'Bytte bytte barn' er en lunken, men sjov fornøjelse. Og en helt særlig målgruppe vil uden tvivl føle sig spejlet

To vidt forskellige familier skitseres i ‘Bytte bytte barn’. Liv (Katinka Lærke Petersen) og Malte (Kasper Dalsgaard) er et – lad os kalde dem – boheme-par, der sværger til øko og krystaller, nulskærmspolitikker og hjemmestrik, og som bor i en form for haveforening.

På den anden side har vi Cecilie (Mille Dinesen) og Andreas (Lars Ranthe), der er et klassisk karrierepar, han i jakkesæt, hun i højt hår og stiletter. De bor i en kæmpe villa med tilhørende pool og er generelt glade for livets materielle goder. For at få råd til dem arbejder særligt Cecilie helt utroligt meget. Så meget, at hun mest af alt synes, at hendes søn er en byrde.

Fællesnævneren for parrene er, at de begge har et to-årigt barn. Og så kender de hinanden, fordi deres æg blev forbyttede i forbindelse med deres fertilitetsbehandling. Således tager ‘Bytte bytte barn’ altså over, hvor ‘Bytte bytte baby’ slap.

Det nye er imidlertid, at Cecilie og Andreas ved en rutine-børneundersøgelse hos lægen finder ud af, at æggene faktisk slet ikke var blevet byttet rundt. Og det betyder altså, at de i de to år, der er gået, ikke har boet sammen med deres biologiske barn.

Al rodet, der øjensynligt har været i æggebakken på fertilitetsklinikken, sætter dem naturligvis i et umuligt dilemma. Skal de bytte børnene tilbage igen? Til en begyndelse beslutter de sig for at flytte sammen i luksusvillaen i en slags bofællesskab og opdrage børnene i fællesskab.

Præmissen virker i sagens natur lidt urealistisk. Fordi… den slags sker vel ikke? Men den skepsis er man ligesom nødt til at æde, hvis man gerne vil igennem resten af filmen med det gode humør i behold. Og netop godt humør giver filmen en, hvis man lader fiktion være fiktion.

Det store spørgsmål er, om kollektivet er lykken, eller om der hurtigt kommer malurt i bægeret, fordi forskellene simpelthen er for store, og de etiske dilemmaer for svære.

Modsætninger mødes, eller?

Ret hurtigt kolliderer de hvide glinsende Nordsjællands-overflader, det musselmalede stel og mælkesnitter med gedemælk, røgelse, morgenyoga og klimapolitiske brandtaler. Og det er virkelig sjovt.

Særligt når Cecilie (Mille Dinesen) udbryder ting som: “Vores hjem er blevet invaderet af et biodynamisk beduincirkus!” med ren forfærdelse malet i ansigtet og et vredesudbrud, der fortsætter ufortrødent mod ‘kvalmende røgelse og ulidelig munke-musik’.

En af filmens største forcer er netop de ret præcise og tidstypiske karikaturer af forskellige forældretyper (også selvom de selvfølgelig er lidt overdrevne). Den rummer virkelig gode og genkendelige iagttagelser, og sammenstødene mellem de to typer er fulde af gode replikker.

Vi kender nok alle sammen en, der smider en ravperlekæde om halsen på sit barn i håb om, at det må sove bedre om natten. Vi kender også dem, der går virkelig meget op i beige børnetøj og har en personlig fortælling om, at man altså sagtens kan være mor og fokusere på karrieren samtidig.

Filmens største svaghed er imidlertid, at det alligevel med jævne mellemrum bliver en anelse for karikeret. For eksempel når Livs mor (Sarah Boberg), der er indehaver af en helsebiks, snakker om bollerum og uddriver dårlige energier i fælleskøkkenet med store fjer.

Diskussionerne mellem Liv (Katinka Lærke Petersen) og Malte (Kasper Dalsgaard) virker heller ikke specielt realistiske, og replikkerne bliver leveret en anelse forceret, næsten som om de bliver læst op i flere tilfælde. Og det gør unægteligt noget ved en filmoplevelse.

Spejler småbørnslivet godt

Filmens største styrke er helt klart de genkendelige hverdagsscenarier. Den er på mange måder et spejl af småbørnslivet, som mange kender det, med søvnløshed, manglende sex og ‘hvem henter’-diskussioner.

Et liv, hvor man hele tiden skal skynde sig, og hvor man har dårlig samvittighed både på arbejdet og overfor sine børn, som man måske ikke ser så meget, som man kunne ønske. Og de vilkår er ens, uanset om man er karrieretype i klassisk forstand eller en krystal-healer.

‘Bytte bytte baby’ er en rutsjebanetur med lunkne bølgedale, men som peaker med gode grin. Det er en hyggelig feelgood-film, og der hersker ingen tvivl om, at Mille Dinesen og Lars Ranthe løfter filmen enormt med deres troværdige leveringer af deres replikker og et genialt samspil.

Filmen kommunikerer nogle ganske hæderlige budskaber om, at det for eksempel er okay at være typen, der keder sig på barsel. At have brug for mere end at være nogens mor. At kærligheden ikke nødvendigvis kun ligger der, hvor blodsbåndet er. At det virkelig er svært at mønstre den famøse work/life-blance. Og sidst men ikke mindst: At vi i øvrigt nok alle sammen er mere ens i forældreskabet, end vi lige går og tror.

For når ‘Bytte bytte barn’ tegner et billede af to så karikerede og vidt forskellige familier, er det jo for at fortælle os, at vi er ens indenunder jakkesættene og yogabukserne. Toårige kan få det værste – og det bedste – frem i alle mennesker.

Det er en rigtig sofa-film, som helt sikkert kan male et smil frem. Det er en lun komedie, og man skal lægge sig under dynen en dag, hvor man trænger til opløftning og komfort og sætte ‘Bytte bytte baby’ på. Det er nemlig en sød film, nogen vil nok sige for sød, men den er også sjov og tegner et komisk tidsbillede af 20’ernes forældretyper.