Anden sæson af ’Hvide Sande’ har et stort trumfkort

Man må sige, at Holmsland Klit Turistforening får fuld valuta for pengene med TV 2-serien ’Hvide Sande’. Hvert afsnit af krimiserien viser lokaliteterne i og omkring den lille vestjyske by i Ringkøbing-Skjern Kommune fra deres allerbedste side.

Hvis vi ser bort fra de brutale mord, som finder sted i hver sæson, virker det da som et ret appellerende område til en sommerferie.

Til den nye sæson har vi sagt farvel til undercover-faux-ægteparret Helene (Marie Bach Hansen) og Thomas (Carsten Bjørnlund), og i stedet får vi en ny opklaringsduo i form af den tidligere drabsefterefterforsker Maj (Anne Louise Hassing) og den kække københavnerstrisser Bjørn (Allan Hyde).

Belejligt forgår sæsonens mord også i de solrige måneder, så vi slipper for nordic noir-mørke og dertilhørende tristesse.

Offeret er den lokale skoleskibskaptajn, Axel Greis (Peter Gilsfort). Han er blevet smidt i sin pool, fastspændt til at stort og tungt jernanker, så druknedøden er der ingen tvivl om. Men hvem er morderen?

Bjørn, den lokale panserbasse med hurtigbrille fastmonteret i panden, hiver fat i Maj for at få hjælp med opklaringen. Hun er ellers flyttet til byen med henblik på at slappe af, efter en stressrelateret blodprop har tvunget hende til at sætte politikarrieren i bero.

De to finder hurtigt en dynamik. Hun assisterer uofficielt og holder det hemmeligt overfor resten af byen, hvad hun tidligere har arbejdet med. Med det undercover-stunt håber de at få nogle informationer, de ellers ikke ville få.

Men det er faktisk ikke mordmysteriet, der er det spændende i anden sæson af ’Hvide Sande’.

Fabelagtige skuespillere

Maj har en voksen datter, som hun ikke har set i flere år.

Men hvem sidder nede i den lokale Brugs og ekspederer Maj? Det gør datteren Ninna (Frederikke Dahl Hansen). Hun er naturligvis ret bitter på sin mor, efter at hun både har negligeret hende igennem hele barndommen og har sagt, at Ninna burde få en abort, da hun finder ud af, at hun er gravid.

Udfoldelsen af den betændte relation og forsøget på at reparere forholdet er med længder det mest interessante aspekt i denne omgang af ’Hvide Sande’.

Anne Louise Hassing og Frederikke Dahl Hansen spiller fabelagtigt overfor og med hinanden. Både i de scener, hvor der bliver råbt højt, men også i de stille, hvor der ikke bliver vekslet et ord. Med små bevægelser, sigende øjne og vanvittigt flot kropssprog bliver alle internaliserede tanker mesterligt åbenbaret.

Selvom manuskriptet til tider svigter dem med lidt gumpetunge replikker, er skuespillernes leveringer så gode, at de kan få selv det rene vås til nærmest at lyde som Shakespeare.

Ligeså kan man sige om Allan Hyde. Den tidligere ’True Blood’-stjerne er i sit es som københavneren, der leder efter en måde at komme tilbage til hjemstavnen. Ikke engang tante Ellen (Bodil Jørgensen), som er politichef, kan trække i nogle nepotistiske tråde og få ham ekspederet tættere på Rådhuspladsen.

Opklaringen af mordet på Greis er derfor den helt store chance.

Hyde er charmerende og turnerer flot Bjørns småarrogante kækhed, så den lige nøjagtig ikke er øretæveindbydende. Både Bjørn og Allan Hyde bliver mere og mere interessante, som sæsonen forløber. Ikke mindst takket være Anne Louise Hassing, som er det store trumfkort i anden omgang af ’Hvide Sande'.

Dårlig krimi, godt drama

Mysteriet om, hvem der myrdede Greis, starter egentlig ret godt.

Men efter en smuttur til Bork Vikingehavn, som vitterligt bare er et reklamefremstød, virker det, som om ’Hvide Sande’ har svært ved at finde tilbage på sporet. Ikke mindst fordi der her kun er to ud af den seks afsnit lange sæson tilbage.

Serien tager tydeligvis sig selv langt mere seriøst end den sjælsbeslægtede ’Sommerdahl’, og derfor bliver den da også målt efter et andet parameter. Og mordmysteriedelen halter altså noget i anden halvdel af sæsonen. Det er dog ikke så tåkrummende, at tæerne slet ikke kan rettes ud igen.

Sammenligner man med engelske pendanter af krimiserier, falder ’Hvide Sande’ lidt igennem. Men miljøskildringen og persongalleriet trækker gevaldigt op. Selvom hovedrollerne fra forrige sæson af væk, er der masser af velkendte karakterer, som dukker op i større eller mindre roller.

Det kræver selvfølgelig, at man også har set med i sidste sæson for at forstå alles interne relationer og deres forhistorier, men det er en af den slags gaver, der bliver ved med at give.

Så selv om Bjarne Henriksens rigmand, Thorbjørn, kun er med i få minutter, fornemmer man tydeligt som førstegangsseer, at han er en stor kanon. Har man set første sæson, er det en af den slags små cameos, der højner oplevelsen.

Anden sæson af ’Hvide Sande’ er en skuespilmæssig sejr med ene gode præstation efter den anden. Opbygningen af universet er virkelig god, og så er det svært ikke at blive betaget af de turistbrochureflotte billeder, som sæsonen bugner af.