Revet er levende som en banegård i myldretid

Sam Dixons svømmefødder stikker lodret op af et turkisblåt hav. Det ligner, at han øver sig i at stå på hænder under vandet, men han er faktisk på kunstmuseum. The Coralorium er Maldivernes første – og eneste – undersøiske kunstinstallation og er samtidig del af et gendannelsesprojekt for koraller.

Som så mange andre tropiske øriger i verden døjer Maldiverne med et sløjt koralrev, og det forsøger havbiologer som Sam Dixon at råde bod på ved blandt andet at genplante koraller. Det, der først og fremmest kræves, er en ramme, som korallerne kan vokse på, og det har den britiske kunstner Jason DeCaires Taylor skabt på foranledning af The Fairmont, et femstjernet resort på øen Gaakoshinbi.

For Sam spiller det ikke den store rolle, hvem der betaler hans løn, så længe han arbejder i en god sags tjeneste. Mange af hans gamle studiekammerater er tilknyttet uafhængige organisationer, men for Sam giver det mening, at resortets gæster får indblik i klimaforandringernes betydning.

– Lige nu er på en måde det perfekte tidspunkt for en som mig at komme ind og skubbe til den her agenda, siger den 28-årige englænder, da vi er svømmet tilbage til stranden.

Han mener, at det netop gælder om at fange dem, som endnu ikke har forstået alvoren.

– Ellers ville det bare være som at prædike for koret, påpeger han.

Flyvefisk og guldbikini

Den holdning er han ikke ene om. Knapt 298 km² af Maldivernes samlede areal på 90.000 km² er rent faktisk landjord. Resten er hav. Samme hav, der ifølge prognoserne for klimaforandringernes udvikling vil fortsætte med at stige, indtil samtlige øer står under vand.

Det er naturligvis et dilemma i et land, der lever af turisme. Men det glemmes for en stund, da vi lander med vandflyveren fra lufthavnen i Malé bare nogle dage forinden.

Første stop er det maldivisk ejede resort Sun Siyam Iru Veli på den private ø Aluvifushi i Nilandhe Atol.

Piloten har bare tæer i cockpittet, og så er stilen ligesom lagt. Vi fragtes det sidste stykke med båd, selv om vandet er så klart og indbydende, at det er fristende at svømme i land. Skoene ryger allerede på bådebroen, hvor et udvalg af resortets personale synger og danser båden ind, mens en lille golfvogn med chauffør holder og venter på at køre os til vores villaer i vandkanten.

Egentlig er Maldiverne et muslimsk land med strikse love for påklædning og alkohol. Men de love lempes betydeligt, når det gælder turisterne.

Hvert resort har sine egne regler, som det er værd at tjekke op på hjemmefra, og dette må være et af de mere afslappede, for om aftenen spiser kvinden ved mit nabobord sig igennem en hel a la carte-menu iført guldbikini uden så meget som et løftet øjenbryn fra tjeneren.

Ekstraordinær service er Maldivernes vigtigste vare. Det står klart næste morgen, hvor vi hentes med speedbåd og sejles ud til den mindste, øde ø, jeg nogensinde har set. Egentlig er der tale om en sandbanke midt på revet, der vil forsvinde senere med tidevandet, men for nu er den smukt dækket med hvid baldakin spændt ud på pæle i sandet og et bugnende morgenmadsbord.

Flyvefisk slår smut omkring den lille ø, mens jeg tager for mig af frisk mango, papaja og passionsfrugter, så selv svømmefødderne strammer, da jeg hopper i vandet bagefter. Det er lige før, jeg ikke orker at plaske øen rundt.

Yoga ved daggry

Skulle man af uransagelige årsager alligevel gå hen og føle sig fortravlet, er der også råd for det. Tilbage på Aluvifushi tager det knapt 20 minutter at slentre hele øen rundt i adstadigt tempo langs stranden, og før eller siden passeres spapavillonerne, der er placeret på pæle ude i vandet.

I en af dem venter Ambika med kanelolie og beroligende musik. Hun har taget sin viden om den traditionelle praksis ayurveda med fra nabolandet Indien, og herfra er det bare at lægge sig på briksen og betragte de farvestrålende fisk gennem plexiglasruderne i gulvet, mens spændinger, der ikke hører sig til på en tropeø, masseres ud af kroppen.

Ovre på Gaakoshinbi hos The Fairmont kan vi også nyde godt af diverse spabehandlinger med afsæt i lokal, traditionel øpraksis, og morgenfriske typer kan sågar supplere med solopgangsyoga på stranden.

Mens solen står op over det Indiske Ocean, laver vi kobraen og krigerstilling. Nogle har lettere ved det end andre. Dog hjælper det, da en flok delfiner dukker op i brændingen og afleder alles opmærksomhed.

Hjemmedyrket chili

Temperaturen ligger stabilt på 26° til 32° året rundt, så det er tiltrængt med en iskold latte, da delfinerne er svømmet videre, og yogamåtterne rullet sammen. Den er selvfølgelig lavet på kokosmælk, for der mange kokosnøddepalmer på disse kanter.

Og ligesom flere andre resorts på Maldiverne stræber The Fairmont efter at blive selvforsynende i alt fra energi til vand og fødevarer. Det giver mening på så mange måder.

Havet er gavmildt, og køkkenhaverne omfangsrige. Med udgangspunkt i det traditionelle, maldiviske køkken laver øens kokke retter med den gulfinnede tun, der er udbredt i de lokale farvande, foruden havaborre og jomfruhummer.

Et andet luksusresort Le Méridien på øen Thilamaafushi har taget skridtet videre og anlagt Maldivernes første hydroponiske drivhus, hvor afgrøderne dyrkes uden jord. Op til 30 kilo økologisk salat høstes om dagen, mens regnvandstanke med plads til 30.000 liter vand holder øen grøn og frodig. Det gælder også den særlige maldiviske chili, der dyrkes her i stor stil.

Det vigtige søgræs

På samme ø møder vi havbiolog Candice Gunning fra Wales, som har et blødt punkt for den truede, grønne havskil dpadde. Derfor har Le Méridien ansat hende til at beskytte den population, der lever omkring øen.

Candice har været med, siden resortet åbnede i 2021, og første punkt på hendes dagsorden var at sørge for, at søgræsset på havbunden blev ladt i fred.

– Folk forstår ikke, hvor vigtigt søgræs er. Mange resorts vælger at fjerne søgræsset, fordi de finder det klare, blå vand mere æstetisk tiltalende, men rødderne holder sammen på sandet og forhindrer kysterosion, forklarer hun Candice og tilføjer, at det samtidig er skildpaddernes primære fødekilde.

For selv at få syn for sagen sejler vi med Candice ud på revet og springer i vandet med snorkel og svømmefødder på.

Under havoverfladen åbenbares stepper af mørkegrønt søgræs, der bølger med strømmen. Der går ikke længe, før en stor havskildpadde dukker op, og så den næste. De kommer glidende under os og forankrer sig i sandet med lufferne, når de græsser. De er ikke alene.

Revet er levende som en banegård i myldretid. En sorttippet revhaj siksakker over havbunden, en rokke begraver sig i sandet. Zebrafisk, papegøjefisk og dragefisk hænger ud mellem korallerne.

Derfor vender Candice ikke hjem til Wales lige foreløbig. Ligesom hendes kollega på The Fairmont, Sam Dixon, føler hun, at hun har meget mere at udrette her.

– Vi har gæster her, som ikke tror på, at klimaforandringerne er virkelige, siger hun.

Blandt andet håber hun på at bevise for omverdenen, at det betaler sig – både for dyr og mennesker – at indrette sig efter naturens præmisser.

– Jeg tror faktisk, det er derfor, at netop vores koralrev er så fuld af liv.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 43/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.