7 julefilm, der nok skal få dig i den rette stemning
Foto: Panthermedia
Romantik i overflod
På trods af at det er 13 år siden, at Nancy Meyers gav os ”The Holiday”, så holder den stadig. Britiske Iris vil væk fra sin nyligt forlovede chef, som hun er ulykkeligt forelsket i. Amerikanske Amanda vil væk fra sin utro kæreste. De beslutter at bytte huse over julen for at få kærligheden på afstand, men juleånden tro, ender de begge med nye flirter.
Julen ligger ikke under træet
Grinchen hader jul og alt, der følger med den. I Whoville stresser alle indbyggerne rundt for at blive klar til julen, mens Grinchen holder sig for sig selv. Han beslutter sig for at stjæle julen for at gøre kål på gaveræs og korsang én gang for alle. Men den lille betænksomme Cindy Lou får ham på andre tanker. Filmen er baseret på Dr. Seuss klassiker fra 1957.
”GRINCHEN: JULEN ER STJÅLET”, Viaplay
Klassikeren
Charles Dickens klassiker fra 1843 er blevet filmatiseret massevis af gange. Den animerede version fra 2009 er et fremragende bud på underholdning til de kolde aftener. Ebenezer Scrooge er stenrig og ligeglad med alle mennesker, selv når det er jul. Men det ændrer tre ånder på, da de viser ham konsekvenserne af hans selviske handlinger.
Fagre nye verden
Man kan ikke andet end at holde af Buddy, mennesket, som er blevet opdraget af nisser. På trods af at Buddy er dobbelt så stor som alle andre på Nordpolen, er han overbevist om, at han er en nisse. Da han får nyheden om, at han er menneske, rejser han til New York for at finde sin biologiske far, men det er altså rimelig svært at finde ud af rulletrapper, kontortider og sukkerindtag, når man er vokset på hos julemanden.
Søsterkærlighed og sød musik
Selvom jul egentlig ikke er temaet i denne film, så passer den perfekt til julemåneden. Søstrene Elsa og Anna er som nat og dag – og hinandens bedste venner. Så da borgerne i deres kongerige Arendelle opdager, at Elsa har iskræfter og fordriver hende, rejser Anna efter sin søster for at redde både hende og resten af kongeriget. Der er snevejr, en elskværdig talende snemand og ørehængende sange, som kun Disney kan skrive dem.
”FROZEN”, Cmore. (link fjernet)
Til julebal igen igen
Er det overhoved december, hvis man ikke har været til julebal i Nisseland? Lille Per er begyndt i skole, Søs er ulykkeligt forelsket, og ellers går dagen sin vanlige gang hos den lille familie. Indtil Far, kort før jul, bliver fyret. Mie og Ole tager sagen i egen hånd, mens Lille Per har travlt med at blæse på katten og danse natten lang. Det hele ender selvfølgelig lykkeligt.
”FAR TIL FIRE I BYEN”, Dansk Filmskat.
Utraditionel jul
Sønnen er taget på college, og manden gider hende ikke mere. Kates liv er i ruiner, så hun beslutter sig for at tage en tur til Afrika for at finde sig selv. Hun møder Derek, som driver et reservat for elefanter, og det varer ikke længe, før hun falder for reservatet og alle dets beboere – inklusiv Derek. Kristin Davis spiller overfor Rob Lowe, som er gaven der bliver ved med at give.