DR sender 20 danske senior-singler på date i Alperne: “Det går ikke stille for sig, skulle vi hilse og sige”
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
20 singler tjekker ind på et hotel i et nyt program. Lyder det som noget, du har hørt før?
Svaret er formentlig ja. Ikke desto mindre er der en hel del nyt under reality-solen, når DR’s nye dating-program ruller over skærmen. I stedet for at indlogere sig i Mexico, mødes singlerne i ‘Hotel Romantik’ i de schweiziske alper.
Men det største plot twist er alligevel nok deltagernes alder. De er nemlig mellem 61 og 77 år gamle, og de deler et fælles håb om at finde den sidste store kærlighed.
Det er parret Sofie Linde og Joakim Ingversen, der er værter på programmet. Og deres rolle bliver at motivere og hjælpe deltagerne med at ‘gå på opdagelse i hinandens liv og udforske, om der opstår kærlig kemi’, skriver DR.
“Vi er helt vildt stolte over at være værter på ‘Hotel Romantik’. Vi er lige nu i Schweiz og optage, og det går ikke stille for sig, skulle vi hilse og sige. Vi glæder os så meget til, at programmet har premiere i 2025,” siger Sofie Linde og Joakim Ingversen til DR.
Programchef for eksternt tv i DR, Anne Garlichs, forklarer, at de med programmet ønsker at vise, at det aldrig er for sent at lede efter kærligheden.
“Dating på tv kan også handle om mennesker med bagage, der har levet et langt liv og har oplevet skelsættende begivenheder såsom skilsmisser, død, svigt og sorg,” siger hun til DR.
Optagelserne til ‘Hotel Romantik’ er i skrivende stund i gang i Schweiz. Programmet bliver vist på DR i 2025.