Advokat Jane Fisher-Byrialsen: “Jeg bliver stadig virkelig, virkelig rasende, når jeg møder uretfærdighed”

I 1989 bliver fem teenagere fra Harlem, New York, anklaget for at have stået bag en brutal voldtægt i Central Park. Herunder den dengang 16-årige Korey Wise.

I 2000 nægtede den dengang 14-årige amerikanske teenager, Lorenzo Montoya, hele 65 gange under sin afhøring at stå bag mordet på en skolelærer. Alligevel endte han at blive idømt fængsel på livstid for mord og tilbragte de næste 14 år af sit liv i fængsel.

I 2014 sad den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen i over seks timer i forhør uden en advokat under anklage om seksuelle krænkelser af 13 børn på en skole i New York. Politiet påstod bl.a., at de havde videomateriale, som dokumenterede overgrebene. Det var løgn.

Fælles for de tre sager? Der er i alle tilfælde tale om fænomenet falske tilståelser. I alle sager har de anklagede indrømmet skyld i sager, hvor de ikke var skyldige, og hvor der ikke har været beviser, som kunne fælde dem. Der har derimod været løgne om beviser og manipulation under afhøringerne, som i sidste ende har presset de involverede til at indrømme forbrydelser, de ikke har været ansvarlige for.

Fælles for de tre sager er desuden, at det var den danske advokat Jane Fisher-Byrialsen, som endte med at få dem frikendt. For Jane Fisher-Byrialsen har specialiseret sig i netop begrebet falske tilståelser.

Nu har hun skrevet en bog, som går bag om en række af de sager, hun gennem årene har taget på sig. For hvorfor er der overhovedet nogen, der kan finde på at indrømme noget, de ikke har gjort? Sandheden er, at det kan vi alle, hvis vi bliver tilstrækkeligt pressede, mener hun. I bogen fortæller Jane Fisher-Byrialsen desuden om livet som forsvarsadvokat i et amerikansk retssystem, som hun har gjort til sin livsmission at ændre til det bedre.

Opvokset i udlandet

Det er snart et årti siden sagen om Malthe Thomsen fandt sted. Siden dengang er Jane Fisher-Byrialsen blevet mere åben over for at åbne op om sine sager som advokat og sit liv i øvrigt.

“Jeg synes, det det er vigtigt for danskere at se, hvordan det amerikanske retssystem er, for jeg tror, vi lever lidt i en verden, hvor vi går rundt med lyserøde briller på og ser den amerikanske retsstat som meget ordentlig og meget sikker, mens det modsatte er sandt. I USA er du ikke uskyldig til andet er bevist. Du er skyldig, til du har bevist din uskyld.”

Den erkendelse har hun dog langt fra altid haft selv som advokat.

“Da jeg startede som ung advokat, tror jeg ikke, at jeg helt forstod, hvor dårligt og uretfærdigt retssystemet var. Jeg tror, at jeg helt naivt tænkte, at skyldige mennesker kommer i fængsel, og uskyldige går fri. Det var virkelig øjenåbnende at lære, at det ikke var sådan.”

Jane Fisher-Byrialsen er født i Odense, hvor hun boede, indtil hun var seks år. Men siden da har hun ikke haft fast base i Danmark ret længe ad gangen, og verden blev hendes andet hjem. Hendes far fik arbejde hos Maersk, og fordi hendes mor var sygeplejerske og kunne arbejde overalt, begyndte de at flytte fra det ene hjørne af verden til det andet. Det blev bl.a. til to år i Borneo, to år i Brasilien og flere år i Cairo i Egypten afbrudt af tre flytninger tilbage til Danmark.

Jane Fisher-Byrialsen er ofte blevet spurgt, hvordan det var at vokse så langt fra Danmark. Men hun havde aldrig prøvet andet og havde derfor svært ved at svare på det spørgsmål.

“Som barn tænker du ikke over, at du bor et sted, hvor tingene er meget anderledes, end hvor du kommer fra. Du bor der bare, og det er dit liv. Men jeg tror, at det har gjort det nemmere for mig at omgås og have relationer til forskellige mennesker. Og så har jeg nok også været mere opmærksom på fattigdom og stor ulighed allerede som barn,” siger hun.

Mennesket bag forbrydelsen

Hun husker det ikke helt selv, men ifølge hendes mor, var Jane Fisher-Byrialsen ikke meget mere end fem-seks år, da hun kørte rundt i sin morfar i hans Lada på Fyn og sagde højt, at hun ville være advokat. Den drøm blev kun forstærket af opvæksten i udlandet.

“Mine forældre har altid gået meget op i ikke kun retfærdighed, men også i at hjælpe dem, der har brug for hjælp og ikke får det andre steder fra. De har samlet penge ind og arbejdet med fonde for at åbne pigeskoler i Egypten, og min mor arbejdede frivilligt på et børnehospital for børn med kræft i Cairo. Vi havde den idé i vores hjem om, at man skal give tilbage og gøre noget for andre. Så man ikke bare tjener penge og laver en karriere, der ikke gør noget for andre,” siger hun.

Jane Fisher-Byrialsen tog sin studentereksamen på en amerikansk skole i Cairo. Derefter ville hun til USA for at læse jura. Hendes studievejleder fortalte hende, at hun nok ikke skulle regne med at komme ind og derfor hellere måtte søge flere steder. Hun søgte ind på 15 forskellige universiteter og kom ind på dem alle.

Valget faldt på Macalester College i Minnesota, bl.a. fordi der her var stort fokus på mangfoldighed og generelt højt til loftet. Hun havde, som mange andre, et billede af en advokat som en, der altid stod i retten og argumenterede sin sag, men på jurastudiet fandt hun hurtigt ud af, at langt de fleste advokater laver alt muligt andet. Fx testamenter eller hjælper firmaer med kontrakter og lignende. Men hun var ikke i tvivl om, at hun ville være en af de advokater, som skulle tilbringe meget tid i retten, og derfor specialiserede hun sig i kriminallov.

I sin bog fortæller hun, hvordan hun på den ene side arbejdede hårdt på sit studie og var meget pligtopfyldende, mens hun på den anden side havde svært ved autoriteter og en “sådan plejer vi”-tilgang.

“Jeg vidste med det samme, at jeg aldrig kunne blive anklager, for så skulle jeg være i stand til at sige, at folk, der begår fejl, altid skal i fængsel. Sådanne tanker kan jeg ikke have om andre. Jeg vil hellere være omsorgsfuld og se på mennesker som mere end den værste ting, de har gjort,” siger hun.

Men det skulle vise sig, at hun ville få svært ved at komme igennem med den tilgang i USA, også som forsvarsadvokat.

“Det er rigtigt svært i det amerikanske retssystem, for når du er beskyldt for noget, så er du kun det. Så er du kun kriminel. Du er ikke nogens mor eller søster eller én, der har et job. Du bliver kun set som det, det du gjore forkert.”

70 sager ad gangen

Som forsvarsadvokat er hendes opgave at få en dommer eller anklager til at forstå, hvordan en person er endt op i den situation, de er i. Hun oplever, at det er meget anderledes i Danmark, hvor der generelt er et bedre samarbejde mellem anklagere og forsvarere og en større interesse i at finde sandheden.

“I USA er det meget “hovede mod hovede”, hvor vi hele tiden skal arbejde meget hårdt for at få anklagerne til at forstå, at folk nogle gange gør noget kriminelt, ikke fordi de er onde, men fordi de måske har negativ social arv eller er opvokset i et kriminelt miljø. Eller de kan have familiære eller psykiske problemer. Der er meget mere, der danner det billede, som gør, at den hændelse sker. Og straffene i USA er så enorme, at vi er nødt til, så godt vi kan, at præsentere vores klienter som mennesker over for anklager og for retten for at få et nogenlunde retfærdigt resultat,” siger hun.

Efter jurastudiet arbejdede Jane Fisher-Byrialsen et par år for en dommer i Washington D.C., og derefter blev hun 2005 ansat som offentlig forsvarer for retten i New York.

“Det var virkelig barskt. Vi havde omkring 70 sager ad gangen. Det var meget overvældende, og jeg følte ofte ikke, at jeg gjorde det godt nok, fordi jeg umuligt kunne give alle sager lige meget opmærksomhed,” siger hun.

Det var i de år, hun mødte sin mand, David Fisher, som dengang også var offentlig forsvarer i New York. Parret blev gift i 2008, og samme år besluttede de sig for at starte deres eget firma.

I den første tid arbejdede de begge sideløbende som beskikkede advokater i offentlige og private straffesager og også i erstatningssager om folk, der var blevet krænkede af politiet. Men i 2009 blev hun ved nærmest en tilfældighed tilknyttet som advokat til den spektakulære kriminalsag kendt som Central Park Five-sagen, hvor fem mænd blev anklaget og siden dømt for et brutalt overfald og en voldtægt i New York populære park.

Sagen blev i 2019 til Netflix-serien When They See Us. Problemet var bare, at de var uskyldige, og sagen er siden blevet omtalt som et racebaseret justitsmord. Det var her, Jane Fisher-Byrialsen første gang stiftede bekendtskab med fænomenet “falske tilståelser” - som hende og hendes mand siden har gjort til deres store passion at arbejde med i deres firma.

“På det tidspunkt var falske tilståelser ikke et begreb, der sagde mig ret meget. Der var tilståelser, men jeg kendte ikke rigtigt til falske tilståelser. Jeg var blevet oplært i jurastudiet og ved en dommer og trænet som offentlig forsvarer, men der var ikke nogen, der fortalte os, at hvis vi fik en sag med en tilståelse, skulle vi virkelig kigge godt efter, hvordan personen var blevet afhørt, og om beviserne passer med tilståelsen. Det gør de ofte ikke.”

Tilståelse for enhver pris

Jane Fisher-Byrialsen er klar over, at det kan være svært at forstå i Danmark, hvor vi generelt har stor tillid til retssystemet, at der kan finde falske tilståelser sted i det omfang, hun har oplevet i USA. Og at de ofte kan trumfe egentlige beviser.

“Det kan være rigtig svært at forklare en jury, hvorfor nogen ville tilstå noget, de ikke har gjort. Men efter at have talt med mange eksperter og psykologer har jeg lært, at det jo er, fordi vi allesammen har et bristepunkt. Politiet har en strategi, som bevidst er misledende, så folk får en fornemmelse af, at det er bedre, hvis de bare siger, hvad de kan mærke på politiet, at de vil høre, end at de siger sandheden.”

Det gælder for eksempel sagen om Jane Fisher-Byrialsens klient, teenageren Lorenzo, som ender med at tilstå en forbrydelse, han ikke har begået. For i USA er det helt normal praksis og i øvrigt ikke ulovligt, at politiet lyver om bevismateriale for at opnå en tilståelse.

“Problemet med den teknik er, at når der sidder en person, der skal afhøres, så er politiet trænet til at gå ind i det rum for at få en tilståelse med tankegangen, at du er skyldig. Ikke for at samle beviser og høre, hvad du har at sige. De går ind med en attitude og den lukkede tankegang, at den her person har gjort det, og at nu skal jeg have dem til at fortælle, at de har gjort det.”

Teknikkerne handler her om at lyve om bevismateriale eller manipulere den mistænkte ved fx at vise en form for empati under afhøringen.

“I sagen om Malthe, sagde det ting som, at “det kan være, du ikke gjorde det med vilje”, eller “måske vidste du ikke engang, at du gjorde det”. Eller de kan påstå, at folk nogle gange gør ting, de ikke ved er forkerte eller ikke kan huske, fordi det er så grimt, at de lukker ned for det.”

Derfor kan man også i Malthe Thomsens tilståelse - hvor han faktisk indrømmer sin skyld - læse, at han ikke har nogen hukommelse om episoderne. Og som bekendt viste det sig også senere, at han slet ikke havde begået de forbrydelser, han var anklaget for, men var blevet vildledt af opdigtet bevismateriale.

Derudover kan der i afhøringer, som leder til falske tilståelser, forekomme trusler om, hvor slemt det vil være for dem at komme i fængsel, ligesom politiet ofte bevidst afbryder og skifter emne, hvis den mistænkte modsiger sig anklagen, forklarer Jane Fisher-Byrialsen.

Det handler ofte om både politik og penge. Politik, fordi bl.a. chefanklageren er folkevalgt og derefter selv vælger sine ansatte. Men også penge, fordi en stor del af fængselsvæsenet er udliciteret til private firmaer, som har interesse i at få flest muligt dømt og indsat i fængslerne. Og de penge, de tjener, bruger firmaerne bl.a. til at støtte politiske kampagner, hvorved der opstår en ond cirkel.

“Der er generelt meget en “lock them up”-kultur i USA, som vores eks-præsident jo også plejer at sige. Put folk i fængsel, så længe du kan, og smid nøglen væk. Samtidig er der ikke særlig stort fokus på rehabilitering, for det vil man ikke bruge ressourcer på. Det tjener man jo ikke penge på,” siger Jane Fisher-Byrialsen.

Hun har med en række klienter oplevet, at de har været indsat i årevis, uskyldigt dømte i øvrigt, uden nogen som helst mulighed for uddannelse eller anden rehabilitering undervejs. Det gjaldt fx hendes Lorenzo, som sad i fængsel, fra han var 14 til han var 28 år.

Personligt involveret

Jane Fisher-Byrialsen har været forsvarsadvokat i USA i to årtier. Men hvor hun i de første år ikke følte, at hun kunne ændre noget, er hun de senere år blevet mere opmærksom på, at hun har, om ikke magt, så et ansvar for at ændre på systemet.

“Jeg bliver stadig virkelig, virkelig rasende, når jeg møder uretfærdighed. Men så handler det om at træde et skridt tilbage og tænke over, hvad jeg kan gøre ved det. Jeg kommer jo ingen vegne ved at være rasende,” siger hun.

Da hun havde 70 sager af gangen, så hun ikke nogen muligheder for at ændre på systemet, men i dag er det et stort fokus for hende. Samtidig oplever hun også, at folkestemningen har ændret sig de senere år med flere true crime-serier, hvor falske tilståelser har været i centrum, herunder bl.a. serien Making a Murderer.

“Der har været et større fokus på, hvordan systemet fungerer indefra. Tidligere var der som regel fokus på politibetjenten som helten, der aldrig gjorde noget forkert. I dag er der flere, der har hørt om falske anklager, selvom der stadig mangler viden om, hvor udbredt det er fx at lyve om beviser i USA.”

Som forsvarsadvokat er Jane Fisher-Byrialsen kendt for at involvere sig meget personligt i de sager, hun arbejder med. Hendes klienter beskriver hende som deres psykolog, ven og socialrådgiver - foruden at være deres advokat. Hun kan ikke lade være med at tage arbejdet med hjem, selvom hun er blevet frarådet det fra flere sider.

“Alle mine klienter har mit mobilnummer, og hvis de ringer, så svarer jeg. Jeg synes ikke, det er retfærdigt, at de sidder i kaos og dårligdom, og jeg ikke er til rådighed for dem. Jeg er den eneste, der kan svare på de spørgsmål, de har,” siger hun.

Raseri som brændstof

Jane Fisher-Byrialsen fortæller i sin bog også åbent om, hvordan det har været at være to passionerede advokater med krævende jobs i New York og samtidig få to børn med under to års mellemrum. Langt de fleste dage var mindst den ene af de to forældre først hjemme, efter børnene sov. Og mens børnene var små, boede hendes forældre ofte i måneder af gangen hos dem i New York for at få hverdagen til at hænge sammen.

Alligevel valgte familien for nogle år siden at flytte fra New York til Colorado, hvor de i dag bor midt i naturen med flere kilometer til nærmeste naboer.

“Vi arbejdede konstant med spændende sager i New York, og det var svært for os at sige nej til sager, mens vi boede der. Børnene var alt for meget i børnehave, så vi var nødt til at komme lidt væk fra det. Jeg har aldrig været et bymenneske, og ingen af os havde lyst til, at vores børn skulle vokse op i New York City.”

Selve arbejdet er mindst lige så intenst i dag, men hverdagen er indrettet, så den passer bedre til deres behov. Fx arbejder både Jane Fisher-Byrialsen og hendes mand hjemme de fleste dage, på nær når de er i retten, på fængselsbesøg eller skal mødes med klienter.

“Hvis jeg har en almindelig dag hjemme med arbejde ved computeren, er jeg hjemme, når børnene kommer hjem. Det kræver, at jeg er lidt kreativ med min tidsplanlægning, så jeg kan arbejde igen senere på dagen eller om aftenen, men jeg synes, at vi har fundet en god balance.”

I dag er børnene desuden blevet større, hvilket også har gjort hverdagen lettere. Arbejdet er dog stadig altoverskyggende.

For nylig har Jane Fisher-Byrialsen sammen med en veninde startet organisationen “Protect Ethical Prosecutors” som en del af sit arbejde på at ændre lovene i USA, så anklagere skal holdes ansvarlige for eksempelvis at lyve om beviser eller tilbageholde bevismateriale.

“Jeg kan egentlig ikke lide politik, men jeg har erkendt, at vi jo er nødt til at samarbejde med politikerne for at lave lovændringer.”

Derfor er hun begyndt at holde foredrag for politikere og desuden opfordre de af sine klienter, som har mod på det, til at tale offentligt om deres historier om falske tilståelser.

Og hvor hun som yngre var så rasende, at det ofte førte til store skænderier med politi, anklagere og dommere, bruger hun det i dag som brændstof for at skabe forandring.

“Jeg er blevet bedre til at bruge det som en energi eller kraft, der får mig til at blive ved med at arbejde, også selvom jeg ind imellem er oppe hele natten og nogle gange ender med arbejdsdage på 20 timer.”

Lyt til “Min kamp for retfærdighed” af Jane Fisher-Byrialsen og Thea Pedersen eksklusivt hos Mofibo.