Rejser
21. januar 2014

Kulinariske spiseoplevelser på Madeira

Madeiras køkken er det bedste fra Middelhavet tilsat eksotiske havstrømme fra Afrika og Caribien og lokale vine. Skal du til Madeira, må du ikke snyde dig selv for disse spiseoplevelser.
Af: Mikkel Bækgaard og Line Sølvhøj Johansson / Foto: Mikkel Bækgaard
Kulinariske spiseoplevelser på Madeira

Madeira har sit eget særprægede, rustikke køkken, som henter inspiration fra alle verdenshjørner. Du finder klassiske råvarer fra middelhavskøkkenet, eksotiske krydderier og frugter og ikke mindst en vin, der kan holde sig umådeligt længe. Se her, hvilke spiseoplevelser du skal gå efter i Madeira.

Læs også: Tag på madferie i Spanien

Madeiras fantastiske fisk
Små fiskerbåde hiver hver nat frisk fangst op fra Atlantens dyb. Især dybhavsfisken espada, også kendt som sabelfisk, er en delikat sag med kød, der minder om rødspætte i smagen. Prøv espada sammen med stegte lokale bananer og en sauce lavet på søde passionsfrugter. Bacalhau, der er tørret og saltet fisk, er også en klassiker og en af grundingredienserne i mange portugisiske retter.

Et brød uden lige
Bolo do caco er en klassiker i det portugisiske køkken. Bag navnet gemmer der sig det særlige pandebrød, der er tilsat kogte søde kartofler, der giver brødet en særlig tung og let sødlig karakter. Mange steder får du serveret nybagt bolo do caco smurt med smeltet hvidløgs- og persillesmør som forspil til middagen.

Vigtige råvarer
Hvidløg indgår i mange retter. Smør med hvidløg og persille er en fast ledsager til kartoffelbrødet, og ved festlige lejligheder er grillspyd med oksekød marineret i hvidløg og laurbærblade en fast bestanddel.

Madeira har sin egen banantype, der er mindre og lidt mere syrlig, end dem vi normalt køber i Danmark. Bananerne bliver dyrket overalt på sydøen på de stejle skråninger, hvor de mange solskinstimer giver optimal vækst.

De bedste restauranter
Når du vælger spisested, så lad dig ikke kun forføre af overfladisk idyl og smuk beliggenhed. En knejpe med plastikstole og Coca-Colakøleskab kan vise sig at være det bedste bud, når du skal smage de lokale retter. Her får du nemlig de friskeste fisk og de bedste grillspyd - de såkaldte espetadas.

Vil du have en god spiseoplevelse, er her tre restauranter, du bør besøge:

Taberna de S. Vicente: Lokal, rustik restaurant i Sao Vincente på Nordkysten. Her får du de lokale specialiteter i bedste udgave sammen med en venlig betjening.

Amazem do Sal: Hyggelig restaurant i et gammelt saltlager i den gamle bydel af hovedbyen Funchal. Her får du gode retter med et eksklusivt touch. Atmosfæren er afslappet og priserne rimelige.

Il Gallo d'Oro:Madeiras eneste restaurant med en Michelin-stjerne. Få gourmetmad på højeste niveau - mesterkokken Benoi^t Sinthon kombinerer lokale råvarer med det bedste fra den iberiske halvø.

Tip
Besøg også fiskehallen i Funchals overdækkede marked, som er et rent paradis for fiskeelskere.

Madeiravin
Den mest berømte vare fra øen er Madeiravinen. Vinen fås i både tørre varianter, der minder om spansk finosherry, og i søde udgaver med komplekse noter af rosiner, nødder og abrikoser. Madeiravinen har en stor fordel i forhold til andre vintyper: Den kan stå i op til halvandet år uden at ændre karakter, selvom den er åbnet. Nyd et glas dyr madeira til en god ost.

Læs mere om:

Læs også