Derfor må hendes børn helst ikke se Sygeplejeskolen
Foto: Hanne Juul
Ulla Vejby har i seks sæsoner spillet Else i ”Sygeplejeskolen”, hvor hendes karakter er kæreste med portøren Finn.
I virkeligheden er skuespilleren gift med Michael Lysgaard, og sammen har de to døtre, Marie på 10 år og Ida på seks år.
- Den yngste er lige begyndt i skole, og det er meget stort. Jeg skal lige vænne mig til, at jeg har børn i midtergruppen, og nu kan jeg ikke længere brokke mig over, at jeg ikke sover længere, siger Ulla Vejby.
”Sygeplejeskolen”-stjernen er spændt på, om døtrene også får interesse for skuespil.
- Jeg har prøvet at spørge dem, men de gider ikke rigtig at svare på det. Det er først nu, de egentligt begynder at forstå, hvad jeg laver. Min datter er begyndt at spørge, om jeg skal ud for at lave det der, hvor jeg er sygeplejerske, fortæller Ulla Vejby med et smil.
Hendes karakter, Else, er til tider en ret skrap dame, og hun indrømmer, at hun helst vil undgå, at hendes døtre skal se hende i serien.
- Det sidste års tid har jeg vist dem nogle scener, og det, syntes de, var sjovt. Men jeg spiller jo ikke så sympatisk en karakter, så jeg ved ikke helt, om de er klar til at se deres mor på den måde, lyder det med et grin fra Ulla Vejby.
Denne artikel blev først bragt hos Billed-Bladet, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.