Shop, spis og hyg dig i Berlin
Foto: Elsebeth Mouritzen, All Over, PantherMedia
OM PRENZLAUER BERG
Kvarteret Prenzlauer Berg ligger i den nordøstlige del af Berlin som nabo til Freidrichshain og Mitte. Flere steder minder bydelen om københavnske Vesterbro med lange arbejderkarréer, og om Østerbro med de grønne åndehuller og herskabsejendomme, der overlevede den massive bombning af Berlin under anden verdenskrig.
Selv om bydelen hørte under DDR, indtil Muren faldt i 1989, bærer Prenzlauer Berg ikke præg af arkitektonisk hærværk. Tværtimod er de gamle arbejderkvarterer blevet byfornyet med nænsom hånd efter den tyske genforening, så de tiltrækker både studerende, kunstnere og intellektuelle samt bedsteborgere og børnefamilier. De elsker den landsby-agtige stemning, der især findes ved Kollwitzplatz.
OPLEV
Der findes ikke vildt mange seværdigheder inde i Prenzlauer Berg, netop fordi det er boligområde, men noget af det mest markante ligger i den nordlige ende: Mauerpark på Bernauer Straße. Under byens adskillelse var den del af dødszonen mellem øst og vest, men siden 1990’erne har den været rekreativ grøn park, hvor originale dele af Muren stadig står med sin graffiti. Hver søndag forvandles den til en folkefest med loppemarked, optrædener og sport. Kollwitzplatz i hjertet af Prenzlauer Berg er til daglig en stille oase med bænke, træer og legeplads, men om lørdagen er der økologisk madmarked og boder med kreativ husflid. Kulturbrauerei på Schönhauser Allee ligger i en fredet bygning, der tidligere husede et bryggeri. Nu er det multikulturhus med biograf, teater og museum om livet i DDR, og om aftenen forvandles det til en partyzone. LÆS OGSÅ: New York - for begynderen og for gengangeren
SHOP
Lokalt i Prenzlauer Berg er der mest små kuriøse butikker med mode, vintage og interiør. Blandt de bedste er Broke+Schön på Kastanienallee, hvor navnet dækker over, at det moderigtige tøj er til at betale, og Victoria Met Albert på Duncker Straße, som blander interiør med afslappet tidløs mode og tilbehør. Riccardo Cartillone på Prenzlauer Allee sælger lækre italienske velour- og skindsko i eget navn, men fører også mange internationale skomærker. Hvis du vil shoppe igennem, må du tage en tur til Mitte. Bare en tur ned ad både Alte og Neue Schönhauser Straße, som ligger i forlængelse af hinanden, får man alle de bedste butikker: Fransk mode i Zadig et Voltaire, svensk design hos Monki, & Other Stories og Cos, cool solbriller hos Ace & Tate, tyske Lala Berlin, danske Samsøe & Samsøe og Wood Wood. Skulle du blive brødflov, så hold kaffepause hos Zeit für Brot, som har de bedste kanelbrød. Vil du have moderne luksus med hjem, så er den tidligere danske model Anine Bing leveringsdygtig med sin trendy skandi-stil i flagskibsbutikken på Rosa-Luxemburg Straße. Foretrækker du at handle det hele under ét tag, er der selvfølgelig det klassiske KaDeWe-stormagasin og de individuelle butikker samlet i Hackescher Markt. På Leipziger Platz ligger LP12 Berlin Mall som supermoderne shoppingkompleks indrettet i det forhenværende Wertheim-varehus fra 1902. Står der ”kup” på din indkøbsseddel, strækker dine lommepenge langt i den japanske kædebutik Uniqlo, som findes flere steder i Mitte, med gode basisvarer i tidens casual stil ... ellers kan Zalando måske lokke med sit outlet på Köpenicker Straße i Kreuzberg?
Køb tysk – du får mange tyske mærkevarer til en helt anden pris og i et større udvalg end i Danmark, f.eks. to populære skotyper som Birkenstock og Adidas-sneakers.
FORKÆL
Skal mindet om Berlin vare længe, skal du et smut omkring Frau Tonis i Zimmer Straße, hvor en parfumør enten kan skabe din helt personlige duft, eller du kan vælge en af de 36, hvoraf mange reflekterer duften af Berlin på forskellige tider af året.
SPIS
Man behøver stort set ikke at forlade Prenzlauer Berg for at få sulten stillet fra morgen til aften. Juicerne hos bJuice på Kollwitz Straße er koldpressede, mens Schlomo Bagels skråt overfor lægger en god bund med Berlins bedste bagels og barista-kaffe. Skal du have en fyldig brunch, er Allan’s Breakfast Club på Ryke Straße kendt for sine Eggs Benny (Benedict), og bliver man hængende hele dagen, forvandles den fransk-australske café til en populær vinbar. Når lækkersulten melder sig, er Spooning på Kollwitz Straße som Berlins første rawcake-bar lige stedet. Du køber kugler i bæger eller på pind af den lækreste dej med krymmel på. Skal det være lidt sundere til frokost, har den italienske Heide’s i Ryke Straße støvlelandets klassikere i moderne form, og Pasteur på Kollwitz Straße serverer det fransk-vietnamesisk køkken, mens Meierei ved siden af og Engelberg på Berlins smukkeste gade, Oderberger Straße, holder den tyske madfane højt med raffineret bondekost fra alperegionen. Det jødiske køkken er populært her – Pasternak på Knaack Straße er det mere traditionelle med russisk smag, Mazel Topf på Ryke Straße trækker på inspiration fra hele verden, men især den moderne israelske gastronomi. Skal dagen slutte grønt, kan Lucky Leek på Kollwitz Straße anbefales, også af ”Michelinguiden”, som er faldet for det innovative veganske menukort.
Prenzlauer Berg er spækket med fortovscaféer. LÆS OGSÅ: Paris: Din guide til de bedste spisesteder og shopping
BO
Det er blevet populært at leje sig ind i private boliger. Mange lejligheder i Prenzlauer Berg er danskejede, men hvis du ikke kender nogen i forvejen, kan man søge generelt gennem Airbnb. Ackselhaus & Blue Home er to sammenlagte herskabsejendomme på Belforter Straße, der fungerer som luksus-bed and breakfast. Værelserne varierer i størrelse og personlig indretning til priser fra 900 kr., inkl. overdådig morgenbuffet, Ackselhaus.de Oderberger Stadtbad på Oderberger Straße var i perioden 1902-1986 offentlig badeanstalt og blev efter 30 års lukning renoveret til boutiquehotel i moderne stil. Den 20 meter lange swimmingpool og ny spa er også åben for gæster udefra. Værelser fra 1.050 kr., Hotel-oderberger.berlin/bad
Ackselhaus er en af de mange skønne herskabsejendomme, som er forvandlet til b&b.
PRAKTISK
Berlin er kun en times flyvning væk med SAS, Easyjet og Norwegian. Priser fra 300 kr. for en enkeltbillet. Det tager 7-8 timer med langtursbus, f.eks. FlixBus og IC Bus. Priser fra 150 kr. for en enkeltbillet.Et Berlin WelcomeCard er byens officielle rejsekort, som ud over at give adgang til busser, sporvogne og undergrundstog også giver adgang til mange museer. Fra 150 kr. for 2 døgn.
Trods renovering af Prenzlauer Berg kommer graffitikunstnerne stadig forbi.