Rejser
28. december 2009

Skt. Petersborgs historie og nye islæt

Zar Peter den Stores by med pragtfulde palæer, Eremitage-museet, Vinterpaladset og andre historiske højdepunkter er en ferie værd. Og særligt spændende bliver det, når man kombinerer historie med moderne storbyoplevelser i den smukke by.
Af: Sus Falch
https://imgix.femina.dk/media/369c5b012b8443439f000802a467bb20.jpg

Både ophold, måltider, entrebilletter og taxier fås meget billigere end herhjemme, men også til samme prisniveau.

Man kan altså rejse, som man har råd til, og at det ikke behøver være dyrt, fremgår af flere rejsearrangørers pakkerejser.

De bedste kvindetips til Skt. Petersborg:

  • Uundværlig guidebog
    Til en by med 600 paladser og utallige betydningsfulde bygningsværker og museer er "Politikens visuelle guide til Skt. Petersborg" uvurderlig. Pris 230 kr. www.politikensforlag.dk eller din boghandler.

  • Valuta
    Rubler 1 kr. svarer til 5,86 rubler. Ture o.lign. kan ofte betales med nye sprøde dollars, der afstedkommer 5% rabat.

  • Toldregler
    Tag ikke et gammelt ikon eller andre russiske antikviteter med hjem i bagagen. Det er ulovligt.

  • Tjek vejret
    Det kan være omskifteligt, så tjek det aktuelt på www.dmi.dk, så du pakker kufferten rigtigt.

  • Aktuel by-guide
    www.inyourpocket.com kan du hente en aktuel by-guide.

  • Tag en sejltur
    Byen er anlagt med et net af kanaler og omkring Neva-floden, og det er en smuk oplevelse at tage en sejltur med en af de mange turbåde.

  • Metro-kunst
    Tag en guidet tur rundt i metroen, hvis stationer er rene kunstværker, eller brug den bare som effektiv transport.

  • Drikkepenge
    De fleste i servicefag bliver glade for at få dem. Lønningerne er lave. 10% hvis restaurant-betjeningen er o.k.

  • Moderne kultur
    Kulturcentret Pushkinskaja 10 er et spændende sted for avantgarde-kunst, musik og andre kulturaktiviteter.

  • Er broen oppe?
    Om sommeren, hvor nætterne er så lyse, at de kaldes de hvide nætter, står broerne åbne i nattetimerne, typisk mellem 01.35 og 05.45, så skibene kan passere. Så husk at komme over, inden det sker.

  • Shopping
    Så afgjort på hovedstrøget Nevsky Prospekt, overvej at gå hele turen på 5 km, og kig ind i sidegaderne. Et must er sidearkaden Gostiny Dvor med smukke butikker, som ikke alle er dyre. Pazzazh overfor er populær blandt lokale og Maltsevskij-markedshallen ligeså.

  • Kriminalitet
    Vær fornuftig som alle andre steder i verden. Lad juvelerne blive hjemme og gå ikke med dine ting i en rygsæk. Brug hotelværelsets værdiboks og lås større ting ned i din kuffert.

  • God følgesvend
    "Skt. Petersborg i rejsetasken" til 148 kr. (forlaget Helikon) af historiker Svetlana Wolder som har arbejdet 20 år ved museer i Skt. Petersborg giver både turforslag til byen, historisk overblik og insight-information. www.bogguide.dk.

  • Husk at pakke
    Sko, du går langt og godt i, overtøj, der kan tåle en byge, som også kan falde om sommeren. Føntørrer, da ikke alle hoteller har det.

  • El
    220 volt, men adapter kan være nødvendig.

Det bøvlede visum

En stor fordel ved at bruge en rejsearrangør er, visumproblematikken.

Danmark har strenge indrejseregler for russere, og det går så også den anden vej.

Ansøgning om visum kræver personligt fremmøde på den russiske ambassade, Kristianiagade 5, i København, af enten ansøgeren eller rejsearrangøren, som ordner det for dig.

Og der skal bestilles tid i forvejen.

Ansøgningen kræver diverse dokumenter og billede, som du kan læse mere om på f.eks. Altrejser.

Den vigtige invitation

En af faldgruberne, hvis du selv bestiller hotel, er, at du skal bruge en såkaldt invitation.

Og det dokument kan mange små hoteller ikke udstede og så må de ud og købe den.

Hos AltRejser koster hele pakken, med udtagelse af den lokale registrering, som alle selv skal foretage i St. Petersborg, 500 kr.

Registreringen koster mellem 130 og 220 rubler, altså rundt regnet 20-38 kr.

Vælg fra og til

Uanset om du rejse på en grupperejse eller en individuel kan der være seværdigheder og steder, du gerne vil opleve. Her er guidebøger rigtig gode hjælpere.

Få de lokales tips

En anden god indgang til byen og førstehåndstips er at købe og begynde med en af de meget spændende og uhørt billige guidede ture med Peter's Walking Tours (Peters spadsereture).

Det lille korps af unge guider har specialviden på forskellige områder, og dertil fingeren på pulsen med alt fra madbutikker til kunst og kultur.

Kom først i køen

Til de store populære attraktioner, kan køerne være lange.

Men alle grupper med guide, også selv om den kun består af to personer, får direkte adgang.

Visse steder som på Eremitagen, der er seværdigheden over dem alle og et af verdens overdådigste museer, kan du købe billetter hjemmefra og springe køen over.

Husk blot også legitimation, der svarer til navnet på billetten, når du skal ind.

Find den gode mad

Der er rigtig mange restauranter i Skt. Petersborg. Men også mange, hvor filmen knækker.

Hvor maden er god og betjeningen håbløs, eller interiøret er smart, men maden dårlig og vise versa.

Væk fra alfarvej kan en parlør eller evnen til at tale russisk være nyttig, fordi engelsk er - ja en by i Rusland.

Hyggeligt og livligt

Overvej Teplo, der nærmest kan oversættes til hygge og varme, og er navnet på en virkelig god restaurant med fornuftige priser, god mad og atmosfære. Her kommer også unge, smarte russere, men stemningen er afslappet og hyggelig.

Gennemsnitsprisen for en tre-retters menu er bare 170 kr. og ikke mindre vigtigt, priserne på det engelske menukort var de samme som på det russiske.

Nogle restauranter tager højere priser af turister.

Teplo, Ul. Bolshaya Morskaya 45, www.v-teple.ru (kun russisk), maden er europæisk/russisk og personalet taler engelsk.

I Blinny Domik på Kolokolnaya ul 8, kan du få russiske pandekager på 70 måder, kolde, varme og med fyld, eller søde som dessert.

Og så kan vegetarer finde mange muligheder på Café Idiot på Moiki reki nab 82.

Høj restaurantkoncentration

Vil du bare gå ud og finde et sted, så stil mod Vasilevsky-øen skråt overfor Eremitagen og Vinterpaladset, hvor der er mange gode restauranter og livlige barer, som også serverer mad.

Mange af restauranterne med engelske menukort og engelsktalende tjenere ligger på og ved hovedstrøget Nevsky Prospekt.

Ud om aftenen

Hvis du er interesseret i at opleve klassisk musik, ballet eller opera, er der flere fremragende muligheder i Skt. Petersborg.

Mariinskij-teateret er en af Ruslands største kulturinstitutioner, som i udlandet mest er kendt for sit balletkompagni kaldet Kirov-balletten.

Teatret er også et af Ruslands førende operahuse, og ligger dør om dør med koncertsalen på Ul. Dekabristov 37. Teatret ligger kort og godt på Teaterpladsen 1.

Det er nemt at registrere og købe billetter til begge sale, på teaterets hjemmeside.

Du kan også se ballet i smukke omgivelser findes i Hermitage-teateret og Palads-teateret, hvor bl.a. den russiske komponist Tjajkovskijs Svanesøen er værd at overvære.

Heremitage-teatret er et af Ruslands ældste teatre, og bl.a. opfører afgangselever fra den berømte Vaganova-balletskole klassiske balletter her. Billetter bestilles nemt på teatrets webside.

I Philharmonia på Mikhailovskaya ul og Otkrity Mir på Malaya Morskaya 16 kan du købe klassisk med hjem.

Moderne musik

Jazz, rock eller pop, finder du på den engelsksprogede "The St. Petersburg Times" webside, i den trykte avis, på www.inyourpocket.com, der også fås trykt, og i en af byens turistinformationer.

Eller du kan klikke ind på spillestedet Griboedov Hills webside, og få en fornemmelse af repertoiret på koncert-videoklip.

Der er mange barer og klubber i byen. Klubberne kræver entre, og priserne varierer en del.

Læs også