Det er intet mindre end en pragtpræstation, Kirsten Olesen leverer i denne forestilling

I 2016 udgav forfatteren Jens Christian Grøndahl ægteskabshistorien ‘Tit er jeg glad’, der deler titel med B.S. Ingemanns smukke sang fra 1812.

Næsten 10 år senere har Grøndahl dramatiseret sin egen tekst, der er blevet til en monolog, der kan opleves på et af Københavns mindste og hyggeligste teatre, Teatret ved Sorte Hest. Og det er svært at forestille sig et bedre teater at opleve den forestilling.

Både fordi teatrets intime scenerum giver publikum følelsen af at sidde i stue med den 70-årige Ellinor (Kirsten Olesen), hvis mand gennem 40 år lige er død. Og fordi den tager sit udgangspunkt på Amerikavej, der ligger et stenkast fra teatret.

Kirsten Olesen er formidabel

Ellinor er netop flyttet tilbage til en lejlighed på Vesterbro, hvor hun for mange år siden voksede op med sin mor under trange kår. Hun sidder alene i den tomme lejlighed og tænker tilbage på sit liv, da hun for et kort øjeblik bliver overvældet af sorg over tabet af sin mand.

Hun vender publikum ryggen, mens hun fraværende bøjer nakken, kommer til sig selv igen og fortsætter sin historie. For det er en vigtig historie for Ellinor, dermed bliver den også vigtig for os. Til trods for, at det er en historie med masser af smerte, bliver den fortalt usentimental og med passende mængde sarkasme, der gør, at man flere gange trækker på smilebåndet og nogle gange griner højlydt.

Som hun sidder der alene i den store, tomme lejlighed på Amerikavej, vender minderne om hendes lange, fascinerende liv langsomt tilbage. Og som publikum er man opslugt af hendes person fra det øjeblik, hun stolt, stærk og nærværende træder ind på scenen.

Og det er intet mindre end en pragtpræstation, Kirsten Olesen leverer, når hun konstant balancerer mellem at give Ellinor styrke og skrøbelighed, der understøtter hendes konstante eftertænksomhed om det lange liv, hun har levet. Et liv med både tab, tragedier, glæde, sorg og savn.

Der er meget på spil for Ellinor, og det er utrolig dragende at se Kirsten Olesen gøre så lidt, som hun gør på scenen – det kræver en karismatisk skuespiller, der tør hvile i sig selv og tro på sit nærvær, så der ikke overspilles. Den balance mestrer Kirsten Olesen.

Teater i sin reneste form

Teksten er i sig selv superraffineret i sine nuancer, og som instruktør har Solbjørg Højfeldt truffet nogle simple sceniske valg, der fanger de små forskelle i det lyriske udtryk.

I samarbejde med scenograf og lystekniker Lasse Svarre Christiansen har hun skabt et scenerum, der består af stribede, hvide vægge, der kan skydes til side og på den måde skabe lejlighedens rum og ikke mindst en dybde i scenen, der komplementerer den personlige udvikling, Ellinor gennemgår, mens hun reflekterer over de mange år, hun har bag sig.

Og så giver lysdesignet utrolig meget til Olesens spil. Når hun fortæller om Ellinors ungdom og første forelskelse, gør lyset hende på elegant vis yngre. Og når hun befinder sig i nutiden, er lyset mere neutralt og understøtter hendes nærvær og styrke. Når hun så undervejs taler om den frygtelige tragedie, der er en afgørende del af historien, tager lyset os med ind i det mørke, der stadig er en stor del af hendes liv.

Kombinationen af den subtile og afdæmpede scenografi og Olesens eminente spil, gør ‘Tit er jeg glad’ til en rørende og smuk monolog, der byder på teater i sin reneste og fineste form.

Tit er hun glad...

...men vil så gerne græde. For Ellinors liv har langt fra kun været en dans på roser. Vejen til kærligheden har budt på tragedier af den slags, der for andre er svær at forstå.

Og når hun hen mod forestillingens slutning synger første vers af B.S. Ingemanns smukke sang, der deler titel med forestillingen, er det, som om dens morale opsummeres med fire linjer:

Tit er jeg glad, men vil så gerne græde,
thi intet hjerte deler helt min glæde
Tit er jeg sorgfuld og må dog le,
at ingen skal den bange tåre se

For Ellinors liv har budt på både sorg og glæde. Og hun har taget det, som det er kommet. Hun har fået det bedste ud af tragedierne.

Og hun fortæller sin historie med samme nærvær, som hvis man sad og snakkede med en bedsteforælder, der glædeligt deler ud af sine livserfaringer og oplevelser - både de gode og de dårlige. Og mens man lytter til Ellinors historie, er det umuligt ikke at tænke på sine egne op- og nedture, tragedier og tab. Både dem, der har været, og dem, der kommer.