære det fascinerende syn, blot man følger øens særlige skildpaddereglement.

Heron Island er dannet udelukkende af kalkskeletterne af det koralrev, den også ligger på. Det giver en enestående mulighed for at udforske revet til fods, mens det er lavvande.

Sammen med en gruppe af de andre gæster har jeg meldt mig til en reefwalk, som ledes af en marinebiolog, der er tilknyttet resortet.

Iført gummigalocher går vi ud i det lave vand mellem korallerne - endelig ikke på dem - og får indblik i en lillebitte del af den forunderlige, meget komplekse verden, denne særlige rev-zone udgør.

Dykning i verdensklasse

Great Barrier Reef regnes blandt verdens bedste dykkerdestinationer.

Der er masser at se på, bare man ifører sig dykkermaske og snorkel:

Sunde hjortetakskoraller, små klovnefisk, der lever i symbiose med søane-monerne, smukke sort-hvide sommerfuglefisk og pilrokker, som med elegante vingebask svømmer hen over havbunden.

Har man dykkercertifikat, ville det være en skam af de dybt alvorlige ikke at booke sig ind på en dykkertur på øens Marine Center. Så det gør jeg.

Allerede på første dyk konstaterer jeg, at Great Barrier Reef mere end lever op til mine forestillinger.

Knapt er vi kommet ned på bunden i 14 meters dybde, før divemasteren peger hen mod to hvidtippede revhajer, som hviler sig for dagen i en hulning i revet.

Få minutter senere møder vi en skildpadde - ca. 80 år gammel, får jeg at vide, da vi kommer op - og i løbet af dykket møder vi yderligere fire. Det er stort.

Selve den 800 meter lange, 300 meter brede ø med den lille skov af tornede pisoniatræer er også en oplevelse, viser en rundtur sammen med en af de fugleeksperter, der er tilknyttet resortet.

Han fortæller, at der er 35.000 ternepar på øen, så de er ikke til at undgå. Men de elegante sorte fugle med grå hoveder er »ret dumme og meget nærsynede«.

Så forstår jeg bedre, at de ikke rører sig ud af flækken, selv om jeg står mindre end en halv meter fra det træ, hvor de ligger på rede. Eller rettere reder. I et enkelt træ tæller jeg op mod 25.

En lille brunblistret hønsefugl, lidt mindre end en agerhøne, piler rundt overalt i resortet - på jagt efter krummer på gulvet i restauranten, på terrassen uden for mit værelse… Det er lidt hyggeligt.

Sådan går dagene på Heron Island. Meget afslappet og helt på naturens betingelser.