3 hurtige til Julia Lahme
FEMINAs boganmelder Julia Lahme er aktuel med Sandheder fra en løgner, som kan ses som en opfølger på "Hvor lagde jeg babyen". En personlig og ærlig bog om de små hvide løgne, vi kvinder fortæller, og hvad der sker, når FinansGrisen æder éns job og status, og glansbilledet krakelerer.
- Hvad er det for nogle løgne, du vil sætte fokus på med din bog?
- Alle de løgne, vi kvinder fortæller hinanden. Jeg tror, at vi tit er så optagede af, at andre ikke skal opdage, hvordan vi i virkeligheden har det, at vi bruger meget lang tid på at dække over tingenes tilstand og få det hele til at ligne glansbilleder.
- Er du selv en af de kvinder, der lyver?
- Ja, det har jeg i hvert fald gjort. I stedet for at svare helt ærligt, når nogen spørger, hvordan det går, har jeg da tit og ofte smurt et lag sukker på. På den måde undgår vi også at gøre andre kede af det; så derfor tror jeg også, mange kvinder lyver rigtigt meget: For at tage ansvar og for at undgå konflikter.
- Hvilken bog læser du for tiden?
- Jeg er lige gået i gang med en samling kærlighedshistorier af Herman Hesse. Der er knald og tjubang og ødelagte hjerter på hver side.
Se webvideoen om hvordan forsiden til Julia Lahmes bog blev til :
I "Sandheder fra en løgner" fortæller Julia Lahme ærligt og med masser af selvironi om, hvordan det var at skulle skabe et nyt liv efter at have mistet jobbet som chefredaktør på Cosmopolitan. Og om at tage de rigtige valg for at få arbejdslivet og familielivet til at gå op, uden at dø af stress på vejen. Bogen udkommer 17. september på Pretty Ink.