Se, lyt & oplev
26. juni 20157 feminine bøger til sommerferien
Giv dig selv lov til at svælge i romantik, intriger og mord. Her er syv bøger, som passer perfekt til sommerferie – uanset om det regner, eller solen skinner.
Af: Mette Rou Lund
Utroskab i familien En familietur til Mallorca for at fejre 35-års bryllupsdag i et smukt hus med pool, og alt hvad du skal bruge. Det lyder som en feriedrøm, men ægteparret Franny og Jim har et mildest talt anstrengt forhold, da Jim har været utro med en helt ung kvinde. Deres datter Sylvia har travlt med sin egen mission om at miste mødommen, og deres søn Bobby slægter faren lidt for meget på. I huset er også Frannys bedste ven, den homoseksuelle Charles og hans mand. Der er dømt begivenhedsrig og yderst anspændt ferie i den underholdende Feriegæsterne af Emma Straub (Gads forlag).
Løgne & intriger Selvom forsiden er lyserød, så skal man ikke lade sig narre – Store små løgne af Liane Moriarty (Politikens forlag) er ikke bare forudsigelig hyggeunderholdning, selvom den bestemt er underholdende skrevet. Der er alvorlige temaer som hustruvold og mobning på spil for de tre kvindelige hovedpersoner, der alle har børn på den samme skole i et velhaverkvarter. Her er det perfekte mødre med page-frisurer, der regerer, og man kan hurtigt træde ved siden af, hvilket den unge Jane, der lige er flyttet til kvarteret, da også gør. Janes søn bliver beskyldt for at være voldelig i skolen, men sandheden er en helt anden i denne page-turner, der også byder på et mord.
Valget mellem to mænd I kærlighedshistorien Lola og naboens søn af Stephanie Perkins (Lindhardt og Ringhof) har den unge Lola et cool liv som modedesigner i San Francisco. Hun har også en (lidt for) rå rockmusikerkæreste, men en dag flytter en gammel flamme ind i nabohuset, og spørgsmålet er, om Lola kan glemme eks-flammen, der knuste hendes hjerte? Bogen, der er guf for fans af romantisk hyggelæsning, er en selvstændig fortsættelse til ”Anna og det franske kys” og en tredje bog i serien, ”Isla og jagten på lykke”, udkommer til oktober.
Krimiforfatters kærlighedsroman Anna Grue er kendt for sine fænomenale krimier med den skaldede detektiv Dan Sommerdahl, men med Italiensvej har hun skrevet en kærlighedsroman, der fører os tilbage til 50’ernes København, hvor en ung italiensk kvinde ankommer med et spædbarn og en hemmelighed i bagagen. Den unge kvinde bliver husholderske hos en læge på Amager og prøver at falde til i en hverdag uden hvidløg, olivenolie og frisk mozzarella. Men så bliver hun forelsket, og fortiden får stor betydning i den velresearchede historie om at gribe lykken.
Fra depri til forelsket I Cecelia Aherns Kunsten at forelske dig (People’s Press) vil den deprimerede (og meget lækre) Adam springe ud fra en bro en sen nattetime i Dublin. Den unge kvinde Christine, der heller ikke er på toppen, kommer tilfældigt forbi, og hun er så opsat på at redde den fremmede mand, at hun går med til, at hun i løbet af to uger skal overbevise ham om, at livet er værd at leve, ellers vil han hoppe igen. På samme måde som i kæmpesuccesen ”PS. Jeg elsker dig!” forstår Cecilia at blande romantiske følelser med sørgmodighed. Mon Christine får Adam til sidst? Vi sladrer ikke…
Christiane Schaumburg Müllers favorit Mange fik øjnene op for Lucinda Rileys bøger, da den kendte skuespiller og tv-vært Christiane Schaumburg Müller anbefalede Midnatsrosen (Rosinante) og resten af den irske bestsellerforfatters bøger på sin instragramprofil @christianesm og kaldte det ”mustread perfekt læsning til alle der skal på ferie”. I den romantiske slægtsroman Midnatsrosen bliver en fattig indisk pige venner med en indisk prinsesse i 1911, og sammen rejser de til England, hvor de møder en arving til et smukt gods. 100 år senere graver den fattige kvindes oldebarn i godsets historie. Det er guf for fans af retrostemning a la Downton Abbey og kærlighedsromaner.
En kvinde med hemmeligheder Er du til mord i sommervarmen, så er Den sidste akt af Mari Jungstedt (People’sPress) en spændende og desværre aktuel sag, hvor den kontroversielle forfatter og debatredaktør Erika Malm bliver fundet myrdet efter en heftig diskussion om fremmedhad og racisme på det årlige folkemøde på Gotland. Det viser sig, at Erika havde både en hemmelig elsker og hadefulde fjender, og den nyskilte og kriseramte politiinspektør Anders Knutas får nok at se til med opklaringen.
Magasinhygge i hængekøjen Har du lyst til at hygge dig i hængekøjen med en masse skønne magasiner i din sommerferie, men orker du ikke at slæbe dem med, så hop ind på pling.dk, hvor du for 99 kr. om måneden får adgang til blandt andet FEMINA, Elle, Mad & Bolig og en masse andre lækre magasiner på din smartphone eller iPad.