Rejser
6. april 2009

Luksus og fattigdom i Sydafrika

Sydafrika har alt: et fantastisk klima, 3000 kilometer kystlinje, storslåede safarier og hoteller i den vildeste luksus. Men landet har også fattigdom, millioner af hiv-smittede og en fortid med årtiers undertrykkelse.
Af: Helle S. Christensen, Foto: Johnni Balslev og Helle S. Christensen
https://imgix.femina.dk/madogbolig/media/a7e2319ff53747c68223701f081aea6c.jpg
Hotellet The Palace har et dejligt poolområde og egen strand og bagved en kunstigt anlagt sø, hvor man bl.a. kan stå på vandski.

Hotellet The Palace i Sun City, rejser sig med kupler, søjler og spir midt i et øde landområde et par timers kørsel fra Sydafrikas største by, Johannesburg. Hotellet har særdeles luksuriøse forhold og tjenerne på hotellet er da også vant til at rulle den røde løber ud for berømtheder som Bill Gates, Michael Jackson, Oprah Winfrey og Hillary Clinton.


Havnefronten i Cape Town er utrolig hyggelig - med flotte gamle sejlskibe, tøffende fiskerbåde
og det imponerende plateau Taffelbjerget i baggrunden.

Sun City - luksus midt i fattigdommen
Sun City var i 1980'erne berygtet over hele verden som Sydafrikas Las Vegas. Mens resten af verden isolerede landet med sanktioner i protest mod apartheidstyret, strømmede hvide sydafrikanere og udenlandske turister hertil for at feste. Frank Sinatra, Queen og Elton John har alle optrådt i Sun City og har siden undskyldt deres brud på sanktionerne med, at Sun City jo alligevel ikke var det rigtige Sydafrika. Og det kan de have en pointe i. For de mange fattige landsbyer og zinkskure, som vi passerer på vej til hotellet, vidner om den anden virkelighed, som de fleste sydafrikanere lever i. Hotellet The Palace gør trods alt sit til at hjælpe beboerne i området. Bl.a. bygger hotelkæden huse, skoler, sundhedsklinikker og hospicer til de 28 landsbyer i området.

International stemning i Cape Town
Fra Sun City går rejsen videre til Cape Town. Byen er som ingen anden afrikansk storby. Stemningen er international, og her er plads til både skyhøje kontorbygninger i glas og stål, brede alleer med palmetræer og ydmyge afrikanske boder. Vi fortsætter vores luksuriøse livsstil og tjekker ind på The Table Bay Hotel, der disker op med udsøgte a la cartemenu er, en lækker spaafdeling og en beliggenhed midt i byens charmerende havneområde Waterfront. Alle værelser har en forrygende udsigt - enten til fængselsøen Robben Island, hvor Nelson Mandela sad i 18 år, eller til den aktive havn og Taffelbjerget.


Farvestrålende underholdning på Green Market Square.

Masser af shoppingmuligheder
I centrum af Cape Town er der mulighed for shopping i gaderne Long Street, Kloof og Loop Street. Den hyggeligste og mest veludstyrede er Long Street, hvor man både kan ose efter secondhand tøj og nyt designertøj af de største sydafrikanske designere, herunder David Tlale og Thula Sindi. På Green Market Square rundt om hjørnet falbyder gadesælgere alt fra masker, bestik og skåle i træ til pudebetræk og tæpper. Efter en udmattende shoppingtur i Cape Town er der intet bedre end en dejlig omgang massage i hotellets spaafdeling - og med beroligende lavmælt fløjtemusik i baggrunden døser jeg hen, mens massøren med blide, faste bevægelser stryger varme massagesten op og ned ad min trætte krop.

Slumbyerne

Bag bjergene i Cape Town ligger det enorme slumområde Cape Flats, hvor millioner af sydafrikanere bor. I Langa, der er en af de ældste sorte townships, bor de fleste i forfaldne træhuse eller zinkskure. Det er en barsk oplevelse at se den voldsomme fattigdom i slumområderne, hvor de fleste af indbyggerne er smittet med hiv, og de færreste har et arbejde. Besøg ikke området uden en guide. Sikkerhed: Cape Town anses for at være mere sikker at færdes i som turist end f.eks. Johannesburg. Gå dog aldrig ud alene om aftenen. Især ikke i kvarterer, du ikke kender.

LÆS OGSÅ:
På kærestetur til Barcelona

Læs også