Se, lyt & oplev
3. september 2024

Disse film og serier skal du streame i september

September er spækket med gode serier og film på streamingtjenesterne. Vi har fundet frem til dem, du skal bruge din tid på.
Af: Claus Nygaard Petersen
streaming september 2024

Foto: Netflix

Sommeren er ovre, og med september begynder seriesæsonen for alvor.

Der er så mange lovende tilbud på streamingtjenesterne i september, at det næsten er helt overvældende. Action, superhelte, ditto skurke, spioner, mordmysterier, dokumentarer – du får det hele og meget mere.

Vi dykker ned i de bedste tilbud i denne guide, men det er aldrig til at vide, om der pludselig dukker en uventet perle op undervejs i måneden. Plus, det der ‘Gift ved første blik’ ser jo ikke sig selv.

Anbefalingerne står som sædvanlig i den rækkefølge, de har premiere i løbet af september.

Slow Horses sæson 4

Verdens mest uduelige spioner er tilbage og klar til at redde verden endnu en gang.

Med Gary Oldman i spidsen som den fordrukne og storpruttende tidligere superagent, Jackson Lamb, har den charmerende serie på Apple TV+ i de hidtidige tre sæsoner imponeret med at kombinere et spændende spionmysterium med nærmest ‘The Office’-agtig kontorhumor.

Vi er nu nået til fjerde runde i filmatiseringen af Mick Herrons romaner, og denne gang er en bombe sprunget i et propfyldt shoppingcenter i midten af London. Derfor må slagtehestene fra Slough House i action og blandt de nye ansigter i denne sæson finder vi australske Hugo Weaving, som de fleste nok husker som Agent Smith i ‘The Matrix’ eller elveren Elrond i Peter Jacksons ‘Ringenes herre’-trilogi.

‘Slow Horses’ sæson 4 kan ses fra 4. september hos Apple TV+.

Sygeplejeskolen sæson 6

Der skal mere end en simpel altødelæggende ildebrand til at sætte en stopper for de studerende på Fredenslund.

Livet kommer igen til at gå sin vante gang på stedet, hvor liv og død er en fast del af de studerendes hverdag. Læg dertil en masse nye og gamle ansigter samt romance, spænding og et underfundigt blik på en tid, som for længst er borte.

Molly Blixt Egelind er igen tilbage som Anna Rosenfeld, og de velkendte Jesper Groth, Katrine Greis-Rosenthal, Jens Jorn Spottag og Preben Kristensen er også tilbage. Blandt de nye ansigter finder vi Caspar Phillipson, Vibeke Hastrup, Anders Hove, Birgitte Raabjerg og Jens Sætter-Lassen.

Sygeplejeskolen sæson 6 kan ses fra 8. september på TV 2 Play.

The Perfect Couple

Krimimysterier med det ene imponerende stjernecast efter det andet er her, der og allevegne lige i øjeblikket, og Netflix’ nyeste af slagsen har endda et dansk islæt.

Det er nemlig Susanne Bier, der er instruktør på samtlige afsnit af adaptationen af Elin Hilderbrands roman ‘The Perfect Couple’. Serien handler om Amelia (Eve Hewson), som skal giftes med Benji (Billy Howle), hvis familie er styrtende rig. Aftenen før brylluppet bliver en af deltagerne i fejringen myrdet, og derefter er spørgsmålet, hvem af familiemedlemmerne, der er morderen.

Blandt stjernecastet finder vi Nicole Kidman, Liev Schrieber, Dakota Fanning, Meghan Fahy, Jack Raynor og Isabelle Adjani.

‘The Perfect Couple’ kan ses fra 5. september hos Netflix.

Rebel Ridge

En af 10’ernes helt store filmskabere, som alt for få kender til, er uden tvivl amerikanske Jeremy Saulnier. Med først Blue Ruin, dernæst den mesterlige ‘Green Room’ og til sidst den hyperintense ‘Hold the Dark’ stod Saulnier for tre af de mest ubehagelige film i årtiet.

Efter seks års pause vender han endelig tilbage med, hvad der lyder til at være endnu en olm omgang.

Den tidligere soldat Terry (Aaron Pierre) vil betale kaution for at få sin fætter ud af fængslet, men får af uransagelige årsager beslaglagt alle sine penge.

Det står hurtigt klart, at den gennemkorrupte politichef Sandy Burnne (Don Johnson) har taget pengene, bare fordi han kunne. Derfor beslutter Terry sig for at sætte en stopper for korruptionen og få sine penge tilbage. Ligegyldigt hvilke voldelige midler, han skal tage i brug.

‘Rebel Ridge’ kan ses fra 6. september hos Netflix.

Emily in Paris sæson 4 del 2

Netflix’ uskønne gimmick med at dele sæsoner op i to dele, så man kan dræne brugernes pengepung en måned mere, fortsætter med anden del af fjerde sæson af ‘Emily in Paris’.

Nu er der efterhånden ingen undskyldning for, at Emily (Lily Collins) og Gabriel (Lucas Bravo) får testet datinglivet af med hinanden og finder ud af, om det skal være de to.

De har danset om den varme amourøse grød i snart fire fulde sæsoner, og den her Ross-og-Rachel-vil-de/vil-de-ikke-leg er lige på grænsen til at miste sin appel. Men vigtigst af alt, vinder Mindy (Ashley Park) Eurovision, og kan vi please få alle sangene i den fiktive finale til Spotify-listen?

‘Emily in Paris’ sæson 4 del 2 kan ses fra 12. september hos Netflix.

Milliardærøen

Så er det tid til at finde alle de vandede jokes frem, for det er nemlig fisk, der er omdrejningspunktet i Netflix’ nye norske serie ‘Milliardærøen’.

Specifikt handler det om laks, en milliardindustri i det norske. Der er indædt had og konkurrence imellem de forskellige lakseproducenter, som ikke skyr nogen midler i bestræbelserne på at få de andre ned med nakken.

Det er ‘Lilyhammer’-skaberduoen, Anne Bjørnstad og Eilif Skodvin, som står bag ‘Milliardærøen’, så vi kan med rette skrue vores forventninger op til maks.

‘Milliardærøen’ kan ses fra 12. september hos Netflix.

Død over deepfake porno

Næsten lige siden internettets begyndelse har porno og diverse former for nøgenhed været en fast bestanddel. Inklusiv den del, hvor diverse kældertrolde med selv de mindste Photoshop-skills har lavet falske nøgenbilleder af kendte og ukendte mennesker.

I takt med teknologiens fremgang er det blevet nemmere for dem, og værst af alt er resultaterne efterhånden skræmmende realistiske.

Det er dét, som gamer og twitchstreamer Marie Watson forsøger at komme til bunds i i Død over deepfake porno. Hun er selv blevet udsat for deepfake, og sammen tre kvindelige kollegaer leder de efter de personer, som laver de falske og dybt grænseoverskridende pornobilleder og -klip.

‘Død over deepfake porno’ kan ses fra 15. september hos DRTV.

Agatha All Along

‘WandaVision’ var en af de bedre nyere Marvel-serier, hvor kvaliteten ellers har været noget svingende. En af grundene til, at netop den skilte sig positivt ud, var den uforglemmelige heks, Agatha Harkness (Kathryn Hahn).

Den uforskammet ørehængende sang – som også er den nye series titel – endte med at blive et kæmpe viralhit, og fans var straks klar til mere med den karismatiske heks.

I ‘Agatha All Along’ slipper den titulære heks fri fra den forbandelse, hun ellers var udsat for, med hjælp fra en goth-teenager (Joe Locke). Han har sine egne skjulte motiver for at hjælpe hende med at få sine kræfter tilbage, og det kræver, at Agatha danner en ny heksegruppe.

Men det er ikke alle, som er interesserede i, at Agatha får sine kræfter tilbage, og det betyder naturligvis masser af magikampe.

‘Agatha All Along’ kan ses fra 18. september hos Disney+.

Monstre: Historien om Lyle og Erik Menendez

Ryan Murphys første ‘Monster’-serie om seriemorderen Jeffrey Dahmer blev en kæmpe succes for Netflix.

Og det betyder jo altid, at vi skal have en ny sæson. Murphy og medskaber Ian Brennan har dog til anden omgang af antologiserien valgt nogle nye hovedpersoner.

Denne gang drejer det sig om brødrene Lyle- og Erik Menendez, der i 1989 myrdede deres forældre. Præcis, hvad der lå til grund for gerningen, har der været meget debat om, da brødrene påstod, at deres far havde udsat dem for psykisk terror og seksuelt misbrug gennem hele deres barndom.

At dømme ud fra traileren virker det til, at serien om Murphy og Brennan også skæver den vej.

Javier Bardem og Chloë Sevigny spiller forældrene, mens Nicholas Alexander Chavez og Cooper Koch spiller henholdsvis Lyle og Erik i serien.

‘Monstre: Historien om Lyle og Erik Menendez’ kan ses fra 19. september hos Netflix.

Wolfs

Duoen fra ‘Ocean’s’-filmene, George Clooney og Brad Pitt, spiller hovedrollerne i actionkomedien Wolfs.

Det er et klassisk umage makkerpar, der bliver tvunget til at arbejde sammen, da de to fixere Jack (Clooney) og Nick (Pitt) bliver hyret til det samme job, hvor de skal skjule en forbrydelse.

Det går dog hurtigt helt galt, og snart er de to alligevel nødt til at arbejde sammen – ellers risikerer de at miste livet. Fantastiske Zlatko Burić medvirker i den underholdende komediekrimifilm fra ‘Spider-Man’-instruktøren Jon Watts.

‘Wolfs’ kan ses fra 27. september hos Apple TV+.

Rez Ball

Når skaberen bag en af de bedste og mest vedkommende komedieserier de seneste 10 år, Reservation Dogs, leverer manuskriptet til en ny film, bliver det straks interessant.

Sydney Freeland er instruktør og medmanuskriptforfatter til Rez Ball sammen med Reservation Dogs-skaberen Sterlin Harjo.

Filmen handler om det indfødte amerikanske basketballhold Chuska Warriors, der kæmper en indædt kamp for at vinde mesterskabet i staten New Mexico. Da de på tragisk vis mister deres stjernespiller, er gode råd dog dyre, og sammenholdet skal nu stå sin prøve.

‘Rez Ball’ kan ses fra 27. september hos Netflix.


Læs mere om:

Læs også