Det er sjældent, man ser så fuldendt et kvindeportræt som i ’The Darkness’
Foto: Lilja Jons
The Darkness
’The Darkness’ får fire ud af seks hjerter
Streamingtjeneste: SkyShowtime
Premieredato: 1. november 2024
Genre: Krimi, mysterium
Instruktør: Lasse Hallström
Manuskriptforfatter: Sam Shore og Ragnar Jónasson
Medvirkende: Lena Olin, Tora Hallström, Douglas Henshall, Björn Hlynur Haraldsson m.fl.
Land: Island
Antal afsnit: 6
En gruppe asiatiske turister følger en guide ud i et isdækket islandsk landskab. En kvinde fra gruppen bevæger sig tæt med en kæmpe gletsjer, og med hånden fjerner hun duggen fra isen, så hun kan se ind i den. Pludselig lyder et højt skrig – indeni i gletsjeren ser hun et kvindelig.
Kvinden i isen er afsæt for en grum gåde om udnyttede, udsatte kvinder.
’The Darkness’ er baseret på islandske Ragnar Jónassons roman ’Mørket’ fra 2021. Første bind i trilogien om kriminalinspektør Hulda Hermannsdottir fra Reykjavik politi. The Times har kåret bogen til en af de 100 bedste krimier siden 1945.
En urkraft
’The Darkness’ er den svenske filminstruktør Lasse Hallströms første tv-dramaserie. Han er mest kendt som instruktør af bl.a. ’Hva’ så Gilbert Grape’ (1993), ’Æblemostreglementet’ (1999) og ’Chocolat’ (2000).
Når Lasse Hallström er bedst, viser han sin særlige fornemmelse for mennesker. Det udmønter sig i stærke skildringer af mennesker, der skiller sig ud fra mængden og føler sig fremmede for verden.
Altid skildret med stor følsomhed uden at forfalde til det sentimentale. Hulda-karakteren er som skabt for ham. Og sammen med Lena Olin (som han i øvrigt er gift med) har han skabt et dejligt komplekst og vidunderligt kvindeportræt.
Kriminalinspektøren Hulda (Lena Olin) har noget overjordisk over sig. En urkraft, som mærkes i hendes frygtløse og kompromisløse væren. Navnet Hulda skaber stærke associationer til ’Huldrekvinder’, som i nordisk folketro er overnaturlige kvindelige væsner med langt krøllet hår, som Hulda også har her.
Tæt forbundet til naturen bader hun i det iskolde vand, og hun vandrer alene i farefulde landskaber dækket af is.
Seriens fotograf Árni Filippusson (’Katla’ 2021) skildrer eminent naturens storhed og hypnotiske kraft. Igennem hans blik føles landskaberne som levende skabninger.
"Jeg elsker, når man lærer personerne at kende i krimiserier, og det gjorde man jo virkelig i denne"
Han fanger dens dobbelthed af overvældende skønhed og farlighed. Oftest er menneskene afbilledet som bittesmå skabninger på enorme vidder, og man mærker den islandske natur som almægtig.
Ingen babysitter
Hulda er bramfri og nogle gange decideret ubehøvlet. Hvilket resulterer i flere morsomme scener. Men det er hende også til stor hjælp. For på politistationen er hun omringet af inkompetente og sexistiske mandlige betjente.
Hun skal snart på pension, og hendes chef (Björn Hlynur Haraldsson) mener, at hun indtil da blot skal beskæftige sig med administrative opgaver.
Ingen tager sagen om kvinden i gletsjeren alvorligt. Men Hulda insisterer på at opklare den. Hendes chef har dog en betingelse. Hun skal arbejde sammen med stationens nye ansatte, Lucas (Jack Bannon). En ung mand født i Island, som har boet mange år i England. Da hun møder ham første gang, understreger hun over for ham, at hun ikke har tænkt sig at være hans babysitter.
Hulda-karakteren er rig på facetter. En af de mest dominerende er den enerverende sorg, hun bærer rundt på. Da vi møder hende, er det kun et år siden, at hun har mistet sin 19-årige datter, Dimma.
Datterens dødsfald er stadig omgærdet af en masse ubesvarede spørgsmål. Når Hulda mindes hende, veksler hun mellem to poler. De lykkelige og bevægende erindringer om hende og datteren i dyb omfavnelse og mareridtssynene, fra da hun fandt sin datter død.
Hejsan! 7 svenske serier du skal se lige nu
Lena Olin, som senest triumferede i 'Anden akt' (2023) og 'Hilma (2022)' om den revolutionerende svenske kunstner, Hilma af Klint, brillerer endnu en gang i rollen som Hulda. Hun spiller med en nærmest overmenneskelig energi, og hendes store mørkebrune øjne og dybe stemme er nærmest selvstændige væsner.
Tora Hallström, der er datter af Lena Olin og Lasse Hallström, medvirker også i serien. Hun spiller Elena, en russisk flytning, som bliver en del af sagen med liget i gletsjeren. Tora har tidligere spillet over for sin mor i ’Hilma’ (ligeledes instrueret af Lasse Hallström). Her skildrede hun kunstneren som ung, mens Lena Olin spillede den ældre udgave af Hilma af Klint.
Klodset og kunstig dialog
For at sikre ’The Darkness’ et internationalt liv, taler skuespillerne engelsk. For Lena Olin, som flere gange har medvirket i engelsktalende produktioner, og for de britiske skuespillere, der medvirker i serien, er det ikke noget problem.
Men for de fleste andre af de skandinaviske skuespillere i ’The Darkness’ ligger det engelske sprog tykt i munden. Udover dårlig udtale blokerer det til tider for seerens indlevelse i personerne.
Men det skyldes ikke kun de ringe sprogkundskaber. Nej, det virker næsten, som om noget af historiens kompleksitet er gået tabt i oversættelsen til engelsk. For dialogen er ofte klodset og kunstig, og det begrænser skuespillet. Der kommer noget mekanisk og stift over meget af spillet.
Lærke Kløvedal: "Det er jo skamfuldt at have en far, der ikke er der, men som alle kender til"
Lasse Hallstrøms 'Hilma' er også engelsksproget. Men her forstyrrer det ikke oplevelsen. Dels fordi manus, som han selv stod bag, var langt mere velskrevet, og også fordi skuespillerne mestrede sproget bedre.
På trods af de disse gener ser denne anmelder alligevel glædeligt videre. Jeg vil gerne tilbringe flere timer i Huldas selskab, for det er sjældent, man ser så fuldendt et kvindeportræt.
Anmeldelsen af baseret på de første tre ud af seks afsnit.
Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.