Anmeldelse: ’Ronja Røverdatter’ er klart bedst, når den overlader digtningen til Astrid Lindgren

Nostalgi er en mærkelig kraft, som kan skabe varme følelser for alt, der bare minder lidt om gamle dage. Den Ronja, jeg voksede op med, var dubbet af Anne Marie Helger, men jeg har forsøgt at åbne sindet og befri den moderne Ronja Røverdatter, hvis sidste halvdel netop har ramt Netflix, for min millennial-konservatisme.

I sidste ende hænger en meget banal sandhed dog som en lille tordensky over den nye serie: Astrid Lindgren var en meget dygtig forfatter.

Første del af serien, der fik premiere i marts, efterlod os midt i Tjegges forrædderi og Ronjas mulige tilfangetagelse. Røverdatteren undgår landsknægtene i første omgang, men finder snart ud af, at Mattis har fået fat på Birk, som han vil udlevere til Borka mod, at denne rømmer den nordlige del af Mattisborgen.

Birk undslipper, men efter opgøret føler begge røverbørn sig fremmedgjorte i egne familier og beslutter sig til at flytte ud i skoven sammen.

Imens nærmer Cappa sig røverborgen og muligheden for endelig at få fat på Mattis.

Mattis curlingfar og bryske Borka

Netflix’ ’Ronja Røverdatter’ vil langt fra forskrække hverken fans af bogen, 1984-filmen eller sågar Sebastians musical. For alle fortolkere af klassikeren lader til at have forelsket sig i Lindgrens ord, der i bogforlægget da også er skrevet ud som replikker, så de er lige til at stikke i hånden på en dygtig skuespiller.

Dem er der i øvrigt masser af i castet: Kerstin Linden er som Ronja livlig og udtryksfuld. Man har taget Birk og gjort ham mindre flabet og mere indadvendt i skikkelse af Jack Bergholt Henriksson, hvilket giver et godt spil mellem ham og den hårde Borka, der spilles med masser af bryskhed af Sverrir Gudnason.

’Badehotellet’-fans vil måske huske ham som spritsmugleren Ernst Bremer – her giver han den som troværdig røverhøvding.

Krista Kosonen er fuldt overbevisende som Mattisborgens rolige anker. Jeg føler mig nærmest krammet, når hun kommer på skærmen, og det er en sand Lovis. Christopher Wagelins Mattis udmærker sig også med en morsom blanding af machomand og overbeskyttende far, der fremstår sært moderne, selv om han blev skrevet sådan allerede i 1981.

Malurt i bægeret

Men. For sådan et er der desværre. For at strække historien til de ni timers spilletid, som serien i alt har fået, er der skabt en udvidelse af historien i form af den lokale landsbys gøren og laden, hvor borgmesteren Valdir (Pernilla August), indhenter hjælp til at løse røverproblemet fra fogeden Cappa og hendes søster Smavis.

Udvidelsen startede i seriens første halvdel som en introduktion til de mennesker, der røves, hvilket gav os seere en velkommen ambivalens omkring Mattis’ og røvernes store glæde ved deres ”erhverv”. Men her i anden halvdel kommer det til at handle mere om Cappa selv, hvilket ender i et klimaks, som føles påklistret historien, så man nærmest kan se gaffatapen stikke ud i kanterne.

Det værste er, at landsbyens problemer, den del af det udvidede Ronja cinematic universe, som jeg faktisk var interesseret i, nærmest falder ud af denne anden del.

Man har opfundet nye karakterer og med vold og magt tvunget dem ind i historien i stedet for at fortælle os noget mere om de karakterer, som altid har været underbelyste. Lovis kunne sagtens have tålt en forhistorie, Undis får en lillebitte én, som fint kunne have været uddybet, og så er der jo i øvrigt 24 Mattis- og Borka-røvere, om hvem jeg kan sige, at jeg har set deres bare røve og kender nogle af deres fornavne.

Hvor magien kommer fra

Sceneriet er fuldt af magi og skønhed. Borg og kostumer tager os ind i et middelalderunivers, om end jeg lige skulle vænne mig til, at Smavis’ og Birks frisurer er en anelse Vesterbro-smarte. Seriens lange spilletid er fuldstændig berettiget, når den bruges til at tilføre historien nogle pauser af sanselighed og lade os tilbringe tid med Ronja, Birk og den helt utroligt lækre skov, som man har valgt at optage i.

Afsnit 3, hvor vi følger Birk og Ronjas udflytning og ophold i Bjørnegrotten er et højdepunkt, fordi det udfolder Ronjas store kærlighed til skoven, som er så vigtig for historien.

Rumpenisser, heksefugle, grådværge og anden skovmagi er flot lavet og passer til seriens look i øvrigt. Jeg er dog ikke helt sikker på, hvad man skal synes om de scener, hvor Ronja og Birk skyder til måls efter og bowler med rumpenisser.

Det skulle nok have været en enten/eller. Enten havde vi kastet bogforlægget op i luften, kaldt det hele ”løst baseret på” og givet den fuld Gaddafi med afvigelser og nytænkning. Indrømmet, den model havde nok også haft nogle udfordringer.

Men når man mikser scener, hvor ordene er løftet direkte fra Astrid Lindgren selv og nyskabelser, bliver kontrasten for stor. Lindgrens finurlighed, flabethed og naive filosoferen er ikke sådan at kopiere.

Det viser sig i sidste ende, at det ikke var Anne Marie Helgers stemme, men Astrid Lindgrens ord, der giver ’Ronja Røverdatter’ sin nostalgiske magi.

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.