Diana er fuldstændig eminent i ny sæson af The Crown. Men det her gør det til en "pudsig" oplevelse

Det er få serier forundt at få så stor foromtale allerede længe inden premieren, som tilfældet er med sæson 5 af The Crown.

Den populære Netflix-serie har på forhånd vakt røre og debat om, hvorvidt dens omgang med historiske fakta er for lemfældig.

Tidligere premierminister Sir John Major, der spiller en større rolle i serien, har i medierne givet udtryk for sin bekymring om seriens historiske korrekthed, og skuespillerinden Dame Judy Dench, der flere gange har inkarneret briternes dronning, har i et brev trykt i The Times kaldt den rå og ondskabsfuld.

Denne sæson af The Crown er den første efter både Prins Phillips og Dronning Elizabeth II’s død og Kong Charles III tiltrædelse som konge, og briterne er stadig ved at fordøje forandringerne.

Især kongehuset har været nervøs for, at serien skulle begynde at rippe op i gamle traumer om den nye konge og hans meget offentlige skilsmisse fra Prinsesse Diana, der stadig er et åbent sår i den britiske selvforståelse. Med god grund.

Nu med disclaimer

Netflix har derfor set sig nødsaget til at tilføje en disclaimer til traileren til 5. sæson på Youtube: ”Inspireret af virkelige begivenheder, fortæller denne fiktive dramatisering historien om Dronning Elizabeth II og de politiske og personlige begivenheder, der formede hendes regeringstid.”

Peter Morgan, der har skabt serien, har altid holdt på, at The Crown er fiktionaliseret drama og ikke skal opfattes som andet end som så.

Seriens gengivelse af medlemmer af kongehusets indre liv og samtaler med hinanden – som af gode grunde kun kan være kendt af dem, der deltog i dem – har også tidligere været genstand for debat, men ikke i samme skala.

Måske har seriens oprulning af begivenheder, fra vi begynder at følge Dronning Elizabeth II ved brylluppet med Prins Phillip i 1947 og op gennem 50’erne, 60’erne og 70’erne, ligget så tilpas langt tilbage i tiden til, at ingen alligevel ikke rigtig kan huske, hvad der virkelig skete.

Sæder står for fald

Med sæson 5 er vi nu nået til begyndelsen af 90’erne. En periode, som stadig står knivskarpt i hukommelsen for mange. Især fordi dramaerne og skeletterne i det britiske kongehus væltede ud ad skabene i fuld offentlighed i pressen.

Netop derfor bliver det en pudsig oplevelse at se seriens frie fortolkning af, hvad der skete bag kulisserne i kongehuset.

Fordi vores egen kollektive hukommelse spiller ind, forholder man sig som seer mere kritisk til handlingens gang.

Ah, kan det nu også passe, at Charles holdt et hemmeligt møde med premierminister John Major, hvor han diskuterede, om dronningen burde abdicere og overlade tronen til ham?

Kan det nu også passe, at han sagde til sin mor, at havde de været en almindelig familie, var de fire børn blevet fjernet af socialforsorgen og hun sendt i fængsel?

Imelda Staunton spiller den aldrende britiske dronning, og hun har nok at se til her i 90’erne. Børnenes ægteskaber går i stykker på stribe: prins Charles, prins Andrew og prinsesse Anne bliver alle skilt eller separeret, og det hele bliver dækket tæt og skånselsløst i den britiske presse, så kriser må konstant afværges og historier spinnes.

En stagneret dronning

Som dronning virker Imelda Staunton mere resigneret, mindre stålsat og som en lidt naiv skygge af både Claire Foy og Olivia Colman, der spillede Elizabeth II i tidligere sæsoner og i den grad inkarnerede hendes stamina og sans for ansvaret og opgaven.

Imelda Staunton tulrer rundt på slottet, følger verdens gang på TV, men er selv stagneret fuldstændig i sin udvikling. Prins Phillip (Jonathan Pryce) spørger med slet skjult forundring: ”Er du slet ikke nysgerrig?”

90’erne er også årtiet, hvor Windsor Castle står i flammer, kongeskibet Britannia er faretruende nedslidt, og selv det udtjente TV på Buckingham Palace bliver en metafor for den opløsning og nedsmeltning, der truer institutionen kongehuset. Dronning Elizabeth selv kalder 1992 for et annus horribilis i en berømt tale i erkendelse af, at sæder står for fald, og intet er, som det plejer.

En tikkende bombe

Særlig stor fokus får historien om Charles og Dianas separation og senere skilsmisse, der sammenlagt fylder mere end halvdelen af sæsonens 10 afsnit.

Diana, der spilles fuldstændig eminent af Elizabeth Debicki, er fanget i sit guldbur på Kensington Palace, ensom, udstødt og psykisk ustabil. Hun bliver behandlet som en paria af kongehuset og udmyget af Charles’ temmelig offentlige relation til Camilla Parker-Bowles (Olivia Williams).

Rollen som kronprinsen spilles af Dominic West, og både hans mimik og kropssprog virker næsten for levende til den stive, akavede Charles.

Dianas ydmygelser ikke bliver mindre, da en radioamatør optager en intim telefonsamtale mellem Charles og Camilla og sælger den til medierne. En samtale, der bliver kendt som ‘Tampongate’, da Charles i detaljer taler om, hvordan han drømmer at være en tampon mellem hendes ben.

Prinsesse Diana får nok og beslutter sig for at fortælle sin side af historien.

Hun lader sig hemmeligt interviewe til Andrew Mortons bestseller Diana: Her True Story, hvor hun afslører masser af intime detaljer om ægteskabet med Charles og kongehusets behandling af hende.

Men den helt store bombe detonerer hun under det britiske kongehus med det nu legendariske BBC-interview med Martin Bashir i 1995, hvor hun fortæller om at være tre i det crowdede ægteskab, selvmordsforsøgene, spiseforstyrrelsen og den hårdhændede behandling, hun er blevet udsat for.

Enkelte højdepunkter

Ud over spekulationer om, hvem der sagde hvad ved private samtaler inden for paladsernes fire vægge, bidrager sæson 5 af The Crown ikke med megen ny viden.

Hovedpersonen Dronning Elizabeth II er underligt fraværende, og fokus ligger på de kulørte historier, som vi allerede har set skildret et utal af gange i både film og serier.

Ulempen ved at tage fat i en historisk periode, der har fået så massiv eksponering i medierne, som det britiske kongehus i særdeleshed fik i 1990’erne er, at vi allerede har hørt det hele.

Det gør desværre også, at serien i denne ombærding får mere præg af soap og mindre af historiens vingesus end tidligere sæsoner.

Når The Crown er bedst, genbesøger den en afgrænset historisk episode, der får betydning senere hen, og udfolder historien og dens personer. Det sker bl.a., når vi i et afsnit besøger Alexandria i Egypten i 40’erne, hvor vi møder Mohamed Al Fayed.

Han bliver senere milliardær, en prominent figur i London og far til Dodi Al-Fayed, som bliver kæreste med prinsesse Diana efter skilsmissen og omkommer sammen med hende i bilulykken i 1997.

Eller når vi hører om den britiske kongefamilies rolle i den russiske zarfamilies skæbne efter Den Russiske Revolution i 1917. Her når The Crown op på niveau med tidligere sæsoner.

Forandring fryder

Det britiske monarki prøver i 90’erne at forny sig selv ved at omfavne ægteskaber med udefrakommende, som skal tilføre den støvede og forældede institution et frisk pust og gøre den mere moderne, relaterbar og menneskelig.

Det bliver desværre ikke helt, som de ønsker det, da alt anderledes bliver knust af ’Firmaet’.

Nu har en ny regent indtaget tronen i form af Kong Charles III, og det skal blive spændende at se, om The Crown i en sidste afsluttende sæson, der netop er blevet bekræftet af Netflix, formår at omfavne den forandring, der er nødvendig for at gøre ikke kun kongehuset, men også The Crown relevant igen.

Artiklen blev første gang bragt på Vi elsker serier. Dette er en redigeret version.