Se, lyt & oplev
6. september 2024

Det damper af begær, men der er også noget mere alvorligt på spil

Anmeldelse: Den omdiskuterede biograffilm med Blake Lively i hovedrollen er til tider klichéfyldt, men vejer op for det med solide skuespilpræstationer og troværdig dialog.
Af: Louise Elly Meyer
Blake Lively

Foto: SF studios

Allerede længe inden den danske premiere på It Ends With Us har filmen vakt opsigt og været genstand for stor debat. Hovedrolleindehaver Blake Lively er blevet anklaget for at være tonedøv i forbindelse med lanceringen af filmen.

Her er hun gået all in på blomstertemaet, der også er gennemgående for filmen, hvor hun ejer en blomsterbutik.

Til gengæld virker hun ikke til at have bekymret sig specielt meget om filmens egentlige tema: partnervold.

Det har derimod instruktør og mandlig hovedrolleindehaver, Justin Baldoni.

De fleste medvirkende i filmen er imidlertid stoppet med at følge ham på sociale medier. Angiveligt fordi han skulle have 'body shamet' Blake Lively. Og det er altså blot nogle af de beskyldninger, der er fløjet frem og tilbage i tiden op til premieren.

Nu kan de danske biografgængere så selv få syn for sagen i filmen, hvor luften er ladet med elektriske spændinger.

Faktisk damper det romantiske drama It Ends With Us af begær og forelskelse det meste af filmen igennem, og den er på mange måder et langt studie i forførelsens kunst.

It ends with us

Premieredato: 5. september 2024 i biograferne
Genre: Drama, romance
Instruktør: Justin Baldoni
Manuskriptforfatter: Christy Hall
Medvirkende: Blake Lively, Justin Baldoni, Brandon Sklenar, Jenny Slate, Hasan Minhaj, Isabela Ferrer, Alex Neustaedter, Kevin McKidd, Amy Morton
Land: USA
Spilletid: 2 timer og 10 minutter

Filmen begynder dog på en mere alvorstung note. Lily Bloom (Blake Lively) er vendt hjem til den provinsby, hun kommer fra for at deltage i sin fars begravelse.

Hun var der ikke i dødsøjeblikket til morens store fortrydelse, og der er tydeligvis noget usagt på spil.

Forholdet til faren har åbenlyst ikke været godt, men dén hemmelighed bliver først udfoldet senere, bid for bid, når filmen krydsklipper mellem nutiden og tilbageblik fra Lilys teenageår.

Her finder vi ud af, at hun har haft en betydningsfuld ungdomskæreste, Atlas, og man bliver hurtigt klar over, at alt ikke har været rosenrødt hjemme hos familien Bloom.

Det egentlige ‘point of no return’ indfinder sig på en tagterrasse i Boston.

Lily er vendt tilbage til byen efter begravelsen og sidder på toppen af byens tage i et øjebliks eftertænksomhed. Pludselig flyver en dør op, en mand gør en dramatisk entré – det har været en hård dag på jobbet.

De falder i snak, Lily, og hvem der viser sig at være neurokirurgen Ryle Kincaid (Justin Baldoni).

Og det er herfra, at filmen for alvor begynder at dampe.

De har et magisk første møde, og en forelskelse er med al tydelighed under kraftig opsejling. Dermed ikke sagt at alt er udramatisk herfra. Tværtimod. Fortiden spøger og truer med at vise sit ansigt i nutiden.

Generelt er plottet meget forudsigeligt – næsten skridtet videre end det – og som seer kan man ikke undgå at føle sig en lille smule ‘talt ned til’.

Vigtige elementer i filmen bliver overfortalt med en tyk og floskelfyldt symbolik. Den kører efter drejebogen: Forklar det, vis det – og forklar det én gang til.

Manuskriptet er således på mange måder filmens største problem. Der er ikke mange overraskelser, og der er heller ikke meget, der bliver overladt til fantasien.

Det største suspense består i, at man sidder med en konstant underliggende fornemmelse af, at der snart må være noget, der går galt. En fornemmelse, der bliver båret flot frem af skuespillerne.

Mange af elementerne er komplet urealistiske – for eksempel kan man sagtens bare lige åbne en blomsterbutik og gå i toplækkert tøj, selv om man er en arbejdsløs boheme-, men de urealistiske elementer undskyldes, fordi de bidrager til filmens æstetik, som er stunning.

Øjnene bliver fodret med smukke mennesker, der lever og ånder i et Boston, der er indhyllet i efterårets gyldne nuancer.

Æstetikken og skuespillerne redder filmen, for deres dialoger er troværdige, uanset om de joker med hinanden, skændes eller har alvorstunge snakke.

Når alt dette er sagt, skal man være lavet af et særligt hærdet materiale, hvis der ikke på et eller andet tidspunkt sniger sig en tåre ind i øjenkrogen.

På samme måde kan man vitterligt mærke suset fra både fortiden og forelskelsen. Og så lykkes It Ends With Us med at give gedigent stof til eftertanke.

Den illustrerer på ret rørende vis, hvor komplekst det er at være nødsaget til at foragte en, man virkelig elsker.

At der altid gemmer sig en historie bag et menneskes handlinger, og at dén historie kan tjene som en forklaring.

Ødelagte mennesker gør sommetider forfærdelige ting. Det er ikke det samme som en undskyldning, og det illustrerer filmen flot.

Desuden leverer den en forfriskende, omend subtil kritik af den amerikanske våbenlovgivning.

Men når rulleteksterne rammer, sidder man alligevel tilbage med en lidt flad fornemmelse. Lidt som en sodavand uden brus.

Smagen er jo egentlig stadigvæk fin nok, men den mangler virkelig det der perlende element, der gør den ekstra lækker.

It Ends With Us kunne sagtens have nøjedes med at være en streamingudgivelse. Den er ikke storslået, men perfekt til en lørdag aften på sofaen.

Anmeldelsen af "It ends with us" lyder på fire ud af seks hjerter.

Læs mere om:

Læs også