Se, lyt & oplev
28. marts 2025

Afshin Firouzi måtte træne to gange om dagen og vejede til sidst 100 kilo: "Jeg har vitterligt fået tæsk"

Han er aktuel i actionthrilleren ‘Hele vejen, der sætter lup på Københavns underverden. Afshin Firouzi har drømt om at blive skuespiller hele livet, men det var først i slutningen af hans 30’ere, at drømmen blev til virkelighed. Nu kan han altså kalde sig hovedrolleindehaver, og her fortæller han, hvordan filmsettet sendte ham tilbage til fortidens gamle følelser af vrede fra en hård barndom.
Af: Louise Elly Meyer
Afshin Firouz

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Selvfølgelig er en skuespiller ikke sin rolle. Men Afshin Firouzi er så overbevisende i ‘Hele vejen’ som karakteren Cairo, at man efter at have set den hæsblæsende actionthriller får lyst til at spørge, om han er okay, da han kommer gående hen ad Bopa Plads på Østerbro i København.

Filmen handler om den københavnske underverden med alt, hvad det indebærer af vold, stoffer og umulige krav om loyalitet. Den foregår på det Nørrebro, som vi ikke ser i døgnets lyse timer. Hovedrollen Cairo har forladt sin kriminelle fortid og i stedet har helliget sig til familielivet og et arbejde med exit-programmer. Men kan man lægge fortiden helt bag sig?

Der går imidlertid ikke ret længe inde på Café Bopa på Østerbro, førend karakteren Cairo alligevel træder i baggrunden.

For denne formiddag sidder Afshin Firouzi i rullekrave og fløjlsjakke med guldindfattede Tom Ford-briller i brystlommen. Hans hår er friseret i en bølge, og som han sidder der ved bordet med en varm hyldeblomstsaft og let til latter, udstråler hans væsen intet andet end mildhed.

Han er lidt forkølet, en naturlig del af at have et vuggestuebarn. Der er milevidt fra Cairo med den blakkede fortid til den stilede familiefar, Afshin. Selvfølgelig er der det.

– Det er en af de hårdeste roller, jeg har spillet både mentalt og fysisk. Fysisk, fordi jeg skulle ændre mit udseende ved at tage meget på og træne meget. Det er ikke, fordi jeg ikke har trænet før, men jeg skulle ligesom se tung og lidt grov og slidt ud, siger Afshin Firouzi, der landede en kampvægt på 100 kilo, da optagelserne var klar til at gå i gang.

Afshin Firouzi som Cairo i ‘Hele vejen’.

Foto: Anne Schwartz

Hvordan gør man det – får sig selv til at se grov og slidt ud?

– Jeg sørgede for ikke at sove særlig meget, læste manuskripter om natten. Vi optog 25 dage i streg og var ofte færdige med at skyde klokken et eller to om natten, og så satte jeg mig i min bil og læste i nogle timer, inden jeg tog hjem. Det er jo ikke sundt for nogen mennesker. Bagefter skulle jeg hjem og være noget for min familie, så der gik ikke ret lang tid, før jeg begyndte at se smadret ud, forklarer skuespilleren.

En del af transformeringen bundede også i, at Afshin Firouzi gerne ville vise, at han kan spille andet end polerede ‘good guys’, som for eksempel den pæne læge i tv-serien ‘Dag og nat’ og den professionelle journalist i ‘Graverne’. Han trænede med tunge vægte to gange hver dag og sørgede for at ‘spise helt i bund’.

– Inde i mit hoved havde jeg det sådan lidt: Okay, jeg skal fandme give jer den hårdeste fyr, I nogensinde har set, siger Afshin Firouzi.

Han bryder ud i et stort smil, men det var noget, han mente ganske bogstaveligt. Der var nemlig ingen såkaldt stunt-double på settet, så det er Firouzi selv, der lavede alle de tilspidsede scener. Alt fra at få tæsk til selv at være leveringsdygtig i gedigen action.

– Jeg ville gerne mærke rollen på min egen krop. Og jeg har vitterligt fået tæsk. Men jeg har arbejdet sammen med nogle virkelig gode og dygtige mennesker. Der er en scene, hvor der bliver taget kvælertag på mig. Ham, der gør det, har jo fokus på at få det til at se ægte ud, og jeg skal koncentrere mig om at kigge ind i kameraet. Og efter 17 takes virker nakken altså ikke helt, som den skal, griner han.

– Det var meget rock and roll, men vi grinede meget og snakkede det godt igennem undervejs.

Fjernsynsflugt

Det er altså i en alder af 44 år, at Afshin Firouzi høster sin første hovedrolle. Men hans vej til skuespillet har også været alt andet end kurant. Han har nemlig en lang karriere bag sig både indenfor restauration, musik og socialt arbejde.

Skuespilleren forklarer, at han var et sted i sit liv, hvor han havde brug for lige præcis en rolle som Cairo i lige præcis sådan en film som ‘Hele vejen’.

Men for otte år siden begyndte en barnedrøm at tage form. Afshin Firouzi blev ved med at lege med tanken om at blive skuespiller. Han følte dog, at han ikke helt havde alderen til at starte på skuespillerskolen. Derfor valgte han at starte fra ‘bunden’ og arbejde sig stille og roligt op ad. Eventyret begyndte således som statist i den danske dramaserie ‘Ørnen’.

– Jeg fik måske to biografbilletter for 12 timers arbejde, haha. Men jeg var glad, siger Afshin Firouzi.

Afshin Firouzi

Født i 1980 i Iran. Kom til Danmark med sin familie som treårig. Skuespiller, producer og socialpædagog på et bosted. Biografaktuel som hovedrolleindehaver actionthrilleren ‘Hele vejen’, der har premiere 3. april 2025. Har blandt meget andet tidligere medvirket i Afdeling Q-filmen ‘Den grænseløse’ og i de populære tv-serier ‘Dag & nat’ og ‘Graverne’. Far til en søn.

Den første rigtige rolle blev i anden sæson af tv-serien ‘Herrens veje’, hvor han spillede ægteskabsrådgiver. En lille rolle, men ikke desto mindre begyndte karriere-snebolden at rulle. Og det blev altså realiseringen af en drøm, der havde boet i ham, siden han var helt lille.

– Min mor sagde, at fra jeg var fem år, pegede jeg altid på fjernsynet og sagde, at jeg ville derind, forklarer Afshin Firouzi.

Sammen med sine forældre og sine søskende kom han til Danmark som flygtning fra Iran, da han var fire år. Faren havde været militæret og var på mange måder traumatiseret af sine oplevelser.

– Det var ikke nemt for mig og mine søskende. Vi havde en hård barndom på mange måder, siger Afshin Firouzi og forklarer, at det nok i virkeligheden var det faktum, der dragede ham mod skuespillet.

– Et lille barn kan ikke fysisk flygte. I stedet flygter man oppe i hovedet. Og sjovt nok ville jeg gerne være alle andre end mig selv.

Gamle følelser boblede op

I ‘Hele vejen’ veksler Afshin Firouzis karakter Cairo mellem at være både glad og ekstatisk til at være presset og desperat. Han beskriver, at han blev kastet frem og tilbage i hele følelsesregistret gennem optagelserne. Måske særligt fordi det miljø, som ‘Hele vejen’ foregår i, prikkede til nogle gamle erfaringer.

– Det var nogle meget intense optagelser. For pludselig mærkede jeg nogle følelser, som jeg ikke har mærket i mange, mange år. Jeg har boet mange steder gennem min opvækst, Nørrebro, Amager, Albertslund, Hedehusene, Taastrupgård, alle mulige steder, og jeg har oplevet de hårde sider af livet. Så når man lige pludselig står omgivet af nogen, der skal forestille hårdkogte kriminelle typer igen, så mindes man de typer, man er stødt på gennem livet, forklarer Afshin Firouzi.

I filmen forsvinder Cairos nevø, og det betyder blandt andet, at han er nødt til at opsøge sin fortid og stå ansigt til ansigt med bandemedlemmerne. De optagelser satte sig fysisk i ham, selvom der jo bare var tale om skuespillere med et manuskript.

– Først bliver man intimideret, så bliver man sur og vred. Der var dage, hvor det føltes så ægte, at det gav mig lyst til at smadre hele lortet, hvor jeg lige måtte minde mig selv om: “Hey, det her er jo ikke dig.” Men det var også det, der var med til at gøre optagelsen af den her film så magisk. Alle var i deres karakter. Jeg føler, at alle kunne have været hovedroller.

https://imgix.femina.dk/2025-03-28/20220710-110801-L-5302x3535ma.jpg

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Afshin Firouzi bad også de andre skuespillere om at fremprovokere den vrede i ham for at få Cairo til at virke endnu mere ægte og autentisk. For eksempel bad statisterne på settet om at puste røg op i ansigtet på ham, når han gik forbi dem for at komme i audiens hos bandelederen, så han for alvor kunne komme i kontakt med mørket, foragten og vreden.

Hvad var det for en vrede, der ramte dig?

– Jeg har jo selv lavet socialt arbejde i 20 år. På krisecentre, opholdssteder, sygehuse, sikrede institutioner, været kontaktperson. Og så har jeg selv haft en hård opvækst, så jeg kan da godt mærke, at der er noget vrede, der følger med hele vejen gennem livet. At der er nogen, der har gjort noget ved en, som man ikke fortjener, siger Afshin Firouzi og holder en kunstpause.

For selvom han har holdt i omegnen af 400 foredrag på landets skoler og biblioteker om sit liv, vil han – ganske forståeligt – helst ikke have, at en lille del af hans fortid bliver til fortællingen om hans liv og hans karriere.

– Jeg følte, at jeg var en stille og rolig dreng, der var glad for livet. Men der var nogen, der påtvang mig nogle ting, som jeg ikke havde lyst til at gøre, og som jeg samtidig ikke var klog nok til at sige fra over for, så jeg hoppede bare med. Jeg har aldrig været sådan et skaffedyr, men jeg har stået sammen med nogen, der solgte joints. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at sådan her er jeg overhovedet ikke opdraget, siger skuespilleren.

I ‘Hele vejen’ gennemlever de forskellige karakterer nogle komplekse indre kampe. For man skylder altid noget i bandemiljøet, og det gør det svært at forlade, også selvom det er det, man måske inderst inde har allermest lyst til.

Afshin Firouzi som Cairo i ‘Hele vejen’.

Foto: Forty Five Films

Hvad gjorde, at du selv var i stand til at gå en anden vej i dit liv?

– Jeg var en knægt, der sad i en lille lejlighed, og jeg fik at vide, at når der kom folk ind, så skulle jeg bare give dem joints. Og så håndterede de resten. Det var dumt. Jeg sad bare der og var en lille bitte mus i et stort net, lige indtil politiet kom og lukkede hele stedet.

Blev du forskrækket?

– Sindssygt forskrækket!

Selvom episoden ligger rigtig mange år tilbage i tiden, og selvom kriminaliteten aldrig blev en vej, som Afshin Firouzi valgte at gå, så har hans fortid givet ham et særligt indblik, som han har kunnet bruge i sin rolle som Cairo.

– Alle de steder, jeg har boet, har givet mig en forståelse for, hvordan tingene fungerer i de miljøer. Det er så langt væk fra mig, men jeg kunne bare mærke den der gamle foragt komme op i mig, da jeg var på settet, siger Afshin Firouzi.

Hvad har arbejdet med den her film givet dig lyst til at tale om?

– Venskab, tillid og familie. Hvor stærkt et bånd kan være, og hvor knyttet man kan være til et andet menneske. Selv ‘the bad guys’ ser jo hinanden som en familie, og selvom der er en masse ondskab i filmen, så handler den også rigtig meget om kærlighed.

‘Hele vejen’

Dansk actionthriller, der har premiere i landets biografer 3. april. Handler om det hårde københavnske bandemiljø og den mindst lige så hårde vej ud af det. Afshin Firouzi spiller hovedrollen som Cairo. Andre medvirkende er Albert Arthur Amiryan, Stephanie León, Soheil Bavi, Arian Kashef, Kenneth M. Christensen og Charlotte Fich. Jahfar Muataz er instruktør, og han har også skrevet manuskriptet sammen med Babak Vakili.

Læs mere om:

Læs også