Danske Holger Rune er snart aktuel i Netflix-serie
Foto: Carlos Perez Gallardo/Reuters/Ritzau Scanpix
Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør. Dette er en redigeret version.
I 2024 kommer hele verden til at kunne følge med i Holger Runes vej mod stjernerne.
Her får sæson to af Netflix' serie "Break Point" nemlig premiere.
I serien følger man en række kendte tennisstjerners liv på og udenfor banen, og nu kommer man altså også til at kunne følge med i Holger Runes tennisliv.
Det har streaminggiganten meldt ud på Twitter.
Holger Rune har haft et kamerahold til at følge ham gennem flere måneder.
Det så man blandt andet, da han deltog i Australian Open i januar, hvor han fortalte om sin medvirken i serien.
– Det er godt for tennis. Det er godt for os spillere. Jo flere fans vi kan få af sportsgrenen desto bedre, udtalte den 19-årige danske tennisstjerne.
Holger Rune indtager lige nu en 8.-plads på verdensranglisten.