Bridget Jones: Darcy er død!
Chok: Det var forfatteren Helen Fielding, der slog ham ihjel. Hun mente, at det var på tide, nu hvor tredje bind af fortællingen om den kiksede Bridget udkommer. Dermed ondulerede hun også skuespilleren Colin Firth, som vi aldrig skal se i den rolle mere …
Den nye ”Bridget Jones. Vild med ham” vakte røre i England allerede, inden bogen ramte butikkerne. Nyheden om Mark Darcys død løb som en steppebrand gennem engelske fankredse, og den fik oven i købet sendetid i tv-nyhederne – klods op ad reportager fra krigsramte Syrien.
Forfatteren var selv overrasket over reaktionen:
- Han var jo nødt til at dø, kan du ikke se det? Smukke, rigtige, fornuftige, ordentlige Mark Darcy kunne da aldrig finde på at gå fra sin kone og to børn. På denne her måde bevarer vi hans minde. Og jeg var nødt til at fjerne ham på den ene eller anden måde, for ellers ville der ikke være meget at skrive om, siger Helen Fielding i et interview med Maise Njor.
LÆS OGSÅ: Fifty Shades of Grey: 5 facts om Charlie Hunnam og Dakota Johnson
Hej Colin, du er desværre død
Men hvad så med Colin Firth?!
- Jeg ringede til ham og spurgte, om han sad ned. ”Ja”, svarede han.” Har du nogen hos dig, som kan tage sig af dig om lidt?” Spurgte jeg. ”Ja.” Og så fortalte jeg ham, at han var død, og så kom vi til at grine, for der var jo ikke sket noget, men så alligevel … Colin er så fin og fantastisk en skuespiller, at han fik skabt en af de helt store romantiske manderoller, ” siger Helen Fielding.
I den nye dagbog er alt i ruiner i starten. Bridget er enke, hun har ikke haft sex eller bare nærkontakt med en mand i fem år, hendes børn – og hurtigt også hendes omgangskreds – har lus. Men så sker der noget, som har med en yngre mand at gøre …
Det er 17 år siden, den første Bridget-bog udkom. De to første bind er solgt i 15 millioner eksemplarer til 40 forskellige lande og er filmatiseret med Renée Zellweger i hovedrollen.