Det skete igen og igen, når hun forlod hjemmet i Hørsholm: "Jeg skulle stå til rådighed for alles nysgerrige spørgsmål"

Anna Neye er sjov. Bevares, det synes hun ikke selv, hun er – men det er der så mange andre, der synes, at man vist godt kan sige det som en konstatering.

Man kan for eksempel ikke sige ”Normalerweize” uden at sige Anna Neye. Det ikoniske satireprogram, der i 00’erne var med til at diktere den danske humor, stod hun i spidsen for sammen med Lærke Winther. Siden har hun blandt andet været manuskriptforfatter på den gravalvorlige, men samtidigt humoristiske film ”Viften”, der gik sin sejrsgang både i Danmark og i udlandet. Nu er Anna aktuel som romanforfatter – og endda en helt nyslået af slagsen.

– ”Opmåling af hjertet” er en fake fagbog, forstået på den måde at den er bygget op som et fiktivt portræt af en videnskabskvinde, der var i København i slutningen af 1800–tallet. Hun er en kvinde, der har nogle meget faste forestillinger om, hvordan verden ser ud. Det er dem, der styrer hendes forskning, fortæller Anna om sin nye bog, der følger den fiktive forsker Heather Withermores arbejde.

Bogen er bygget op som en udforskning af hendes arbejde på en menneskeudstilling i Zoologisk Have – den ligner en fagbog med sine feltnoter, dagbogsnotater og breve. Og så er den sjov på den helt særlige Anna Neye’ske måde i sin portrættering af en kvinde, der tages på sengen i sit begær efter (gisp) en sort mand udstillet i et bur. Det meste i bogen er noget, Anna har fundet på. Og så alligevel ikke.

– Jeg har researchet på emnet og haft en historiker til at faktalæse efterfølgende. Meget af det er rigtigt – og meget er ikke. Den racemæssige ideologi, der styrer Withermore, er jo 1:1 den rigtige fra dengang. Menneskeudstillinger fandtes i Danmark! forklarer Anna.

Hvad er det så, der sker med Heather Withermore? Hun er, som Anna forklarer, en kvinde, der forsker i racebiologi. Hun kommer til København, hvor hun først skal studere en chimpanse, men hun ender med at placere en afrikansk mand i samme bur – for at få lidt sjov i gaden, som Anna siger. Og det møde bliver skæbnesvangert.

– Der i buret møder Heather kærligheden! Det bliver et jordskred for hende, der smadrer alt, hvad hun har troet på. Hun får enormt svært ved at orientere sig i verden efterfølgende, fortæller Anna om mødet mellem de to.

Hun studerer ham, som et forskningsobjekt; som man studerer et dyr – for det er sådan, racebiologien er.

Den undertrykte undertrykker

– Racebiologi er læren om, at der er forskellige karakteristika knyttet til forskellige racer. Man målte kranier, og man troede på, at der var forskellige psykiske kvaliteter forskellige steder i hovedet. For eksempel troede man på, at kvinders kranier så ud på en bestemt måde, fordi vi var mere emotionelle og barnagtige. Man lavede hierarkiske systemer, hvor den hvide, rige, europæiske mand lå øverst. Herefter gik det nedad til bunden, hvor der var sorte mennesker, siger Anna om sin bog, hvor mødet mellem Heather og den afrikanske mand bliver skelsættende.

Heather tror nemlig, hun ved, hvordan den sorte mand vil opføre sig – og ikke mindst, hvordan hun har det med ham. Men hun bliver overrasket. Både over mandens personlighed og over sin egen position.

– Heather er i en dobbeltposition, for hun er undertrykt som kvinde, men hun undertrykker også selv videre. Jeg er optaget af den kvindelige psyke og af, hvilke farver man kan male kvinder med. Hvad vil det egentlig sige at være kvinde? Vi har også mørke sider!

Heather Withermore har i den grad mørke sider. Hun er dybt styret af det, Anna kalder racebiologien – mange af hendes beskrivelser af manden i buret vil man nu opfatte som racistiske. Men lidt efter lidt går det op for Heather, at manden i buret er alt andet end et dyr, og det udfordrer hende i dén grad.

– Min bog handler ultimativt om vores blinde vinkler. Hvad sker der, når den undertrykte undertrykker? Jamen, så har systemet vundet! Man kan sige, at privilegerede kvinder ofte er lagkagecremen. Vi undertrykkes og undertrykker på én gang, fortæller Anna.

Det lyder måske alvorligt, men samtidig er det helt utrolig morsomt at læse, hvordan Heather febrilsk forsøger at holde fast i sit verdensbillede i mødet med kærligheden.

– For mig er humor et livsvilkår. Når man har grædt, kan man grine bagefter, ikke? Humor kan selvfølgelig bruges negativt, men den kan også være helende. Hvis jeg får dig til at grine, har vi et fællesskab. Vi deler en medmenneskelighed – der er noget fælles. Igennem hele mit liv har humor været en essens, fortæller Anna, der elsker at forene humor med alvor.

Det er først der, det bliver rigtig sjovt, siger hun:

– For mig at se er humor sjovest, hvis det handler om noget virkelig alvorligt – det kan jeg godt lide. Al historiefortælling handler jo om menneskelig eksistens. Vi forsøger egentlig bare at forstå, hvorfor vi er her, gennem de historier vi fortæller. Komedie handler ofte om nogle, der prøver at kontrollere noget ukontrollerbart, og det er jo virkelig komisk. Du kan for eksempel ikke kontrollere kærligheden. At være forelsket er en form for psykose, og det er vanvittig humoristisk.

Ikke meget at grine af

Anna voksede op i Hørsholm som barn af en dansk mor og en nigeriansk far. Faren så hun ikke meget til, han bestyrede en kiosk og pakkeshop i England, og barndomshjemmet var det, Anna kalder ”arbejderklasse”. Mormoren var for eksempel rengøringskone og boede på Nørrebro. Moren var børnehavepædagog.

– Der var egentlig ikke særlig meget at grine af i min barndom. Men både min mor og min mormor var skidesjove. De var fandenivoldske og insisterede på at grine alligevel! Der var ikke mange penge, men der var stadig en følelse af, at grineflippet lå og lurede, fortæller Anna Neye om sin barndom og fortsætter:

– Både min mor og min mormor havde virkelig hårde liv. De havde også begge noget vanvid over sig – det var uforudsigeligt på den gode måde at være sammen med dem. De var meget kraftfulde. Men altså, det er jo også svært at analysere sig selv på bagkant. Måske jeg bare altid har haft et stort behov for at grine?, siger Anna og, ja, griner.

For Anna var der heller ikke altid meget at grine af. Miljøet i Hørsholm var hvidt – og Anna stak ud med sit udseende. Derhjemme følte hun sig tryg, men når hun gik ud i bybilledet, var virkeligheden en anden.

– Når jeg gik uden for min dør, var min krop ikke min egen. Jeg skulle stå til rådighed for alle og deres nysgerrige spørgsmål. Det handlede nok ikke specifikt om Hørsholm – jeg tror, det har været sådan alle steder. Jeg blev mødt med en fortælling om, hvad en sort var. Og så var det lige meget, at jeg aldrig havde været i Afrika, fortæller Anna og fortsætter:

– Jeg lignede faktisk min hvide mor ret meget, men når jeg kom gående ned ad gaden med hende, troede ingen på, at hun var min biologiske mor. Et brunt barn og en hvid mor hørte bare ikke sammen! Der var nogle faste forestillinger om ”den anden”, og det gjorde det umuligt for mig at være menneske i min egen ret. Den der idé om, at vi alle er lige? Det passer ikke, understreger Anna, der beskriver sig selv som en ultranørd.

Hun kalder også sig selv en ulveunge – forstået som et menneske, der havde en krøllet hjerne som barn og stadig har det. I takt med at Anna blev ældre, oplevede hun da også igen og igen, at hun ikke levede op til idealerne om, hvordan man var en sort kvinde. Hun kunne ikke synge, for eksempel, og hun var ikke en dronning i sengen. Tværtimod var hun generet.

– Jeg levede ikke op til idéerne om, hvordan jeg skulle være. Som teenager gjorde det mig virkelig vred. Mange af mine brune veninder har kunnet glide rundt omkring forventningerne og finde en måde at leve i det på, men det kunne jeg ikke, fortæller Anna og fortsætter:

– Jeg var ikke ensom som barn og ung, men så alligevel: Jeg følte mig som den eneste brune. Det var ekstremt forvirrende og en ensom oplevelse. Jeg måtte ikke tænke og føle, som jeg tænkte og følte. Jeg hørte til i min familie, men når jeg gik ud på gaden, hørte jeg ikke til. Det var traumatiserende.

Magtkritik og kærlighed

For at komme af med følelsen af at skulle passe i en kasse begyndte Anna at citere den amerikanske TV-serie ”Rødder”, når folk spurgte ind til hende. Det er en serie, der fortæller en afroamerikansk familiehistorie. Også her brugte hun humoren til at bygge bro. Det handlede om at grine, men det handlede også om at fortælle historier.

– Jeg har altid fundet på ting og optrådt. Det kommer nok fra min familie. Man siger, at komedie er tragedie plus tid. Humor er også et fedt redskab til magtkritik; vi kan grine af hinanden og måske sige nogle lidt stride ting imens.

Magtkritik er en uundgåelig del af Anna Neyes virke. Bag humoren lurer en lyst til at udstille, når mennesker mener ét, men gør noget andet. Når de er hykleriske, besværlige og overraskende. Humoren kan være et middel til at nå hinanden – men det kan noget andet også. Nemlig kærligheden.

– Den tid, vi lever i lige nu, er meget polariseret. Den handler om ”dem” og ”os”. Men det, kærlighed kan gøre, er at skabe forbindelser. Den kan ikke måles og vejes, men den påvirker dig alligevel. Når alt kommer til alt, kan du lave alle de systemer, du gerne vil, men vi er alle blevet født, vi skal alle dø – og vi har alle været forelskede. Hvorfor fokuserer vi ikke på det noget mere? Det ukontrollerbare er jo det, der gør os ens, siger Anna, hvis bog netop handler om det ukontrollerbare. Og paradoksalt nok er beskrivelsen af Heathers ukontrollerede begær netop det, der har givet Anna kontrollen tilbage.

– Som barn følte jeg mig så magtesløs omkring mit eget narrativ. Meget af min drivkraft til at skrive den her bog kommer også af en lyst til at få magten tilbage over det. Jeg vil gerne selv bestemme, hvordan jeg ses. I det store perspektiv er det jo lidt crazy, for det kan jeg egentlig ikke bestemme. Men jeg kan fortælle nogle historier, der handler om det modsatte af at være i en kasse. Når jeg gør det, føler jeg mig magtfuld.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 8/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.