Se, lyt & oplev
3. oktober 2024

Det er det stærkeste, der er sket i programmets historie

Det er det sidste program, inden afgørelsen falder på torsdag. Det bliver for meget for én jyde.
Af: Thomas Balslev
Søren og Morten

Foto: DR/Snowman Productions

Det er et afsnit, hvor der bliver lavet oceaner af kaffe. Hele tiden, over alt. Og det hænger selvfølgelig sammen med, at de bare er derhjemme. Men det er ikke det, vi har bedt om at glo på.

Getawayen er overstået, og parrene træder ind i eksperimentets absolutte sidste fase. Det er ikke, fordi man sidder med hjertet oppe i halsen over, hvem der mon bliver sammen.

Enhver kan se, hvor det kører, og hvor det går af lort.

Til gengæld vil jeg mene, der skete noget historisk i det her afsnit, da Morten var i terapi. Det var vildt, men det vender vi tilbage til. Vi skal i cirkus.

Rolf og Nina fra Gift ved første blik

Nina og Rolf: 85 %

Her vælger de nu at flytte hjem til Nina, hvilket er oplagt, bortset fra at hun bor lidt temmelig besynderligt rent æstetisk.

"Cirkus Nina," siger hun. Der er en lampe på væggen, som er en planet, og den viser hun frem. Derudover er hjemmet defineret ved ikke at have noget bad.

Lejligheden er, som Rolf har forventet, siger han. Folk, der ikke har et bad, har jo som regel også svært ved at skjule det sådan odeur-mæssigt.

Rolf handler ind og køber to liter af et plantebaseret produkt, der hedder Spir. Han laver en gryderet, som er ekstremt yderligtgående på den politiske venstrefløj. Seertallene fra hele Region Syd forsvinder omgående.

Så tager han telefonen, fordi Nina ringer:

"Hej Kaos," siger han.

"Hej Ro," siger hun.

Deres nye kælenavne lå lige til højrebenet, forklarer hun. Hvad skal man sige? Det er godt nok pjattet.

Det fremgår ikke hvorfor, men senere begynder de at løfte hinanden på skift i offentligheden. Op på ryggen og sådan noget. Det er selvfølgelig meget kritisabel adfærd, men skyldes nok, at de trives.

Senere tager de i en park med deres venner, og Nina bliver stangbacardi på grund af en 3 liters Bag-in-Box, mens Rolf laver akroyoga med sin bror. Den mand vil helst ikke foretage sig noget normalt.

Nina siger faktisk, hun vil sige ja til Rolf i dag, og selvom Rolf virker mere lunken i det her afsnit, er der en god chance for, at det bare er klippet sådan for at lave suspense. Vi tror på dem.

Morten og Søren fra Gift ved første blik

Morten og Søren: 83 %

Jeg elsker dem. Efter getaway føler Søren sig lidt tilsidesat på grund af noget, der skete. Han kan godt lide Morten, det er derfor, siger han.

De vælger også at bytte bolig, og Morten glæder sig til at flytte ind hos Søren, da han har et normalt hjem.

Forud for indflytning laver Søren en ret med noget, der ligner kolossale stykker bacon. Men det kunne også være tørsaltet guanciale baseret på deres gastronomiske segment.

De har det generelt fjollet, og Morten siger, alting er blevet bedre, efter de rykkede ud af hans lejlighed.

"Jeg kan godt mærke, der er nogle forelskelsesfølelser i mig," meddeler han, og man bliver jo helt varm om hjertet.

Det bliver endnu bedre, da Morten er i terapi hos Trine og tager hul på et meget rørende emne, nemlig at han har "en indre homofob", der står i vejen for, at de kan være intime som par.

Det er det stærkeste, der er sket i programmets historie. Ingen har nogensinde været så personligt åbne i 'Gift ved første blik'. Meget bevægende at overvære og stor respekt.

Jeg vil mene, alle mennesker kan lære noget af at se Morten og Søren i terapi. Det er et lærestykke i selvrefleksion og giver stof til eftertanke. Man håber for dem, at det er det, der skal til, før de kan finde helt ind til hinanden. Det kunne være så godt.

Lone og Lars fra Gift ved første blik

Lone og Lars: 15 %

Hos det her par synes Lone ikke, hun er kommet tættere på Lars. Men “fundamentet” er godt, hvilket formentlig betyder, at Lars laver god mad og har en god kondi.

"Der er stadig et stykke vej," siger Lars. Jeg vil vurdere, at der er omkring tretusind lysår.

Lars skal så besøge Lone i Kolding, hvor hendes bruser er i gået stykker. Inden ankomst laver hun koffeinfri kaffe, hvilket man også godt kan argumentere for er et koncept, der er gået i stykker.

Omvendt kan man argumentere for, at Lars ikke har brug for mere koffein. Han ankommer på en Ducati model ST4 916, som kan krydse Fyn på 4 minutter.

Han giver Lone en bruseslange i værtindegave. Interflora virkede ikke, så nu er han i gang med at tømme Silvan. Det er ren desperation.

Senere inviterer Lone Lars på lokal grød på gaden. Der er kiwi og andet frugt på.

"Nu kan man snakke om at spise med øjnene," siger hun.

"Jeg var nok ikke endt her selv," siger Lars.

På sin helt egen måde er det nu en stor dag for Lars, der tager sit første billede af grød nogensinde.

"Det bliver ikke dit sidste," siger Lone. Og det lyder lidt som en trussel i mine ører.

Under en unødigt lang gåtur prøver de at tale om situationen, og Lone breaker, at hun ikke tror, tiden kan ændre på den afstand, der er mellem dem som personer.

Det er en klokkeklar afvikling, der er i gang for det her par. Men det er et stort slag for Lars, som stadig gerne vil give det en skalle.

Han vælger derfor at tage hende med op i en kran, fordi hun skal ud af sin "comfort zone".

Problemet er: Det hader Lone. "Oh my jesus christ," siger hun. Hun har ikke udtrykt sig så klart, siden hun lå vandret på Franks fødder og sagde "fuck".

Lone kalder konstant Lars Lars, og det er lidt mærkeligt nu. Men det hele er lidt off, selvom de er meget søde begge to. Desværre tyder alt på, at de kommer til at skilles i ro og mag.

https://imgix.femina.dk/2024-10-03/DR-0812792.jpg

Anette og Frank: 25 %

Det er op ad bakke her. Anette synes, hun kæmper en kamp alene og er træt af, at Frank hele tiden siger, hun ikke er lyshåret og ikke spiller padel.

Frank går i terapi med Trine "med en bekymring". Han er tvivl, siger han, og så bliver han ked af det.

Hvorfor? Det ved træmænd ikke.

Trine giver ham en kleenex. Det er sådan psykologer gør. Men hun lirker ham også op og får ham til at indse ting.

Efterfølgende går de i spa hjemme hos Frank, altså ham og Anette.

"Det er top lækker," siger Anette.

"Det kilder alle de rigtige steder eller?," spørger Frank. Det er en sygdom på niveau med 13-årige drenge, der ikke kan stoppe med at lave bollebevægelser.

En anden dag tager de tager i Tivoli og spiser softice og drikker Aperol spritz.

"Vi er livsnydere," siger Anette, og det letter på stemningen, gevaldigt faktisk set i forhold til sidste uges nedtur. Når alt kommer til alt, er det dog meget tvivlsomt, om de har tænkt sig at fortsætte sammen næste uge. Gættet er nej.

Læs også