Madkursus i Toscana
Foto: Flemming K. Poulsen & Jannie Sundgaard Kristensen
Omgivet af vinmarker, olivenlunde og høje bjerge, hvor gamle middelalderbyer ligger som små lysende klatter på skråningerne, var jeg en uge i lære som toscansk kok. Her fik jeg fingrene helt ned i det toscanske køkken, og både smag og lugtesans kom på overarbejde.
FAKTA
HVOR:
Villaen Poggio er beliggende i Val Chiana-området i Sienaprovinsen. Omkring én times kørsel fra Firenzes lufthavn og halvanden fra Pisa.
HVORNÅR:
Du kan komme på madkursus i Toscana fra marts til og med første uge i juli og igen fra september til og med november.
HVORDAN:
Du kan bestille turen med eller uden flytransport. Værtsparret hjælper gerne med at finde en flyafgang, som passer. Du bliver hentet og bragt til lufthavnen. De nærmestliggende er Firenze og Pisa. En god søgemaskine for flybilletter er momondo.dk Kurset koster 12.400 kr., hvis du selv står for transporten. En samlet pakke med fly og kursus koster 15.400 kr. Inkluderet i prisen er kost og logi, kokkeskole og udflugter. Der er mulighed for bed & breakfast eller for at booke kokkeskole i færre dage.
Køkken-kærlighed
Villa Poggio hedder det store og smukke gule stenhus, kokkekurset foregår i. Huset er over 200 år gammelt og ligger lidt uden for en lille, charmerende landsby. I det store rustikke køkken regerer kokken Ryan. Stemningen er let og glad, og det er svært ikke at blive grebet af kokkens kærlighed til maden, og lysten til at lære mere. Og det er der rig mulighed for. Der er nemlig kokkekursus hver dag hele ugen, og vi kommer vidt omkring i det toscanske køkken.
Vinen flyder
Men det er ikke bare foran komfuret, vi skal lære det toskanske køkken at kende. Vi er også ude at opleve, hvor de friske råvarer, det toscanske køkken er så kendt for, kommer fra. Hele ugen igennem kan vi drikke husets vin ad libitum. Vinen er mild og blød og vil falde i de flestes smag. Den kommer fra familien Farellis vingård, som udelukkende producerer vin til lokalområdet.
Less is more
Enkelheden og de meget velsmagende retter er hjertet i det toscanske køkken, og kokkens mantra er meget passende: Less is more. Det er svært at forblive upåvirket ved tanken om, at man ved at bruge friske råvarer og holde det enkelt kan nå frem til dette - mange ingredienser giver ikke nødvendigvis bedre mad. Og de fl este af retterne er så enkle, at de er lige til at tage med hjem til mit eget køkken, hvor jeg bestemt skal imponere med min italienske madkunst.
Noget for enhver smag
Selv om du ikke er den største madentusiast i verden, kan du ikke undgå at blive smittet af kokkens og værtsparrets glæde og kærlighed til madlavningen. Så rejser du uinspireret hjem fra en uges kokkekursus i Toscana, er det i hvert fald hverken kokken eller kursets skyld. Her er virkelig noget for enhver smag.
Relevante links